Sydfyn og Det sydfynske Øhav. Et område med frodigt land og blanke sunde. Let tilgængeligt om sommeren, men hvor trafik- forbindelserne om vinteren er noget mere sparsomme. Sne og is kan desuden være en stor hindring for forbindelserne til lands og til vands.

Det er et område, der er afvekslende og forskelligartet, men alligevel har det så mange fælles træk, at vi ofte betragter det som et samlet område.

Det er nu ikke underligt, for det har en fælles historie: det har gennemgået den samme naturhistoriske udvikling og har blandt andet også en fælles søfartshistorie, som strækker sig flere hundrede år tilbage i tiden.

Øernes og Sydfyns beskyttede placering, som et afgrænset område, har givet gode havnemuligheder, og nærheden til vandet har derfor naturligt nok fået mange til at udnytte havet som næringsvej. Heraf er der opstået mange følgevirksomheder, lige fra skibsværfter, sejlmagere og motorfabrikker til skibsmæglere og købmænd, som har sørget for søfolk og fragt til skibene. Som skibsfarten har udviklet sig gennem tiden, er følgevirksomhedernes karakter ændret, men de findes stadig, og i området findes desuden flere søfarts- og navigationsskoler.

Motorskibet "Fenris" ryger i december 1979 ind i en storm i Biscayen. Den er på vej fra Aberdeen til Algier med kartofter (!) i lasten, og ovenpå er surret to cementmaskiner. I stormen er den ene af dem røget i havet og har taget skibets styrmand med, da han var i gang med at tjække surringerne. Han er omkommet i de høje bølger. Skibet fik mange skader, og måtte tilkalde assistance for at komme i nødhavn i Brest (affotograferet foto fra Marstal Søfartsmuseum).  

Ikke alle har kunnet leve af søfarten, så der har i området også været en stor landbrugsproduktion med mange beskæftigede. Dog har landbruget også her været gennem en udvikling, som vi kender fra Danmark som helhed. Et krav om øget rentabilitet og mangel på arbejdskraft, da industrien lokkede med nyt og bedre lønnet arbejde, ændrede landbrugets produktion. Gennem 1950'erne blev brugene mekaniserede, og senere er udviklingen gået mod en specialisering, så man overvejende har gårde med enten dyrehold eller kornafgrøder. De blandede brug er nu næsten væk.

Således er det også for mejerier, garverier og slagterier, der før producerede til den lokale befolkning. Landbrugsprodukter blev tidligere forarbejdet i området, og en stor del af produktionen blev afsat der.

Sådan er det ikke længere. For eksempel er mælkeproduktionen helt omlagt. Der findes stadig enkelte mejerier, men de producerer kun ost. Hovedparten af råmælken bliver transporteret til forarbejdning på specialmejerier længere væk på Fyn eller i Jylland, og de færdige produkter kommer derfor til forbrugeren langvejs fra.

Den slags omlægninger i produktionen giver nogle konsekvenser for beskæftigelsesmulighederne i området, og det indvirker derfor på befolkningssammensætningen. Uddannelse og jobmuligheder på øerne er begrænsede. Det gør, at de unge flytter fra øerne på et tidligt tidspunkt i deres liv, og kun en lille del vender tilbage.

Der sker en affolkning, og der bliver flere ældre i de små samfund. Sydfyn og Øerne er en region under forandring.

Isen former landskabet
Den sidste istid sluttede for ca. 10.-12.000 siden, og det var i slutningen af denne, at landskabet fik sin endelige udformning.

En gletscher kom fra nord og nordøst og dækkede store dele af Fyn. Foran gletscheren blev vældige bakkeformationer mast op. Det er dem, vi i dag ser i landskabet som Egebjerg Bakker nordvest for Svendborg og De fynske Alper nordvest for Få- borg.

Isfremrykningen gik i stå på Fyn, og gletscheren lå som dødis og smeltede ganske langsomt. Grus, sand og ler blev med smeltevand ført væk fra gletscheren. Nogle steder gnavede vandet dybe flodløb allerede inde under isen, mens det andre steder ophobede materiale i huller i eller foran isen. Disse aflejringer står i dag som flade bakker eller på Langeland som de såkaldte hat formede bakker.

