Ø, 600 meter vest for Strynø
0,5 km², affolket
INGEN ADGANG 1.3. - 15.7. på den nordlige og vestlige del.

Står du ved møllen på Strynøs vestkyst vil du hurtigt føle dig draget mod den lille satellitø, Strynø Kalv. Den ligger derude som en grøn streg med en klat maleriske gårde placeret midt på øen.

I kikkert fornemmer du det dige der hegner de tidligere opdyrkede marker fra et bælte af strandenge der når rundt om hele Kalven. Fra øens "by" fører en lille vej til den primitive, mistrøstige cementmole der udgør Strynø Kalvs landingsplads på østkysten.

Stregen i vandet har været verdens midte for op til 29 mennesker, før øen blev helt forladt i 1969, da de sidste to familier solgte til fritidsfolk. Før i tiden brugte beboerne hånddreven centrifuge og hestetrukket kærne, så de kunne sælge smør i Marstal hver 14. dag. I 1916 blev de andelshavere i Strynø Mejeri. Ved siden af gårdene, der ligger tæt sammen i en meget lille landsby og dermed skaber noget af den eneste læ på øen, ligger det lille elektricitetsværk, som Kalvens gårdmænd købte flere år før elektriciteten nåede Strynø. Dengang stod strynboerne ved deres mølle i mørket og betragtede fremskridtet på den lille ø mod vest.

En af de tre smågårde på Strynø Kalv. Det var en stor dag da beboerne besluttede at etablere deres eget lille elektricitetsværk med dieselgenerator.

Halvdelen af Strynø Kalv ligger hen som strandenge med losystemer, og her findes flere mågekolonier, ligesom en række svømmeænder yngler i det stedvis høje græs. Nord og nordvest for øen ligger Øhavets største fladvandsområde, og på stenene langt fra land kan man være heldig at få øje på nogle spættede sæler.

Et af Øhavets største vandingshuller for kreaturer ligger på den nordlige del af øen. "Vindammen" er stensat og der er en vej ned til selve vandspejlet. Her kunne vogne og landbrugsredskaber køres ud i vandet og vaskes af efter brug. Dammen er blevet renset op sammen med et andet vandhul og tre nye er i 1997 gravet i de tidligere dyrkede marker. Det skal forbedre levevilkårene for stor og lille vandsalamander og enkelte grønbrogede tudser og grønne frøer. Klokkefrøen forsvandt omkring 1960, sandsynligvis fordi dens levested blev forurenet med sprøjtegifte, når maskinerne blev skyllet af i vandhullet. At øen blev affolket forbedrede ikke forholdene for denne paddeart, der er afhængig af græsning omkring ynglestedet. Nu er det får der vandrer rundt overalt på den lille, charmerende holm.

Det højeste punkt på "Strynkalv" som øen hedder lokalt, er tre meter og det har fristet folk til bosættelse allerede fra 1480 hvor der var anlagt en enkelt gård. Det var tanggødning der udviklede landbruget og hele øen og senere blev dyrkning af hvidkløver udviklet på de mindre øer, især Strynø og Strynkalven, og det sikrede også en god omsætning.

Da Rudkøbing gik med overvejelser om at fjerne de ældste klasser på Strynø Skole og mejeriet lukkede var de to familier på Kalven i svære overvejelser om de skulle sælge. Beslutningen blev truffet en vintermorgen, hvor mændene knoklede med at få mælk til Strynø og hvor nogle af børnene skulle helt til Rudkøbing. I 1969 blev øen overtaget af to familier fra hovedstadsområdet og de ejer og bebor den stadig i ferier.