Nationalparkernes mange fordele
Naturrådet der - indtil februar 2002 var ministerens rådgivende folk på naturområdet (så nedlagde han dem) har lavet en del rapporter i de år dette udmærkede råd eksisterede. En af dem hedder "Nationalparker i Danmark" og i den er gennemgået nationalparker i tre lande: Söderåsen i Sverige, Rügen i Tyskland og Lake District i England. Du kan på introsiden til nationalparker finde deres hjemmesider og dér læse mere om dem.
Rapporten diskuterer på baggrund af de udenlandske eksempler hvorvidt nationalparker i Danmark kan styrke naturforvaltning, beskyttelse, nærdemokrati, landbrug, naturgenopretning og mange flere aspekter. Det er dette kapitel du kan læse nedenfor.
Læs det i sin helhed eller tryk for særlige interesseområder i nedenstående tabel...
Der er stor forskel på forvaltningskoncepterne i de undersøgte lande og nationalparker, både
når det drejer sig om landenes generelle strategier og kriterier for udpegning og om de enkelte
parkers formål og forvaltning. I alle de her omtalte lande er antallet af nationalparker i vækst, men også andre steder i Europa
diskuteres etableringen af nationalparker. I Skotland blev der i juli 2000 vedtaget en
lovgivning om nationalparker og i en rapport der diskuterer etableringen fremhæves tre ho-
vedspørgsmål. For det første formålet med at udpege nationalparker, dernæst hvilken rolle
nationalparkerne skal spille i forhold til de omgivende områder og endelig hvilke funktioner
og hvilken kompetence der skal lægges i hænderne på nationalparkforvaltningen.
Tre forskellige nationalparkkoncepter
Der er stor forskel på forvaltningskoncepterne i de undersøgte parker, både mht. strategier og
kriterier for udpegningen og mht. de enkelte parkers formål og forvaltning. De
fire undersøgte parker repræsenterer 3 forskellige overordnede koncepter, som kan henregnes til henholdsvis
IUCN-kategori II, V og V/VI:
Reservatkoncept med fokus på biodiversitet, naturbeskyttelse og fri dynamik og
udvikling af naturen med minimale menneskelige indgreb, men dog med rekreation og turisme
som væsentlige elementer. Her udpeges kun de mest værdifulde naturområder (Söderåsens
Nationalpark).
Landskabskoncept med fokus på landskaber med æstetik, friluftsinteresser, turisme,
kulturhistorie og socioøkonomi som vigtige forhold. Her udpeges hovedsagelig
kulturlandskaber også omfattende produktionsområder og beboede områder (Lake District
National Park).
Bufferzonekoncept med stærkt beskyttet kernezone med fri dynamik, hvor bevaring af
biodiversitet har første prioritet. Desuden er der 2-3 bufferzoner evt. med fokus på bæredygtig udvikling og relationerne mellem mennesker og natur. Også her er friluftsliv og evt.
landskabskarakteristika, kulturmiljø og socioøkonomi et vigtigt element (Nationalpark
Jasmund og Biosfærereservat Sudost-Rugen).
Opdelingen er baseret på nationalparkernes formålsbestemmelser, mens myndighedsforhold
og samarbejdsrelationer i princippet er uafhængige af konceptet. Der er således for alle fIre
parker udarbejdet detaljerede forvaltningsplaner og der er etableret selvstændige
forvaltningsorganer. Koncepterne er til en vis grad skala-uafhængige, men områder udpeget efter
reservatkonceptet vil - i hvert fald i en dansk sammenhæng - ikke være lige så store som områder
udpeget efter landskabskonceptet og bufferzonekonceptet. Disse typer af parker vil i øvrigt
ofte også omfatte områder med reservatstatus.
Ser man de danske områdeudpegninger, fredninger, habitatområder og vildtreservater i lyset
af de beskrevne nationalparkkoncepter står det klart, at reservatkonceptet er dominerende. Det
er hovedsagelig naturområder uden for produktionsarealerne der er beskyttet. Områderne lever
dog ikke op til det svenske reservatkoncepts krav om fri dynamik. Der er inden for de senere
år blevet gennemført fredninger af større landskaber også i Danmark uden at de dog har et
omfang eller en organisering der svarer til landskabskonceptet. Faktisk har Danmark
udpeg ninger der repræsenterer de fleste af IUCN's kategorier.
Hvad er formålet med at etablere nationalparker?
Som det fremgår er der stor forskel på formålsparagrafferne for de undersøgte nationalparker,
og de omfatter alle mere end blot naturbeskyttelse. Heller ikke i formålsbeskrivelserne for de
store danske fredninger er naturbeskyttelsen enerådende, og rekreative hensyn,
kulturlandskabet og landskabsbeskyttelse kommer ind som vigtige elementer. Forskning kan også være en
del af formålet, men socioøkonomiske aspekter og udviklingshensyn er fraværende i de dan-
ske fredninger.
De tidligere danske initiativer på området har alle været koncentreret om brede koncepter med
udpegning af store områder (eksempelvis i størrelsesorden 670 km2 ifølge Holden Jensen-udvalgets indstilling til en naturpark i Det Midtjyske Søhøjland), inddragelse af en bred
gruppe af interessenter og arbejdsområder og vægt på helhedsforvaltning med stor fokus på
friluftsinteresser, men også naturbeskyttelse og kulturhistorie.
I det følgende gennemgås forskellige mulige formål med udpegningen af nationalparkerne,
diskuteret ud fra de undersøgte parker. Der ses især på nationalparker i forhold til dynamik og
fri succession, naturgenopretning og pleje, kulturmiljø, geologi, rekreation og turisme,
produktionsarealer, zonering, nationalparkerne som forsøgsområder og mulighederne for tværfaglig forskning.
Dynamik og naturlig succession
Alle de undersøgte parker indeholder et element af fri dynamik og naturlig succession, men
ikke over hele arealet. Der er stor forskel, ca. 50 år, på udpegningstidspunktet for parkerne og
dermed også i de foreløbige erfaringer med arealer udlagt til fri dynamik. I Söderåsen er
dynamikken det helt dominerende formål, mens områder med naturlig succession er
udgangs
punktet for kerneområderne i Nationalpark Jasmund og biosfærereservat Sudost-Rugen. I de
engelske nationalparker har wilderness-områder en mindre central placering, men de er stadig
en vigtig del af parkens forvaltningsplan.
