|
Tilbage til forsiden
Læs om andre fugle
Sangsvanen

Erhardt Ecklon - www.s.natur.dk
Sangsvanen er en rigtig vintergæst der fra november til
april sætter sit præg på Øhavet. Går du udenfor en stille vinternat
vil du ofte i det fjerne høre en hæs, trompeterende lyd.
Du kan se tre forskellige svanearter i Øhavet. Den ene er Danmarks
nationalfugl, knopsvanen, som alle kender. Den har rødt næb og vingerne
bruser, når den flyver. Den yngler på stort set alle øer i Øhavet. Den
anden minder om sangsvanen, men er en pibesvane. De har begge gult næb,
men sangsvanen er den største af de to og har mest gult på næbbet.
Sangsvanen yngler i det nordlige Skandinavien og ikke mindst i Sibirien.
Bestanden er på 60.000 fugle og i normale vintre kan 15.000 - 17.000
fugle overvintre i Danmark. Arten kan også tilbringe vinteren i det
nordlige Tyskland, Holland, Belgien og af og til i Sydengland.
Danmark er et af de vigtigste vinteropholdssteder og i modsætning til
knopsvanen er sangsvanen bedre til at klare hårde vintre. Det er
sjældent at finde døde sangsvaner i Øhavet, hvor du ofte ser unger og
voksne sammen. Det betyder at forældrene kan vise de unge fugle de gode
spisesteder - og alt andet lige øger det overlevelseschancen. Sangsvane
går også oftere på land end knopsvanen.
Billedet er taget ved den lille landsby, Vårø, på Tåsinges sydlige
del. Her kan stå 200-300 fugle og de æder lystigt af raps og
vinterhvede. Den svane du ser på billeder med en gul halsring er en
knopsvane og det samme er den, der står lige bagved, så også vores
nationalfugl er begyndt at gå på land om vinteren.
I isvintre er der færre sangsvaner i Danmark, for da vælger de at flyve
lidt sydligere.
Sangsvanens liv er hårdt arbejde fra fødsel til død. Når fuglene i
marts begynder at trække i flokke op gennem Sverige til Sibirien ankommer
de netop som isen bryder op i de store floder. Hurtigt må de voksne fugle
i gang med at bygge rede og lægge æg. Ofte kommer der heldigvis unger
på vingerne, men vinteren kan komme hurtigt og det sker da at årets
yngel dør. Netop på grund af den korte sommer er det nødvendigt at
sangsvanens unger hurtigt bliver i stand til at flyve. Det tager to
måneder, mens knopsvanes unger der dobbelt så lang tid om at få luft
under vingerne.
De mange sangsvaner i Det Sydfynske Øhav er én af grundene til at
området er internationalt fuglebeskyttelsesområde.
Det går godt med bestanden. Tidligere blev den jagtet her og andre steder
i Europa. Det betød at den holdt op med at yngle i bl.a Polen, men på
grund af fredninger den vendt tilbage - med få par. I Danmark yngler der
endnu ingen vilde sangsvaner.
Tidligere blev der kun registreret maks 300 individer i Øhavet
(gennemsnitstal for 1983-1994), men den 19. januar 2004 blev talt ikke
færre end 3220 sangsvaner i Øhavet!
Kilde: egne oplysninger og "Fuglene i Danmark", Gyldendal
|