Øhavets spættede sæler
Spættet sæl i farvandet ved Strynø. Det er her den
lille koloni kan ses året rundt. Foto:P.H. Harritz
Forsiden på det sidste nummer af Drejø Beboerforenings månedsblad i juni 2006 er prydet af en sæl, der ligger på en sten. Hele dagen, den 29. maj 2005, var der udsigt til den spættede sæl.
Men hvordan kan det nu lade sig gøre, når man i et hæfte - Danske Vildtundersøgelser, nummer 26, side 32, 1976 kan læse:
"En lille fast bestand har holdt stand
ved Birkholm og mellem Lille Egholm og Mørkedyb indtil omkring 1930, men
her er de forsvundet i
Det er da heller ikke hverdagskost at se sæler i Øhavet. Hverken på Drejø eller andre steder.
Men rent faktisk ER der spættede sæler i Øhavet - året rundt. Lokale fiskere har meddelt, at de gennem mange år har set 1-2, maksimalt 3 sæler på én gang. I 2006 er der sket en fordobling af bestanden. Der er således iagttaget 6 - måske 7 - sæler på samme lokalitet. noget tyder altså på, at sælen er blevet mere "talrig", selv om det stadig er tale om ganske få i forhold til Danmarks bestand på 12.000 spættede sæler.
I de tidligere år er der kun set voksne sæler. Det kunne tolkes som dyr der om vinteren - når bestanden spreder sig ud over alle danske farvande - bliver i Øhavet.
Måske er den endog begyndt at yngle de senere år. Der er blandt de iagttagede individer set et par, der tydeligt er mindre end de voksne.
I givet fald er det ikke første gang i det sker - men første gang i nyere tid.
De
spættede sæler har nemlig tidligere ynglet i Øhavet. Nu er der - som
nævnt - kun få tilbage, sandsynligvis på grund af forstyrrelser og
tidligere tiders jagt . Erhvervsfiskeriet havde i årene fra 1890 til 1926
fået gennemført, at der blev udbetalt skydepræmie, og derfor faldt
bestanden kraftigt. Fiskerne ville af med sælen, der år deres fisk!
Der
har gennem adskillige hundrede år været drevet en omfattende sæljagt i
de sydfynske farvande. Den foregik ved, at man - når havisen var udbredt
- lukkede sælens åndehuller i isen til med flager, på nær et enkelt.
Her lå man så på lur og stak sælen med spyd, når den viste sig.
Peder
Eskebjerg fra Ballen på Fyn blev dømt for krybskytteri på Drejø i
1663. Han gik over øen med ladt gevær for at jage sælhunde i havet.
Retssagen fik et ejendommeligt forløb, da Drejøs ejer, rigsråd Otto
Krag ansatte den dømte som herskabets sælhundejæger!
I
et af hæfterne fra Marstal Søfartsmuseum, "Rundt om Selma", er
beskrevet, at fisker og jæger Jens Hansen den 22. september 1911 nedlagde
en "sælhund" ved Birkholm.
Den større gråsæl, der i dag sjældent ses i Danmark, er også set i området. En gammel hun på 300 kilo blev harpuneret ved Drejø i 1947.
Ti
år tidligere blev der skudt en gråsæl ved Lehnskov Strand vest for
Svendborg.
I 1974 skulle være set op til 4 spættede sæler på Ærø Hale.
Den
sydfynske sæl-udsætning i 1970-erne:
Billedet viser nogle af de 12 sæler, der i perioden 1977-79 blev sat ud ved Birkholm. De var forladte unger fra andre dele af landet. Flere af dem forsvandt hurtigt, druknede i fiskenet eller svømmede ud af Øhavet. Nummer 57, udsat i 1979, var født i Sælariet i Esbjerg, og blev set i oktober, nogle måneder efter udsætningen. Da tumlede den sig i havet ved Birkholm. Året efter var den ved Varnæs i Åbenrå og i september 1980 i bunden af Kolding fjord. I september 1981, små to år efter udsætningen blev den fundet død ved Faxe Ladeplads.