I den danske naturbeskyttelse er det naturbevarende og konserverende element meget
fremherskende - det drejer sig om at bevare eksisterende værdier, ikke om at udvikle dem. Etablering
af nationalparker vil give mulighed for områder med fri dynamik. Det vil på mange måder
være en ny vinkel på naturforvaltningen i Danmark, hvis nationalparkerne omfatter og bygges
op om sådanne større sammenhængende naturområder med fri dynamik.
Nationalparker kan skabe sammenhæng i naturområder på flere skalaniveauer. Inden for
parkens område kan forvaltningsplanerne og den praktiske gennemførelse af bl.a. pleje og
naturgenopretning være med til at skabe grønne netværk på lokalt niveau og evt. på regionalt
niveau, alt efter hvor stor parken er. Der kan forventes en mere målrettet indarbejdning af
eksisterende fredninger og andre beskyttede områder i forvaltningen af det øvrige landskab, bl.a.
sammenkobling af områder og ekstensivering af driften på tilgrænsende arealer.
Forskellige beskyttelseslinier og dyrkningsfrie zoner kan desuden tænkes udvidet. Der kan
forventes en større sammenhæng i forvaltningen af hel- og halvnaturarealer samt af vand- og
landområder og en mindre fokus på de enkelte naturtyper. Dermed kan der også udvikles en
større grad af dynamik. Söderåsen er eksempel på at der søges at skabe et stort sammenhængende naturskovsområde.
På nationalt niveau kan nationalparkerne indtænkes som kerneområder i et overordnet økologisk netværk, de kan etableres efter en jævn geografisk fordeling eller efter et princip om
dækning af alle væsentlige landskabstyper ('naturperle'-strategi). Uanset hvilke
udpegningskriterier parkerne etableres efter er det vigtigt, at der skabes økologiske spredningskorridorer
og biotoper i det øvrige landskab. Der er reel risiko for, at nationalparkerne fjerner fokus fra
det øvrige landskab og dermed fra spredningskorridorerne i det økologiske netværk.
Der kan opstå yderligere komplekse prioriteringssituationer hvis parkerne ønskes etableret ud
fra mange forskellige kriterier. Således vil vægtning af rekreative interesser betyde en
placering nær større byer. Hvis parkerne fortrinsvis etableres efter andre kriterier end økologiske,
kan der i princippet ske en forringelse af arbejdet for at skabe sammenhæng i
naturområderne på nationalt niveau. Det samme kan blive tilfældet hvis parkerne placeres efter en 'naturper-
le'-strategi uden sammenhæng mellem områderne.
Etablering af nationalparker vil altså give bedre økologisk sammenhæng inde i parkerne, men
ikke nødvendigvis mellem parkerne.
I de undersøgte nationalparker tager naturgenopretningen udgangspunkt i forvaltningsplanerles målsætningerne for et større samlet område. Store omkostningstunge naturgenopretningsprojekter betragtes ikke som et velegnet udgangspunkt idet genopretningsindsatsen nemt blirer et mål i sig selv.
Som eksempel er der indarbejdet en samlet pleje- og genopretningsplan i
orvaltningsplanen for Söderåsen. Naturgenopretningen er dermed ikke et løsrevet element i
naturforvaltningen, men et virkemiddel til at nå konkrete mål for et samlet område. De
genopettede områder kan derved medvirke direkte til beskyttelse og forbedring af de eksisterende
værdier - både natur-, frilufts- og kulturværdier, som parkerne udpeges for. I Lake District er
sttørstedelen af parken udpeget som 'Environmental Sensitive Area' (ESA) og miljøstøtteordningerne til landbruget koncentreres her.
Naturgenopretning og pleje er i dag vigtig i dansk naturforvaltning og det vil også være et
nødvendigt redskab i forbindelse med forvaltningen af nationalparker. Udpegning af et net af
nationalparker i Danmark kan være et effektivt udgangspunkt for prioritering af både den
natonale, regionale og lokale naturforvaltningsindsats. Her vil man kunne koncentrere natur-
genopretning, skovrejsning, VMPII-vådområder, MVJ samt økologisk jordbrug og dermed
skabe sammenhæng mellem disse virkemidler og opnå positive synergieffekter, sådan som det
har været gjort i England. Gennem en koncentrering af initiativer og økonomiske midler i
nationalparkerne kan de komme til at adskille sig fra fredninger ved at være "knudepunkter" for
en offensiv naturbeskyttelse og -forvaltning. I relation til visionen om en bæredygtig udvikling er det også relevant at tiltag og initiativer i
forbindelse med f.eks. Agenda 21, landdistriktsprogrammet og forskellige natur- og
miljøstøtteordninger ikke foretages løsrevet fra naturgrundlaget og forvaltningen heraf. Hidtil har
de forskellige ordninger været set isoleret fra hinanden og der har ikke været særlig god
koorinering af indsatsen.
Ved på denne måde at koncentrere aktiviteterne om nogle forholdsvis få områder tages der selvfølgelig midler fra forvaltning af de øvrige naturområder. Der vil også stadig være værdifulde naturområder uden for nationalparkernes grænser og der vil være områder som udelukkende har en lokal betydning for biodiversitet eller rekreation, og derfor aldrig vil blive prioriteret ud fra en nationalparkstrategi. Disse områder bør ikke forsømmes, og en pulje af naturforvaltningsmidler kan reserveres til lokale tiltag.
Rekreation og turisme er vigtige hovedmål med etableringen af nationalparker i både Sverige,
Tyskland og England. Erfaringerne herfra viser at friluftsmulighederne for lokalbefolkningen
samt for turister generelt forbedres gennem etableringen af nationalparker. I Sverige vil en stor del af den fremtidige naturbeskyttelsesindsats således blive lagt i oplandene
til de store byer.
Alle parkerne har tilknyttet besøgscentre. Disse centre er udgangspunkt for ture i parkerne og
har udstillinger og forskelige informationsarrangementer. Centrene fungerer som
en form for caremærke og 'salgsvindue' for parkerne og som en service til turister. Samtidig er der også
decideret undervisning af skoleklasser.
På Rugen søges problemer med accepten af nationalparkens berettigelse i befolkningen, bl.a.
løst gennem oplysning og besøgscentret er et vigtigt middel hertil. Filosofien er, at man ved at
øge lokalbefolkningens viden om parkens værdier kan motivere til accept og forståelse for de
nødvendige begrænsninger i deres levevis.