Men sidst i istiden kom endnu en gletscher, denne gang fra sydøst gennem Østersøen. Den delte sig og gik op gennem både Storebælt og Lillebælt. Herved fik de mange sydfynske øer deres endelige udformning.

Druknet landskab
Isen smeltede helt væk fra det danske område, men store vandmængder lå stadig bundet i is længere nordpå. Vandstanden i de danske farvande var derfor meget lav; også i det sydfynske, hvor det meste af området var sammenhængende.

I løbet af stenalderen steg vandstanden, og det gør den stadigvæk, så dele af det tid ligere land nu er blevet til havbund. De lavtliggende dele af landskabet er druknede, og det, der tidligere var bakker, er nu blevet til små øer og halvøer.

Kysten ændrer sig
Bølgerne slår kraftigt ind på kysterne, der vender ud mod Østersøen og Bælthavet, og gnaver i øernes fremspring. Men materialet, der bliver gnavet væk, forsvinder ikke. Det bliver med strømmen ført ind i det rolige farvand bag øerne og falder her til bunds eller aflejres som drag eller som små odder hæftet på øerne. Hav og land forandres hele tiden, og Det sydfynske Øhav har en stor rigdom af kyster, som hele tiden forandres.

Landbrug og Herregårde
Det sydfynske kulturlandskab er præget af Danmarks største koncentration af herregårde, som giver sig tydeligt til kende i landskabet. For det første ses selve avlsgården og derudover muligvis også en rigt udsmykket hovedbygning. Der er vidtstrakte marker med levende hegn mellem og ofte store skovområder. Der er ingen tvivl om, hvornår herregårdsjorden holder op, og landsbyernes mindre marker og mange huse igen præger landskabet. Et særligt træk i kultur landskabet er frugtplantagerne.

Kystkulturen
Nærheden til havet har givet grobund for en særlig kystkultur, hvor mange mennesker kombinerede fiskeri med landbrug. Andre specialiserede sig og drev kun landbrug eller kun fiskeri. Fiskeriet gav kendskab til sejlads, og hermed var der grundlag for en yderligere specialisering.

En smakkejolle havde alle ø-folk før i tiden. Det kunne bringe folk til og fra øerne, hvad enten det var til fødsel, død, barnedåb, bryllup, tøjindkøb eller noget helt andet. 
Marinemaleren Jens Erik Carl Rasmussen har foreviget øens almue, når den stod til søs (affotograferet maleri fra Marstal Søfartsmuseum). 

Sejlads var og er tildels en nødvendighed i et ørige; småskibe transporterede gods og personer inden for regionen, men varetog også kontakten til verden udenfor.

Erfaringer fra mindre både var tit et adgangskort til sejlads med større skibe på langfart. Man taler ligefrem om, at for eksempel fiskerlejet Bagenkop leverede søfolk til Rudkøbings og Marstals skibe, og at øerne som helhed leverede søfolk til rederierne i Svendborg.

Kvasesejlads
Inden frysehuse og dybfrosne fisk vandt indpas i produktion og husholdning, var der en livlig transport af levende fisk rundt i Danmark fra fangstplads til forbruger. Megen af denne transport tog kvaser fra Sydfyn sig af. En kvase er et skib med dam til transport af levende fisk. Det var torsk, fladfisk eller ål, man kunne transportere på denne måde. Sild lod sig nemlig ikke fragte levende og blev i stedet saltet.

Det var ikke store både. De skulle kunne sejle i det flade vand mellem øerne, og en for stor vægt gav også lodspligt i de norske farvande, og det ville man gerne undgå at bruge penge på.

I en lang periode fra ca. 1885 og til 1927 eksisterede »Kvaseselskabet Drejø«, som transporterede levende fisk fra Sydfyn eller Læsø til København eller endog til Norge. Med fra Norge havde man ofte en returlast af salpeter eller forskellige industriprodukter.

På Drejø Kirkegård ligger en "kvaseskipper" begravet. Det er et sjældent syn, men netop på Drejø var en række beboere gået sammen og havde stiftet en kvaseselskab.