Forskerne opgav siden hen at udsætte forladte sælunger - de såkaldte
"hylere".
Årsagen til at de indstillede
opdræt og genudsætning af efterladte sælunger var, at bestanden efter
jagtfredningen var i kraftig vækst, hvorfor formålet med hele arbejdet
forsvandt.
Yderligere mener forskerne, at det måske kan skade bestanden, hvis man
tager ”frasorterede” dyr, og genudsætter dem med den kæmpe fordel,
de har frem for de ”naturlige” sælunger om efteråret – nemlig at
veje over
I dag ved man desuden fra DNA-analyser, at der er genetiske forskelle på de forskellige danske bestande af spættede sæler. Derfor blander man dem ikke gennem udsætninger.
Oplysninger
om spættet sæl
(Denne
tekst er hentet fra Danmarks
Miljøundersøgelsers hjemmeside)
Den spættede sæl er den eneste sælart
der med sikkerhed yngler i Danmark. Man finder den i havet i kystnære områder
med mange fisk og med øer, holme, sandstrande og rev, hvor sælerne har
mulighed for at opholde sig uforstyrret på land.
Der har nok altid været spættede sæler i Danmark. Man har fundet
knoglerester i køkkenmøddinger fra den yngre stenalder som viser, at der
har været sæler i Danmark de sidste 7000-8000 år. I al den tid har sælerne
været jaget af mennesker for kødet og pelsens skyld. I nyere tid er sælerne
også blevet jaget, fordi de blev anset for at skade fiskeriet. I perioder
er der endda blevet udbetalt skydepræmier for døde sæler.
Igennem det sidste århundrede ser det ud
til, at antallet af spættede sæler har været begrænset af en række
forskellige ting. Der har været jagt på dem, de er blevet forstyrret på
yngle- og hvilepladser og de har været udsat for miljøgifte og sygdomme.
Det er især i yngleperioden i juni og juli og under pelsfældningen i
august, at den spættede sæl er knyttet til land. Og det er især i
yngletiden, at det er afgørende for den spættede sæl at den kan finde
uforstyrrede lokaliteter. Den første måned efter fødslen er nemlig
altafgørende for om ungerne overlever.
Den spættede sæl er fredet.
I 1977 blev sælerne totalfredet efter mange års intensiv jagt og de har
været fredet siden. Hvert år giver Skov og Naturstyrelsen dog
dispensation til, at nogle fiskere kan skyde ganske få sæler, som kommer
for tæt på deres garn.
I dag er det derfor hovedsageligt forstyrrelser på yngle- og
hvilepladser, begrænsninger i føden og dispensationer til jagt i visse
områder, der begrænser antallet af spættede sæler. Faldet i mængden
af mange miljøgifte i havet betyder, at de formodentlig ikke længere påvirker
bestanden af spættet sæl i Danmark.
Hvor mange spættede sæler er der i Danmark?
I Danmark har man talt de spættede sæler siden 1976. Dengang
var bestanden på cirka 4000 dyr. Frem til 1987 voksede antallet af sæler
med cirka 12% om året. Men i 1988 skete der et dramatisk fald i antallet
af spættede sæler, da mere end halvdelen af den danske bestand døde
under en epidemi af mæslingevirus.
I år 2005 var den samlede bestand af spættet sæl i Danmark omkring
12.000 dyr, som ynglede på i alt 16 lokaliteter. Dette tal viser at de
forskellige bestande af spættet sæl er vokset mellem 6 og 13% om året
siden 1988.
Øhavs-jagten på spættet sæl
(De
følgende tekster er hentet fra Gyldendals Egnsbeskrivelser,
"Sydfyn", 1970.)
Den spættede sæl forekommer yderst
sjældent ved de sydfynske kyster, hvor den måske
yngler på småøer og stenrev. Gråsælen med den lange snude er på det
nærmeste ud-dryddet og yngler efterhånden vist kun på Rødsand syd for
Lolland. I 1937 blev der skudt en gråsæl ved Lehnskov vest i Svendborg
Sund, og 1947 blev en gammel hun på 300 kg harpuneret på isen ved
Drejø.