Der vil også i de danske nationalparker kunne etableres besøgscentre, sådan som det allerede
kendes i mindre omfang i nogle større danske naturområder. F.eks. er der etableret et
besøgscenter i Mols Bjerge og ved Vadehavet. Besøgscentrene i nationalparkerne vil kunne give
flere faciliteter og aktiviteter end det kendes fra de nuværende centre. I besøgscentrene vil
man også have mulighed for at formidle problemstillinger omkring kulturlandskabet med dets
kulturspor og dets biologiske og geologiske værdier.
Tidligere danske initiativer med etablering af naturparker - f.eks. Det Midtjyske Søhøjland -
har også haft turisme og friluftsliv som et meget vigtigt element. Det seneste initiativ blev
igangsat af lokale turistforeninger og så i høj grad etableringen af en naturpark som en
mulighed for at øge og forbedre det turistmæssige potentiale på en bæredygtig måde i sammenhæng
med den øvrige regionale udvikling.
Produktionsarealer i nationalparkerne
Hvis der satses på nationalparker med et bredt formuleret formål, som også omfatter
kulturlandskabet vil parkerne også komme til at omfatte produktionsarealer. I parkerne i Tyskland
og England, som har ret brede formål inddrages sektorerne da også i planlægningen, og der er
betydelige initiativer og aktiviteter i relation til erhvervsudviklingen i området. Selvom der i
Lake District National Park er en adskillelse mellem skovforvaltningen, landbruget og
naturforvaltningen og parkrådet ikke har direkte indflydelse på disse sektorers overordnede politik,
er integration og samarbejde veludviklet.
Nationalparker kædes ofte sammen med statslig styring, tvang og restriktioner. Så hvis
nationalparkerne omfatter landsbysamfund er erfaringen fra bl.a. Tyskland og England, at en
socioøkonomisk indsats også er vigtig for at opnå lokal opbakning til parken. Mange erhverv vil
uden tvivl se etableringen af en nationalpark som en hæmmende faktor ift. deres
udviklingsog indtjeningsmuligheder. Derfor er det væsentligt at indkomstskabende aktiviteter
har en høj
prioritering i nationalparken. Sådan som det også er tilfældet i de parker der er ved at blive
udpeget i Skotland. Erhvervsmæssigt kan området markedsføres under et officielt navn og
logo, som lokale håndværks- og fødevareprodukter kan anvende, hvilket har en stor potentiel
reklameværdi i relation til turister.
I Danmark er det yderst få arealer i omdrift, der er udpeget som beskyttede områder.
Imidlertid er produktionsarealerne en vigtig del af mange kulturlandskaber med
husmandsudstykninger, udskiftningsmønstre m.v.. Ligeledes er mange geologiske spor og landskabsformationer
en del af landbrugslandskabet. Skal kulturlandskaberne og de geologiske værdier beskyttes er
det derfor helt nødvendigt også at inddrage produktionsarealer i nationalparkerne. Samtidig er
de biologiske værdier stærkt afhængige af aktiviteterne på tilstødende produktionsarealer.
Hvis der er produktionsarealer indeholdt i nationalparkerne er det oplagt at benytte et
bufferzonekoncept idet de hensyn, der skal tages, er meget forskellige i de forskellige områder.
Ideen om en stærkt beskyttet kernezone omgivet af bufferzoner er en vigtig del af biosfærereser-atkonceptet, hvor også bæredygtig levevis og bæredygtige produktionsformer står centralt,
og er et af de væsentligste formål med udpegningen af de yderste zoner i reservaterne. Ud
over England og Tyskland benyttes bufferzoner f.eks. også omkring nationalparker i USA og i
Frankrig.
Zonering er ikke en ny tanke - heller ikke i Danmark, selvom det endnu ikke har været
forsøgt. Allerede fra de første forslag til etablering af nationalparker tilbage i 1960'erne har
zonering, og ekstensivering af produktionen været indtænkt som en del af nationalparkkonceptet.
Aktuelt er der fra amterne og kommuner forslag fremme om en zonering af hele
landbrugsarealet, med henblik på at differentiere reguleringen. Spørgsmålet behandles for tiden i et
udvalg i Skov- og Naturstyrelsen. Denne zonering er ikke tænkt som en del af et
nationalparkkoncept, men en generel zonering, der udskiller de sårbare områder og som giver mulighed for
at stille mere vidtgående krav til landbrugsproduktionen i disse områder. Så princippet om
differentiering og regulering er det samme.
Typisk vil intensiteten af aktiviteterne aftage ind mod kernezonen. Ved zonering opnås
således en bedre beskyttelse af sårbare naturområder og zoneringen kan bruges som et redskab til
at styre og planlægge forskellige aktiviteter og at indarbejde et bredt felt af forhold og
interesser i forvaltningen. Således stiller beskyttelsen af kulturspor som vandmøller eller
udskiftningsmønstre og beskyttelsen af følsomme naturområder som højmoser helt forskellige krav
til forvaltningen. En zonering kan således medvirke til at der opnås en hensigtsmæssig
forvaltning både i rent naturmæssig henseende og i en bredere samfundsmæssig henseende. En
zonering kan være med til at tilpasse parkerne til det øvrige landskab og knytte dem til den
generelle naturbeskyttelse. Derved undgås det, at parkerne bliver isolerede enheder.
Forsøgsområder for bæredygtig produktion
Egentlige zoner hvor der eksperimenteres med alternative driftsformer, økologisk beboelse
samt agenda 21-aktiviteter, kan samles i særlige områder og indtænkes i naturforvaltningen.
Sådanne aktiviteter er bl.a. igangsat i kommunerne omkring Söderåsen og er et væsentligt
element i Biosfærereservat Siidost-Riigen.
EU's regionsudvalg understreger også vigtigheden af naturparker som eksperimentelle zoner.
I en initiativudtalelse fra Regionsudvalget om de regionale naturparker understreges bl.a.
naturparkernes laboratorierolle ved udarbejdelsen af en bæredygtig planlægningspolitik for
landområderne. Udvalget opfordrer desuden Kommissionen til at lette etableringen af et
europæisk net af sådanne beskyttede områder, til at fremme økologiske landbrugsproduktionsme-
toder og landskabsbevarelse samt til at udarbejde uddannelsesprogrammer for de ansvarlige
for naturparkerne. Et eksempel kunne være at landmænd, skovejere og fiskere tilbydes
særlige uddannelser og deltagelse i demonstrationsprojekter inden for alternative driftsformer og
forvaltning. En anden model er at nationalparkerne ikke kommer med færdige løsninger, men
fortrinsvis fungerer som støtte, medspiller og diskussionsforum for lokale initiativer og ideer.
