Tilbage til forside

  Ussings Univers

"Men mest holder jeg af hverdagen …"

For er par år siden flyttede journalisten Anne-Line Ussing til Strynø.
Det har hun ikke fortrudt
Læs her, hvad hun skriver. 

For det moderne menneske er lykken et ‘must have’ på linie med andre lettere illussoriske størrelser, som den perfekte partner, den grådløse baby og evige ’skovtur i det grønne’-agtige komsammener med storfamilien og vennerne. Men der findes faktisk steder, hvor tempoet er så menneskeligt og trinene så lette at hjerte og sjæl kan følge med – også i hverdagen.

Strynbo, journalist og folketingskandidat for Det Radikale Venstre, turist- og erhvervschef på Langeland.

I eventyrene drager helten ud i verden for at søge lykken. Han går så gruelig meget igennem. Møder sine egne og sine medmenneskers mørke sider, udfordres og fristes af det gode og det onde, før han i overført betydning vender ’hjem’, da han indser at lykken ikke findes et sted ’derude’, men er en tilstand vi hver især bærer kimen til at skabe ’herinde’.

Hvad der nærer kimen, så den bliver andet og mere end en kilde til frustration over ikke realiserede drømme, er op til den enkelte. En mulighed er en selvvalgt ’outcast’ eksistens - at skifte et liv levet i verdens metropoler ud med et, hvor horisonten bogstaveligt talt forsvinder ud i det blå. Fra en tilværelse båret frem af adralindrevende ’events’ til en, hvor hverdagen er det dyrebareste man har. Et liv, hvor man i Enzenbergsk forstand, boltrer sig i fremtidens luksusgoder: stilhed, ren luft og sikkerhed. Livet på en ø.

Mit hjem ligger på Strynø i det Sydfynske ø-hav. En såkaldt ’småø’. Her er Brugs, kirke og kro og syv daglige afgange med færgen til Rudkøbing på Langeland. Her er stille. Så stille, at min engelske mand, Stuart, bemærker det flere gange dagligt for at bryde den. Luften er så knitrende ren, at den første sne smager nyfaldent helt hen i marts. Sikkerheden er så god, at øens fire læger trygt efterlader villa og volvo, når de tager på arbejde i Mombasa, Hanoi og Lapland. Her er mulighed for at skabe det ’gode liv’, hvor den professionelle del af tilværelsen tilpasses den personlige del og ikke omvendt. Et liv, hvor man arbejder for at leve i modsætning til et liv, hvor man lever for at arbejde.

Det offentlige rum er ikke så overfyldt på Strynø. Jeg kan rumme mine medmennesker på en anden måde, når jeg ikke er klemt inde mellem odøren fra den ens armhule og den andens våde plydspels, med den tredjes mobilsamtale over gårdsdagens breakdown i mit øre i en tætpakket metro. Jeg nyder at være fri for storbyen, hvor budskabernes volumen er trykket helt i bund netop fordi, der er så mange af dem. Et offentligt rum, der tvinger os til at blive både døve og blinde overfor vores medmennesker, da det er menneskeligt umuligt konstant at tage stilling til alt fra Moses Hansen og hans rullende korstog til paraden af ’men in tights’, der, til tonerne af George Michael, insisterer på at invie mig i hvilket skab, de er hoppet ud af.

Med sine knap 16 kvadrat kilometer og godt 200 beboere er afstanden mellem folk på Strynø mindre i mere end en forstand. Så jeg lader min nabo Marie på 93 og historierne om højskoleopholdet og pladsen hos den indre missionske familie i Jylland, trænge ind under huden. Og jeg fornemmer længslen efter det, der kunne være blevet, når Åge på 85 fortæller om mødet med kærligheden, da han som 17 årig lagde til med en skonnert i Labrador. Jeg glædes og ler, når Susanne og Erik på deres sølvbryllupsdag genopliver den første forelskelse og tiden som grønne Strynboer og alternative landmænd. Og jeg mærker sorgen og storheden, når Bjarne mindes den sommeraften i 76, hvor de mistede drengen på 16 og alligevel formår at være taknemmelig for de år, de fik lov at have ham. Jeg har ikke behov for at slå blikket ned og udelukke menneskemasserne, fordi jeg umuligt kan lukke dem alle ind og derfor, nødvendigvis, må lukke dem alle ude. Jeg kan være åben og modtagelig overfor mine medmennesker fordi mødet med masserne er blevet erstattet af mødet med individet.