I ældre tider hørte sælerne til de sydfynske farvandes mest
iøjnefaldende beboere, og der
bestod en gammel jagttradition, som ikke stod tilbage for
Lillebæltfiskernes form for grindedrab, de blodige marsvin jagter. Endnu
lever beretninger om drabelige sæljagter langt til havs på vinterisen,
og navnlig går der frasagn om en jagt, hvor hele den mandlige befolkning
fra fiskerlejet Dyreborg ved Fåborg drog af hus. Jagten trak så langt
til havs som sønden om Pøl Rev ud for Als, hvor isen brød op og drev
fiskerne helt til Holsten, hvorfra de måtte gå hjem over Middelfart. De
nåede tilbage til Dyreborg netop på den dag, da arvingerne skulle til at
dele de forsvundnes efterladenskaber.
Jagten foregik på den måde, at sælernes åndehuller i isen blev.
tildækket, så der over et
større område kun levnedes et enkelt, som alle dyrene blev tvunget til
at benytte. Her »stak man Sæler«, når de kom op for at ånde, med en
speciel harpun, et såkaldt fiederspyd, som endnu henimod
århundredskiftet hørte til de sydfynske fiskeres nedarvede
hvermandsudstyr. Der var jagter, som kunne give over en snes dyr, og det
var gammel skik, at byttet - ligesom ved de færøske grindedrab - deltes
ligeligt mellem fangstmændene. Den afsmeltede tran blev brugt til
belysning eller, blandet med egebark, til at barke sejl og tovværk med.
På grund af garverbarken fremkom den røde farve, der i gamle dage var
så karakteristisk for sejl og presenninger.
Sælskindene anvendtes til beklædning. Endnu i 1923 var der i Dyreborg en
fisker, som i frostvejr trak i sælskindsbukser med hårene udefter.
Ved Sydvestfyn -
især fra Fåborg og Dyreborg og omkring Ærø, Drejø, Lyø og Bogø -
drog fiskerne i hårde vintre, når havet var
islagt, ud for at -"tikke sjælde". I småflokke stagede stagede
de sig af sted på deres isslæder, stående
med de højklampede træsko over en tværliste, så de ikke gled på
slæden, når den susede ud over havisen.
Fremme ved sælernes åndehuller sattes sælspydene på den stumpe ende af
isgejterne, og en mand stillede sig på vagt ved
hvert åndehul. Sælspydene havde en eller to store modhager ved spidsen,
de senere typer som kaldtes fjederspyd, i stedet for modhager en drejelig
spids, som satte sig på tværs inde i dyret, når fanglinen strammedes.
Blandt dem, der pønsede på mere effektive metoder til nedbringelse af sæl bestanden, var en Mester Claus i Marstal. I 1760 lancerede han en sindrig maskine til sælhundefangst. Den virkede med en kraftig stålfjeder og en række harpuner, som vist her på en tegning af H. Schøsler Pedersen efter J. A. Dyssel: "Inden lands Reise", og da den blev prøvet på Mester Claus' loft, blev en tom tønde som skulle gøre det ud for en sæl, fuldstændig knust, mens harpunerne borede sig så dybt ned i loftsbrædderne, at de nær aldrig var kommet løs igen. Skønt præmieret af landhusholdningsselskabet fik maskinen dog vist aldrig nogen praktisk betydning.
Sælen betragtes stadig som et af fiskeriets skadedyr, og der skydes årlig op imod 500 sæler ved danske kyster, hovedsagelig dog af sportsjægere.
Disse djævelske instrumenter
blev brugt til at slagte sæler i Øhavet. Fra venstre mod højre er
der et spyd fra henholdsvis Lyø og Dyeborg Nummer tre og fire er 25 cm
fjederspyd fra Lyø og fem og seks er 32 cm spyd fjederspyd fra Lyø (fra
Gyldendals egnsbeskrivelser).