Dette er bl.a. tilfældet i Siidost-Riigen. Nationalparken bliver derved et forsøgs- og
demonstationsområde for bæredygtig udnyttelse af de naturmæssige, menneskelige og financielle
ressourcer.
Nationalparker giver mulighed for en øget information om naturressourcer samt tekniske,
økonomiske og institutionelle muligheder for at forvalte naturressourcer på en bæredygtig
måde. Nationalparker kan derved fremstå som praktiske eksempler på hvordan man
bæredygtigt kan forvalte naturressourcerne på lokalt og regionalt niveau samt hvilke
institutionelle og
lovgivningsmæssige mekanismer der er nødvendige og effektive. På denne måde kan natio-
nalparkerne fungere som gode eksempler på integration af turisme, erhverv og
naturbeskyttelse og dermed også have betydning for forvaltningen uden for selve nationalparkområdet.
Tværfaglig forskning og undervisning
I alle de undersøgte parker indgår forskning som et element. I Söderåsen er der lagt op til at
forskningen skal være meget fokuseret på naturforhold, mens forskningen i f.eks.
Biosfærereservat Siidost-Riigen favner bredere og også omfatter natur-kultur relationer, turisme og trafIk.
En satsning på forskningsområdet kræver først og fremmest de rette faciliteter og områder
hvor der kan arbejdes med praktisk gennemførelse af eksperimenter i fuld skala. En mulighed
er etablering af kombinerede forsknings- og besøgscentre som initiativerne i Biosfærereservat
Siidost-Riigen og er et eksempel på. Men også planerne om et GeoCenter på Høje Møn
indeholder en vision om etablering af et sådant tværfagligt center.
Et tæt samarbejde mellem forskere og forvaltere kan med fordel iværksættes i nationalparker
med kombinerede forsknings- og forvaltningsenheder. Det vil kunne promovere tværfaglige
forskningsmiljøer, hvor der både kan udvikles og afprøves teorier og principper. Det kan være
områder med praktisk eksperimentel forskning f.eks. for at udvikle metoder til at dyrke
landbrug, drive skovdrift eller fiskeri, som bevarer de naturlige processer og biodiversiteten,
samtidig med at de giver en produktion af høj kvalitet. Et andet eksempel kunne være
storskalaforsøg med flersidig arealanvendelse eller eksperimenter med naturgenopretning.
I England, Tyskland og Sverige har etablering af nationalparker fungeret som en langsigtet
sikring af arealerne, og i alle tre lande udpeges stadig flere nationalparker. De undersøgte
nationalparker er udpeget nationalt og der er tilknyttet særlige myndigheder, forvaltningsplaner
og bestemmelser til parkerne. Dermed opnås kontinuitet og langsigtethed i forvaltningen, og
de er ikke så udsatte for at blive "glemt" eller nedprioriteret som et af mange arbejdsområder i
en større forvaltningsenhed.
Der er ikke i de undersøgte lande eksempler på at der er blevet nedlagt nationalparker, og også
den fremtidige risiko for at parkerne nedlægges som følge af ændringer i den politiske
dagsorden, er minimal. Nationalparkerne har fungeret som udgangspunkt for forskellige statslige
initiativer. De har etableret sig i befolkningens bevidsthed og er blevet en del af den nationale
identitet.
Administration - forvaltningsplaner
I alle de tre undersøgte lande er forvaltningsplaner et lovkrav og der er i nationalparkerne
blevet udarbejdet detaljerede og handlingsorienterede forvaltningsplaner. De fokuserer på
konkrete målsætninger for fremtidige tilstande i naturen, på samarbejde og ansvarsfordeling og på
at der offensivt arbejdes for at nå disse målsætninger. I alle de undersøgte parker er løsning af
konflikter mellem naturbeskyttelse og turisme et af hovedemnerne for forvaltningsplanerne.
På Rugen og i Lake District er der udarbejdet forvaltningsplaner der er brede og som samler
kompetencen fra de forskellige myndigheder. Det bliver herved til en slags helhedsplan for
området. I Lake District National Park er der sket en sammensmeltning af
regionplanlægning:en med nationalparkens forvaltningsplan. Også i biosfærereservat Sudost-Rugen inddrages et
bredt spektrum af planmæssige forhold i forvaltningen. Söderåsens Nationalpark omfatter
ikke beboelse og erhverv og forvaltningsplanen er her knap så bred i sit formål men har fokus
på naturbeskyttelse selvom også turist- og friluftsmæssige aspekter formidling inddrages.
Forvaltningen er en ikke myndighedsopdelt helhedsforvaltning hvor skov, lysåbne naturtyper og
vandområder forvaltes samlet.
Forvaltningsplanerne er ikke statiske men revideres løbende eller med faste intervaller. I
Söderåsen forventes det f.eks., at der foretages analyser og opfølgning hvert 6. år og at
forvaltningsplanen revideres hvert 10. år eller oftere hvis forvalteren og Naturvårdsverket er
enige om at der er behov for det. Forvaltningsplaner kan tjene til at fastholde målene over for de
mange forskellige aktører, hvilket understreges af at udarbejdelse af forvaltningsplaner er
vedtaget i IUCN's retningslinier for administration af beskyttede områder, ligesom det
anbefales i rapporten om nationalparker i Skotland.
Også i Danmark arbejdes allerede med planer for beskyttede områder. For nogle fredninger
udarbejdes plejeplaner for naturområderne og der kan i forbindelse med gennemførelsen af
frdningen indarbejdes nøjere beskrevne naturgenopretningsprojekter. Plejeplanerne er
snævert faglige og bevæger sig ikke ind på bredere forvaltningsmæssige emner som turisme og
planlægning. De udarbejdes som oftest af amterne og godkendes af fredningsnævnet, men går
ikke på tværs af mydighedsstrukturen. Siden 1993 har der desuden skulle udarbejdes drifts- og
plejeplaner for forsvarets øvelsespladser samt skyde- og øvelsesterræner. Disse planer søger at
inddrage de involverede amter og kommuner samt grønne foreninger (f.eks. Danmarks
Naturfredningsforening og Friluftsrådet) og omfatter afvejninger mellem benyttelse og beskyttelse,
men der er tale om arealer, der er lukket af for befolkningen.