Ø-livet er i al sin ’Morten Kochskhed’, bare et af mange bud på en tilværelse, der i sin enkelhed kan blive rammen om det gode liv, og den lykke vi alle søger. En lykke, hvis manglende tilstedeværelse, fylder mere end de øjeblikke, der er opfyldt af den, og som derfor oftest fremstår som noget, vi mangler eller har for lidt af. Da vor tids søgen efter lykke synes at have erstattet tidligere tiders søgen efter oplysning og frelse, og lykkepiller er blevet en lige så lukrativ forretning for medicinalindustrien som afladsbreve var for den katolske kirke, er der utallige svar på, hvad lykken er. Hvor de store religioner lover frelse gennem ’gøren’ for at opnå en bestemt ’væren’, så er opnåelsen af lykke i bedste ’consumer’ forstand blevet forbundet med begrebet ’at have’. Hvorfor svaret på, hvad lykken er, oftest blafrer i slipstrømmen på en markedsføringskampagne for et livsstilsprodukt.

Tænd tre lys og fremsig 5 ave maria’er, spis en oblat og drik en tår vin, eller lad for Allahs skyld være, men vend derimod ansigtet og bønnerne mod Mekka fem gange i døgnet. Ligesom religionernes dogmatiske tilgang til oplysning og frelse synes forførende simple, således er efterkrigstiden budskab om, at lykken er proportional med forbrug mildt sagt en grov forenkling af, hvad lykken er. Det er muligt, at fattigdom og afsavn er en ulykke, men deraf kan man ikke drage, at materiel rigdom og overflod er lig med lykken – selvom det muligvis er det. Dogmen afstikker kun én vej og kan derfor aldrig blive vejen.

Hvis man skal fortsætte med de åndelige referencer, kan vejen til lykke sammenlignes med vejen til oplysning indenfor zen buddhismen. Selvom Buddha fandt oplysning gennem faste og meditation under et boddisatva træ, finder vi ikke alverdens zen buddhister i tilsvarende faste og meditation under boddisatva træer. Oplysningen er, som lykken, en ’tilstand’. Vejen dertil er individuel og erfares kun hånd i hånd med selvet – ved intim fortroelighed med ens personlige og mest fundamentale værdier. Det lykkelige liv må vi hver især skabe, alt imens vi lever det. Ligesom oplysningen er lykken ikke endelig i sin form, men skal til stadighed genskabes. Lykken kan ikke putttes i glas og ramme og skue ned på ens tilværelse i al evigheden efter. For det der var lykken, er ikke nødvendigvis lykken.

Det fleste ’fastlændinge’ mener, det er langt ude og langt væk fra ’alting’ at bo på en ø. Hvis ’alting’ er en daglig kaffe og croissant på Amokka, jo så er man langt væk. Men hvis ’alting’ er studier i London, konsulentjob i Johannesburg og familie i Melbourne, så synes Strynø i høj grad central. Med bredbånd, 2½ time til Københavns lufthavn og fast ejendom til langt under gennemsnitsprisen, har øerne i europæisk sammenhæng et potentiale, der endnu ikke er realiseret. I London, Sydney og New York er et hjem i naturskønne omgivelser med et par timers ’commute’ i højeste kurs. I Danmark vil flere kreditforeninger end ikke overveje at belåne boligen, hvis hovedvejen er en søvej. Sandt er det, at udbuddet af helårsboliger på øerne er større end efterspørgelsen. Men, med millioner af europæere stablet sammen på ubehageligt få og dyre kvadratmeter i storbyer unionen over og udsigten til en liberalisering af det danske boligmarked, ender de danske øer nemt på udenlandske hænder, hvis vi bliver siddende på vores.

I Danmark er det ubetalelige endnu til at betale sig fra. Uanset, så skal der anderledes helhedsbaserede værdiregnskaber til for at vurdere, hvad livet på småøerne er værd. Hvad er prisen på aftensejlads og picnic i det blå? En mark mættet af valmuer og sensommerlys? Hvad vil man betale for et samfund med ulåste døre og børn der trygt snakker med fremmede? En hverdag der fungerer? Stilhed, ren luft og sikkerhed?

Der hvor man trives, er også der, hvor lykken trives og uventet dukker op. Derfor er Strynø lykken for mig. For jeg er begyndt at holder af hverdagen ...

Tilbage til forside