Forfatteren Achton Friis og maleren Johannes Larsen sejlede ud på deres ø-færd til Det Sydfynske Øhav i sommeren 1921. Med deres veloplagte ankomst til Birkholm slutter Ib Ivar Dahls store ø-roman.

Det kunne lyde som halsløs gerning: At kaste lods og begive sig ud på en litterær søfærd over 1.000 år. Tre romaner i rap i samme bind øhavsfortællinger med blikket rettet mod kulturhistorien, men absolut også med litterære ambitioner og fortællelyst.

Udgangspunktet er Sydfyn med Helnæs og øerne i Det Sydfynske Øhav, målene er de fjerne i Østersøen og i Nordtyskland, og udsigten er klar om styrbord og bagbord set fra bølgetoppene i et vikingelangskib, en smakke, en skude eller en kvase, mens forholdene på landjorden er skildret mere vadmelagtigt og med næsen lige tæt nok nede i »Folkeliv i Norden« og det samme i middelalderen. Men tilgangen til stoffet er yderst original og bogværket usædvanlig smukt og sammenhængende. Og selv med dyb reverens for kilderne og kulturhistorien bærer de tre fortællinger hver deres tidsafsnit igennem som gedigen, velkomponeret skønlitteratur digtet på faglitteratur.

Vikinger på togt

Første del af romantrilogien har runestenene på Helnæs som kilde og den unge viking Åver og hans bedrifter som hovedperson. Ikke mindst tidens og egnens religiøse forestillinger er omdrejningspunkt for handlingen, hvor runeskriveren Åver og hans mandskab tages i ed af vikingekongen Godfred, men samtidig udstikker deres egen sørute som vikinger med sans for egen vinding på deres dramatiske togt ud af Det Sydfynske Øhav og langt ind i Østersøen. Trods tab undervejs ender beretningen bemærkelsesværdigt lykkeligt, og personerne optræder påfaldende helstøbte som unuanceret gode uden den svig og ondskab, som vikingetidshistorier som flest ellers også reflekterer.

Et gudesmykke af oprindelig etnisk herkomst fra Grækenland bæres som ledetråd med over i bogens 2. del »Øhavsfortælling«. På sindrig vis og ved heksemellemkomst placeres det i den nyopførte Drejø Kirke, der under indtryk af de mange forlis undervejs til kirke udenøs blev opført af ø-boerne selv i 1530erne under medvirken af en drøj martin a. hansensk kalk- og stenmester. Denne middelalderdel af værket beskriver indgående øboernes kamp mod foged-, stats- og kongemagt og smugleriet af okser, korn og griseskinker uden om de danske købstadsmonopoler direkte til de nordtyske handelspladser.

De nye tider

Sidste del »Holmbofortælling« er flyttet til den lille ø Birkholm, og synsvinklen er ganske originalt den lille pige Cathrines, der oplever stormflodskatastrofen i 1872, som forvandlede ø-havet og Lolland-Falster med til vadehavsområder, hvor man med høtyven kunne stakke bunker af sprællende torsk på markerne og i køkkenhaverne. I bogens sidste kapitel ankommer forfatteren til storværket »De danskes Øer«, Achton Friis, selv til øen og indvarsler den ny tid og den modernitet, der fortrinsvis beskrev øernes historie i følsomt tilbageblik.
Selv betragter sømand, skrønefortæller og bådfører Ib Ivar Dahl sin 500 sider store øhavsfortælling som »faglitterær fiktion«. Faget som sejlende litterat har på fornem vis givet øboerne deres selvbevidsthed, historie og sølandskaber tilbage som andet og mere end blot pittoreske udkantsmiljøer og mål for ø-turisme. Det er rigtigt godt gået – og særdeles velsejlet.