Der er også forsøg i gang med mere helheds- og handlingsorienterede planer for nogle større
fredninger og reservater. F.eks. er forvaltningsplanen for Vadehavet mere bred og
ambitionerne for GeoCenter Møn er også større. Problemerne viser sig ved de manglende
muligheder for at gennemføre planerne. Også flere amter eksperimenter med en mere
helhedsorienteret planlægning, hvor de forskellige forvaltningsområder og myndighedsniveauer søges
inddraget. Der er for nylig udarbejdet en eksempel samling over nogle af disse forsøg.
Hovedindtrykket er dog at der er mange besværligheder med at realisere planerne og at det inden for
den eksisterende lovgivning og forvaltningsstruktur er svært at få alle myndighedsniveauer og
lokalbefolkningen involveret. Etablering af nationalparker kunne være et nyt virkemiddel i
denne proces.
Ved en gennemgang af tidligere ideer og koncepter for danske naturparker, fremgår det også,
at udarbejdelse af parkplaner er en del af koncepterne. Det gælder især de to detaljerede oplæg
til en naturpark i Det Midtjyske Søhøjland. Her er der f.eks. opstillet et
idekatalog med en række konkrete projektforslag, som forventes at blive viderbearbejdet i en
naturparkplan.
Udarbejdelsen af detaljerede forvaltningsplaner er centrale for at klarlægge og opnå konsensus
om målsætninger, handlingsprogrammer og politikker. Derfor er det også et vigtigt redskab i
et dansk perspektiv. Løsning af konflikter mellem friluftsliv og naturbeskyttelse kan forventes,
at blive vigtige i forvaltningen af danske nationalparker. Igennem forvaltningsplanerne kan
friluftsinteresserne knyttes tættere til naturgrundlaget og målsætningerne for naturen. Forvalt-
ningsplanerne har desuden den effekt, at de forpligter den forvaltende myndighed. Selvom
forvaltningsplanerne skal sikre det lange perspektiv er det også vigtigt at de revideres med
passende mellemrum, således at de kan håndtere de aktuelle problemer i nationalparken.
Helhedsforvaltning med et parkråd
I alle de tre undersøgte nationalparker er både statslige, regionale og lokale myndigheder
blevet involveret i opbygningen og til dels driften af parkerne. Nationalparkerne udpeges på det
nationale niveau samtidig med at lokale interesser og værdier indarbejdes. Der er etableret
særlige regionalt forankrede forvaltningsorganer som udarbejder forvaltningsplaner, ofte i
samarbejde med de statslige myndigheder. I alle tre parker er der også etableret en form for
råd, selvom der er nogen forskel på hvor bredt de er sammensat. Sammensætningen
reflekterer i nogen grad nationalparkkoncepterne.
I Lake District National Park har nationalparkrådet et meget bredt arbejdsområde. Rådet
opstiller målsætninger og udarbejder handlingsplaner om bl.a. trafik, byudvikling, rekreative
interesser, turisme, socioøkonomisk udvikling, information og uddannelse, bevaring af
natur og kulturværdier. Nationalparkrådet har imidlertid kun begrænset indflydelse på landbrugs- og
skovbrugspolitikken. I England opererer man også med en centralt placeret institution som er
bindeled mellem nationalparkerne indbyrdes samt mellem nationalparkerne og det statslige
niveau.
I Söderåsen varetages forvaltningen af lånsstyrelserne, og der udpeges en forvalter og et
beskyttelsesråd. Rådet er forholdsvis bredt sammensat med repræsentanter fra stat, lån,
kommunerne, grønne NGO'er og forskningsverdenen. Forvalteren har ansvaret for gennemførelsen af
forvaltningsplanen og beskyttelsesrådet tager stilling til beskyttelsesspørgsmål. Rådet har
imidlertid ikke en udviklende og handlingsorienteret rolle.
I Tyskland har hver nationalpark sin egen nationalparkforvaltning - et Nationalparkamt, som
varetager den samlede forvaltning og drift. I det undersøgte tilfælde hører parkerne under
landesamt Mecklenburg-Vorpommern. Der er altså ikke et egentligt parkråd, men en snævert
sammensat forvaltning med specialister, som udarbejder nationalparkplanen.
Ved etablering af en særlig nationalparkforvaltning kan man inddrage alle administrative
niveauer, og dermed få en bedre overordnet sammenhæng i planlægningen. Der vil også kunne
opnås en bedre vertikal sammenhæng mellem nationale målsætninger og lokal
forvaltningspraksis. Som eksempel vil forvaltning og pleje af kultur- og fortidsminder, som i dag forestås
af Skov- og Naturstyrelsen (fra nov. 2002 af Kulturarvsstyrelsen. Red.) , gennem etablering af nationalparker rykke tættere på de regionale
og lokale myndigheder. Derved kan de overordnede målsætninger fastholdes og samtidig inte-
greres bedre i den øvrige forvaltning. Man kan også forestille sig en bedre koordinering
mellem de krav der stilles til miljøgodkendelsen af landbrug og den øvrige arealforvaltning. En
helhedsforvaltning kan altså også give mulighed for en administrativ regelforenkling, hvor de
forskellige udpegninger og bestemmelser kan behandles af samme myndighed ud fra en
helhedsbetragtning.
Det regionale niveau vil, som i de tre undersøgte lande, være vigtigt både i planlægningen og
især i den konkrete forvaltning. En helhedsforvaltning kan tænkes etableret inden for den
eksisterende myndigheds struktur, som det var forslaget med naturparken Det Midtjyske
Søhøjland, hvor Arhus Amt husede parkråder. Et selvstændigt parkråd vil dog have bedre
forudsætninger for ikke at fokusere på et bestemt myndighedsniveau, og det vil kunne fungere som
samlingspunkt for mål og ideer fra alle niveauer og skabe en sammenhængende
helhedsforvaltning. Afhængig af det valgte nationalparkkoncept kan parkrådene være snævert faglige råd
bestående af specialister eller bredt sammensatte.
Nationalparkrådene kan desuden tildeles en mere eller mindre bred vifte af arbejdsområder.
De kan have vidtgående beføjelser inden for f.eks. naturbeskyttelsesområdet, mens rådet inden
for andre områder kan have en funktion som ideskaber, initiativtager og igangsætter samt
observatørstatus med mulighed for input. Samtidig kan parkrådene inddrages i forbindelse med
relevante planer og initiativer på nationalt niveau.