Søfartsbyer
Handelen blev kraftigt øget omkring år 1800, og øboerne og folk fra Sydfyn omkring Fåborg og Svendborg var hurtigt med. De havde den fornødne sejler- og skibsbyggertradition til at kunne opbygge en handelsflåde.

Antallet af skibsværfter steg. Højdepunktet kom i år 1900, hvor der var hele 18 træskibsværfter i området.

Sejlskibene var hjemmehørende i mange sydfynske byer: Fåborg, Svendborg, Ærøskøbing, Thurø, Troense, Rudkøbing og Marstal, og med dem skippere og andre søfolk. De satte deres præg på byerne; et præg der endnu kan findes i dag.

Op- og nedgang i fragtnarkedet har smittet af på regionen, og derfor er søfartens historie en vigtig del af den fælles historie.

Maleri af marinemaleren Jens Erik Carl Rasmussen. Marstal Søfartsmuseum.

Nogle hovedtræk i regionens søfartshistorie
Ved slutningen af 1700-tallet sejlede skibene fra det sydfynske hovedsagelig indenrigs, på de nærmeste tyske østersøhavne eller til Norge. En særlig sejlads var med »pæreskuder«. Her sejlede man frugt til København og handlede direkte fra båden. Man blev i København til hele lasten var solgt.

I begyndelsen af 1800-tallet udvidedes rækkevidden for bådene - man begyndte at sejle på de russiske østersøhavne og havne længere væk i Europa.

Englandskrigene fra 1807-14 gav krise på fragtmarkedet, og krisen blev ikke mindre af Statsbankerotten i 1813 og Norges selvstændighed i 1814. Tabet af Norge fik nemlig stor betydning for de skibe, som tidligere havde sejlet landbrugsprodukter til Norge. De måtte nu finde andre markeder.

Fra 1830-erne gik det igen rigtig godt for skibsfarten og dermed også for værfterne. En lang, god periode begyndte for sejlskibsfarten og regionen i det hele taget. Den varede helt frem til starten af 1920'erne.

I begyndelsen var transport af dansk korn til Norge og England vigtigst, men fra 1860'erne kom også transport af korn fra de russiske østersøbyer til Holland og England ind i billedet.

Fra 1880-erne og 90'erne blev transport af træ fra Sverige og Finland til Frankrig den vigtigste fragt. Returlasten var ofte kul fra England.

Ved århundredskiftet blev langfart mere og mere udbredt. Man sejlede på Afrika, Amerika, Australien, Indien og Kina.

Under første verdenskrig fragtede mange skibe træ fra Canada til England, eller de sejlede i Vestindien.

Newfoundland
Skipperne fra det sydfynske har altid forstået at finde gode fragtområder; også i krisetider. I perioden fra omkring år 1900 og til omkring 1930, hvor sejlskibene blev mere og mere trængt af motorskibene, og i en tid med krig og økonomisk krise, sejlede man på Newfoundland. Man transporterede klipfisk fra Newfoundland til Spanien og Portugal.

Ved overgangen til motor- og stålskibe i tiden op til anden verdenskrig blev sejlskibene udkonkurreret. De nye skibe blev større og kunne derfor fragte mere, ligesom jernbaner og lastbiler overtog dele af fragten.

Området mistede med træsejlskibene sin førerrolle, men har stadig en andel af skibsfarten i dag. Mange skibe er fortsat hjemskrevet i Svendborg og Marstal, også skibe der stikker for dybt til at kunne komme ind i havnene, og bemandet med folk uddannet fra søfartsskolerne i disse to byer.

Partsrederier
Alle i lokalsamfundene har været med i skibsfarten. Ikke kun i forbindelse med virksomhederne, som leverede dele eller proviant til skibene, men også partsrederier var meget almindelige. Det kunne være helt fra partsrederier med måske fire parter til op imod 100 partshavere. I Marstal var det meget almindeligt, at man satte sine sparepenge i en skibsanpart. Det var den tids anpartsselskaber, men sundere end vor tids, for det var støtte til lokalt erhverv og ikke skattetænkning.