Tilbage til forsiden

Sjaggeren - vintergæsten på enhver ø


Sjaggeren er en drosselfugl. I familie med solsorten, ringdrossel, sangdrossel, vindrossel og misteldrossel. Præcis som solsorten er også sjaggeren fløjet fra skoven ind til byen, hvor mange par i dag yngler.

Sjaggeren har i umindelige tider været en træk- og vintergæst i Øhavet og det øvrige Danmark. Den kommer hertil i flokke fra det øvrige Skandinavien og kendes let, når den i store  flokke  flyver rundt og æder frugt i hegn, på marker og ikke mindst i haverne, som her i en strynesisk have i december 2005. Fuglen er opkaldt efter sin stemme "sjak-skak-sjak". I modsætning til sine familiemedlemmer i drosselfamilien har den ikke nogen særlig smuk sang, sådan som vi eksempelvis kender det fra solsorten, når den hævder sit territorium forår og sommer.

Der er en god grund til at sjaggeren ikke synger så smukt: Den yngler nemlig i kolonier, hvor territorierne er ganske små. Derfor lever man med at andre hanner er tæt på én selv og der er ingen grund til at sidde og musicere og gøre opmærksom på sig selv over lange afstande.   

Først i 1960 blev det første ynglefund af sjagger gjort i Danmark.  I dag yngler den over hele landet og bestanden er omkring 2000 fugle. den yngler i skove, haver og parker. 

I Det Sydfynske Øhav er sjaggeren registreret som ynglende på Ærø.   

Tilbage til forsiden