Også tidligere danske initiativer med naturparker har lagt op til etablering af et rådgivende
udvalg. I Holden Jensen-udvalgets rapport om en naturpark i Det Midtjyske
Søhøjlandl
fremhæves nødvendigheden af et rådgivende udvalg til samordning af de mange forskellige
interesser og aktiviteter og løsning af konflikter. Det foreslås at et sådant udvalg bør have en
størrelse på 10-15 medlemmer samt at både nationale, regionale og lokale interesser skal
afspejles i udvalgets sammensætning. Desuden anbefales det, at de forskellige interessegrupper
repræsenteres. Der er i rapporten opstillet tre hovedmodeller: et rent ekspertudvalg,
ekspertudvalg med politiske observatører, blandet udvalg. Formanden foreslås i alle tilfælde udpeget
af Miljø- og Energiministeren. Det konkluderes endvidere at der bør etableres et selvstændigt
sekretariat med tætte samarbejdsrelationer til myndighederne samt at det rådgivende udvalgs
aktiviteter er undersøgende, formidlende, informerende, rådgivende og indstillende, uden at
varetage administrationen af de generelle lovbestemmelser.
I turistorganisationernes efterfølgende udredning om en regional naturpark i Det Midtjyske
Søhøjland lægges der op til et endnu bredere koncept med inddragelse af både nationale,
regionale, kommunale myndigheder samt lokale borgere, interesseorganisationer og industri.
Nøgleordet er helhedsforvaltning og parken ønsker kompetence som rådgiver, driftsovertager,
koordinator og som kreativ samarbejdspartner til de eksisterende myndigheder. Dette gælder
inden for både naturbeskyttelse, turisme og friluftsliv samt socioøkonomiske forhold. Dermed
lægges der også op til opgavevaretagelser, som er inden for bl.a. amternes beføjelser.
Uden en helhedsforvaltning vil det være op til det enkelte amtsråd, kommunerne og
statsskovdistriktet og forskellige andre regionale myndigheder at etablere et frivilligt samarbejde.
Det vil stadig betyde større fokus på natur og friluftsliv indenfor nationalparkområdet både
hos amter og statsskovdistrikter, men det vil ikke give samme mulighed for sammenhæng i
forvaltningen.
Styrkelse af nationale og internationale prioriteringer
I alle de tre lande udgør nationalparkerne et vigtigt element i naturbeskyttelsen og medvirker
på forskellig vis til at styrke nationale og internationale prioriteringer. Som eksempel på en
målsætning med et internationalt perspektiver det målet at Söderåsens Nationalpark skal
udvikles til en stor sammenhængende dynamisk naturskov, som er enestående i et nationalt
såvel som nordvesteuropæisk perspektiv. I Sverige søger man en jævn geografisk fordeling af
parkerne og man søger at dække alle værdifulde naturtyper og arter. Dermed ser man
nationalparkerne som virkemiddel i etablering af en form for grønt netværk. I både Sverige og det
tidligere DDR (som omfatter Rügen) er nationalparkerne udpeget efter en overordnet
nationalparkplan.
Inden for biosfærereservatkonceptet findes et internationalt samarbejde mellem parkerne
gennem de enkelte landes nationalkomiteer. De tyske biosfærereservater er desuden samlet i
sammenslutningen "Ständige Arbeitsgruppe der Biosphäreneservate in
Deutschland" (AGBR). AGBR tjener til samarbejde og koordination over grænserne mellem de enkelte
Länder samt implementering af UNESCO's MaB-program i de enkelte biosfærereservater.
Hertil kommer at Nationalparkamt Rügen er medlem af EUROPARC Federation, hvis
hovedmålsætning er at samle alle med ansvaret for forvaltningen af parker og andre beskyttede
områder i Europa.
Også i Danmark vil der med tiden kunne udvikles samarbejdsnetværk mellem nationalparker
både nationalt og internationalt samt et samarbejde med støtteforeninger og forskellige
NGO'er og fonde. Der vil dermed kunne udvikles nye ideer og de enkelte parkforvaltninger
kan drage nytte af en gensidig inspiration. Samtidig virker tilknytningen til internationale
koncepter og sammenslutninger forpligtende.
[England udgør nationalparkerne også rygraden inaturbeskyttelsen. Nationalparkernes status
som nationalt vigtige områder bliver også underbygget af at der ved udpegningen af
internationale beskyttelsesområder og særligt følsomme landbrugsområder tages udgangspunkt i
natianalparkerne. Betydningen af at se nationalparker i en bredere både national og regional
sammenhæng understreges også i en rapport som beskæftiger sig med muligheden for at udpege
nationalparker i Skotland.
Nationale og internationale målsætninger på naturområdet har således mulighed for at udgøre
det overordnede udgangspunkt for nationalparkerne. Som omtalt i kapitel 4 kan der være en
modsætning mellem de naturbeskyttelseshensyn der prioriteres på det nationale og det
regionale niveau. Et regionalt instrument som regionplanerne har derfor svært ved at sikre nationale
naturbeskyttelsesinteresser i nationalparkerne.
Habitatområderne er sammen med EF-fuglebeskyttelsesområderne og Ramsarområderne
udpeget ud fra en europæisk prioritering af hvilke økosystemer og arter, som der skal gøres en
særlig bevaringsindsats for. Hvis der ved udpegningen af nationalparker tages udgangspunkt i
disse områder, som i et vist omfang er overlappende, vil Danmark i højere grad kunne leve
op til sine internationale forpligtelser for bevaring af biodiversiteten. Hvis der samtidig tages
udgangspunkt i at nationalparkerne skal fordeles ud over landet og i et princip om at dække
alle væsentlige danske landskabs- og naturtyper kan nationalparkerne udgøre rygraden i en
dansk naturbeskyttelsesstrategi. Når der skal udarbejdes forvaltningsplaner for
habitatområderne vil de kunne udgøre en kernezone i nationalparkerne.
Der kan imidlertid også opstå problemer mellem eventuelle nationalparker og
implementeringen af Vandrammedirektivet. Alt efter hvor og hvordan nationalparkerne etableres, kan de
komme til at udgøre nye 'kunstige' og begrænsende rammer ift. en helhedsorienteret
forvaltning gennem Vandrammedirektivet baseret på vandområdeoplande. En mulighed kunne
derfor
være at afgrænse eventuelle nationalparker efter vandområdeoplande.
Demokratisk indflydelse på naturforvaltningen
Involveringen og inddragelsen af lokalbefolkningen og andre interessenter i parkernes
planlægning og drift er meget forskellig i de undersøgte parker. Disse forskelle skyldes dels at der
er forskelle på i hvor høj grad nationalparkerne omfatter landsbyer, men
landskabs- og bufferzonekonceptet som de er udformet i Rügen og Lake District, lægger under alle
omstændigheder op til en større grad af borgerinddragelse og samarbejde end Söderåsens reservatkoncept.
Der er i de undersøgte parker vidt forskellige ejerformer. Hvor Söderåsen er ejet af staten ejes
de to andre parker af en blanding af myndigheder, private og organisationer. En udpegning til
nationalpark behøver altså ikke at betyde ændringer i ejerforhold, men der kan med fordel
iværksættes jordfordelinger og der kan udarbejdes planer for evt. opkøb af ejendomme.
I Söderåsen er det de berørte kommuner, som gennem deres agenda 21 arbejde søger at
inddrage nationalparkens turist- og naturpotentiale, snarer end det er nationalparkens forvaltning,
der søger at inddrage befolkningen. I parkens forvaltningsplan er der ikke indarbejdet
initiativer med borgerinddragelse og fordi jorden ejes af staten er det ikke nødvendigt med et
samarbejde i selve parken. Konsekvenserne af bestemmelserne i Söderåsen er vurderet i forvalt-
ningsplanen, men forventes ikke at have stor indflydelse på allemansretten.
Den forvaltende enhed på Rugen (Nationalparkamt Rugen) prioriterer et samarbejdet med
lokal befolkningen og virksomheder meget højt. Et vigtigt element i dette samarbejde er
knyttet til turisme og initiativer til nedbringelse af arbejdsløsheden. Der er projekter, hvor både
private firmaer og arbejdsministeriet involveres. Samarbejdsrelationerne er dermed fortrinsvis
rettet mod andre aktiviteter end direkte naturforvaltning. Dog er Nationalparkamt Rugen
medlem af forskellige nationale og internationale sammenslutninger, hvor der foregår
erfaringsudvekslinger og konceptudvikling bl.a. i relation til naturforvaltning. Desuden har
kommuner og offentligheden kunnet komme med forslag til forvaltningsplanen for parkerne.
Tilsvarende fremgangsmåde med samarbejde, frivillighed og oplysning gælder for bufferzonerne
på Rugen, mens der er stramme bestemmelser i kernezonerne.
I Lake District National Park er der en direkte forpligtelse til at inddrage offentligheden og
lokale samfund og parkmyndigheden samarbejder med lodsejerne og andre interessenter.
Forvaltningen er i høj grad baseret på samarbejde, frivillighed og oplysning frem for stramme
bestemmelser med påbud og forbud. Dog er der i parken udpeget SSSIs, NNRs m.v. hvor der
kan være stramme restriktioner. I Lake District inddrages f.eks. skoleklasser i den konkrete
forvaltning, idet de inddrages i planlægningen og gennemførelsen af plejepl aner og
naturgenopretning i flere af parkens 'Local Nature Reserves' (LNRs). Der er dermed et meget bredt
samarbejde på mange områder, mellem nationale, regionale og lokale myndigheder og
organisationer samt private virksomheder, lodsejere og lokalbefolkninger.
Offentlighedsinddragelsen er med til at skabe opbakning om parkernes eksistens og berettigelse.
Inddragelse af lokalbefolkninger i forvaltningen og fokusering på socioøkonomiske forhold
inden for og op til de beskyttede områder, fremhæves også af IUCN som helt centralt for
forvaltningen af de beskyttede områder. Jo flere produktionsarealer der er inden for
nationalparken, desto vigtigere er det at sørge for at lokale aktører inddrages i forvaltningen. I
rapporten om nationalparker i Skotland tales endog om at :"forvaltningen af beskyttede områder skal
ses som et partnerskab mellem myndigheden for det beskyttede område, andre relevante
virksomheder og den lokale befolkning".
Hvis der etableres parkråd med lokal deltagelse som har en stor kompetence kan etableringen
af nationalparker betyde at lokalbefolkningen har større indflydelse på områdets forvaltning
end det er tilfældet i dag. Særligt hvis der samtidig sker en forenkling af beslutningsgangen
for forvaltningen af områderne og hvis der opnås en større gennemsigtighed og
overskuelighed i planlægningen. Derved kan etableringen af nationalparker i realiteten fungere som
regelforenkling. Hensigten er at der skal opnås en balance mellem restriktioner og udvikling og en
sådan balance kan meget vel være forskellige fra region til region og lokal område til lokal
område, dog uden at de overordnede mål tilsidesættes.
Særligt hvis nationalparkrådene gives vide beføjelser er det vigtigt at sikre deres demokratiske
forankring, således at medlemmerne udpeges gennem en demokratisk proces i de
repræsenterede myndigheder og organisationer. Ellers kan man risikere at parkråd med forholdsvis stor
magt ikke i sidste ende kan blive stillet til ansvar for de trufne beslutninger.
Indarbejdelse af målsætninger og strategier for offentlighedsinddragelse i naturforvaltningen
er også både mulig og ønskelig i Danmark. Her kan man lade sig inspirere af de udenlandske
eksempler.
Konsekvenser for den generelle natur- og miljøbeskyttelse
På Naturrådets workshop den 1. december fremførte oplægsholderne fra både England,
Sverige og Tyskland at nationalparker var en nødvendig men ikke tilstrækkelig del af
naturbeskyttelsen. Disse tre lande har allerede nationalparker, og udfordringen er her at sikre den
generelle naturbeskyttelse. Nationalparker blev afoplægsholderne ikke set som en hindring for den
øvrige naturbeskyttelse, men selve udpegningen af nationalparkerne blev ikke vurderet alene
at kunne sikre en beskyttelse af biodiversiteten i landene.
Hvis nationalparker etableres som reservater efter den svenske model, vil der ikke
umiddelbart være den store forskel til de eksisterende fredninger og udlagte reservater. Med mindre
der institutionelt og organisatorisk foretages ændringer i administrationen af områderne,
således at forvaltningen bliver mere helhedsorienteret.
Måske vil etableringen af nationalparker på kort sigt medføre en mindre fokus på det øvrige
landskab, men det er svært at forestille sig hvilke konkrete ændringer i den øvrige
naturbeskyttelsesindsats der kan forventes. Den generelle naturbeskyttelse har eksisteret i mange år og
er blevet en integreret del af forvaltningen, og den vil derfor næppe blive truet af en eventuel
satsning på nationalparker. Det er mere sandsynligt at etablering af nationalparker vil øge
interessen for natur og miljø, og dermed give en positiv "afsmitning" på den øvrige
naturbeskyttelse og føre til en generel opprioritering af naturaspektet. Særligt for naturgenopretningen kan
der forventes at ske en ændret prioritering.
Eksisterende fredninger og reservater vil ikke nødvendigvis ændres som følge af etableringen
af en nationalpark. §3-beskyttede områder vil stadig være et vigtigt virkemiddel især i en evt.
bufferzone i nationalparkerne. Muligvis vil det her være relevant med en udvidelse af §3-beskyttelsen i form af et gødnings- og sprøjtningsforbud. Gennem etablering af nationalparker
kan der desuden forventes mindre fokus på de enkelte beskyttede naturtyper og der kan
forvents en større sammenhæng i forvaltningen. Større fokus på
naturbeskyttelse i parkeme vil
styrke beskyttelsen af de enkelte naturområder og der vil være et tættere opsyn med
områdernes bestemmelser.
En fokusering af naturgenopretningsindsatsen og plejeindsatsen inden for nationalparkerne vil
give færre midler til projekter uden for disse områder. Dermed kan man risikere at mindre
- men stadig vigtige områder - ikke bliver tilgodeset. Fordelene ved at lave større og mere
sammenhængende projekter hvor de forskellige delelementer indgår i en synergistisk helhed
vil dog formentlig opveje disse ulemper. Effekten af den mere langsigtede plejeindsats som
kan gøres i national parkerne vil formodentlig også på sigt betyde sikring af større
naturværdier end mindre isolerede plejeprojekter, som ikke i længden vil kunne opretholdes.
En udpegning af nationalparker sikrer ikke at næringstotbelastningen som helhed nedsættes,
men det sikrer en væsentlig mindre belastning i nationalparkerne. Spørgsmålet er om der skal
satses på en generel strategi, hvor belastningen med næringsstoffer skal nedsættes på hele
arealet, eller om der skal satse på en form for reservatstrategi hvor man forsøger at beskytte
nogen af de mest sårbare områder. Muligvis kan det lade sig gøre at anvende en dobbeltstrategi
med både skærpede generelle krav og en beskyttelse af de særligt sårbare områder. Det er også
denne problematik der ligger bag nedsættelsen af udvalget om zonering af landbrugsarealet i
Skov- og Naturstyrelsen. Hele Danmark er udpeget som miljøfølsomt område i
nitratdirektivet, fordi nitrat fra hele landbrugsarealet bidrager til iltsvindene i de danske farvande. En
opdeling af landbrugsarealet i områder, der er robuste og følsomme over for nitratforurening
har derfor ikke mening i forhold til havmiljøet. Det er således vigtigt at der stadig arbejdes for
en generel reduktion af nitratforureningen på alle landbrugene.
Forholdet mellem erhverv og nationalpark kan forme sig på mange måder. Det er derfor også
vigtigt at gøre sig klart - om nationalparken skal ændre på den aktuelle udvikling i regionen,
og f.eks. fungere som dynamo for en turistudvikling i hele regionen; - om udpegningen af
parken blot skal ændre på forholdet mellem beskyttelse og erhverv i selve nationalparken; eller
om parken skal fungere som eksempel område og dermed kunne påvirke praksis uden for
nationalparken.
Hvordan forholdet i øvrigt bliver til miljøbeskyttelsesloven, planloven og de forskellige
sektorlovgivninger inden for skovbrug s og landbrugsområdet, vil således helt afhænge af hvilket
koncept der vælges for nationalparkerne og hvilken type arealer der kommer til at omfatte.
Vælges et snævert koncept, hvor der satses på reservater med naturarealer, vil der ikke være
så mange berøringsflader med den øvrige lovgivning. Et reservatkoncept, som ikke omfatter
produktionsarealer kan imidlertid ikke sikre integration af naturbeskyttelseshensyn i
sektorerne hverken i parkerne eller udenfor. Satses der på et koncept, som også omfatter
produktionsarealer er udfordringen langt større, og da vil de nævnte love samt en lang række andre
politikker som f.eks. EU's landbrugspolitik have stor indflydelse på udviklingen.
Afrunding
Hovedformålet med et dansk nationalparkkoncept bør være en målrettet styrkelse af
naturforvaltningen og dermed bevarelsen af den danske og globale biodiversitet.
Alt efter hvilket koncept der vælges, er der tilknyttet en række fordele og ulemper. Generelt er
den primære ulempe ved etablering af nationalparker faren for at landskabet og naturen uden
for parkerne nedprioriteres. Overordnet set er styrken ved nationalparker at de giver mulighed
for nationale prioriteringer, langsigtethed og helhedsforvaltning i større konkrete områder.
En styrkelse af dansk naturforvaltning vil kræve en udvikling og udbygning af eksisterende
beskyttede områder, men mange af de problemer, som er skitseret i denne rapport, vil kræve
en bredere og mere helhedsorienteret tilgang. Hvilket specifikt nationalparkkoncept der i
sidste ende vælges må afhænge af hvilke målsætninger der opstilles. Uanset det valgte koncept
må forvaltningen forholde sig meget direkte til problemerne. Også et snævert biologisk
koncept må derfor forholde sig til f.eks. turisme, borgerinddragelse, helhedsforvaltning og
zone
ring, men selvfølgelig på et andet plan end et bredere samfundsorienteret koncept.
Erfaringerne fra undersøgelserne i vore nabolande viser, at der kan opnås en række fordele
ved at udarbejde detaljerede og sammenhængende forvaltningsplaner for store naturområder
eller landskaber kombineret med en mere eller mindre udviklet zoneringstilgang. Zoneringen
fungerer som et effektivt redskab i forvaltningsmæssig henseende - bl.a. kan zonering bruges
til at 'styre' de besøgendes færden i parken. Samtidig er det kendetegnende ved de undersøgte
parker, at der er tilknyttet særlige forvaltningsenheder eller parkråd. Den primære effekt af
disse parkråd er, at der opnås en helhedsforvaltning inden for de arbejdsområder som parkerne
har fået tildelt.
Etablering af nationalparker er på baggrund af undersøgelserne i denne rapport et reelt og i
mange henseender effektivt virkemiddel i relation til en række af de problemer og mangler,
der er i dansk natur- og landskabsforvaltning i dag. Det er vurderingen, at der bør igangsættes
en målrettet proces med udvikling af et dansk nationalparkkoncept og et antal konkrete
pilotprojekter. Kun gennem reelle pilotprojekter kan fordele og ulemper opvejes mod hinanden.
Alternative tiltag for at imødegå de nuværende problemer i naturforvaltningen bør derfor også
undersøges og vurderes ift. forskellige nationalparkkoncepter.