Her finder du grønne nyheder fra og om Det Sydfynske Øhav. 
Nyheder fra:    2001    2002    2003
Tilbage til startside


17. december: Øhavet vrimler med Bombycillidae
Der er i disse dage rigtig mange fugle af arten silkehale (Bombycilla garrulus) i Det Sydfynske Øhav. I går blev der set ikke færre end 1000 ved Bjerreby på Tåsinge, 300 ved Bregninge på samme ø og dagen før 600 ved Lunkebugten. På Sydlangeland flyver den stære-store smukke fugl også - og på Strynø har 60-70 stykker holdt til i flere uger.
Der er mangel på føde - og ikke et varsel om kold vinter, som flere aviser har skrevet - der får silkehalen til at forlade sine yngleområder i store, øde nåletræsskove  i det nordlige Europa og sætte kursen mod Danmark og sydligere. Fuglen kommer hvert år, men i år er der en gigantisk invasion i gang. Det skyldes at der er få rønnebær i Skandinavien i år, og det er silkehalens spise om vinteren. Den æder dem i rå mængder og da de ofte er gærede og indeholder 2-3 procent alkohol kunne én tro at de fløj rundt i en julebrandert i disse dage. Men de store mængder rønnebær er kun en halv time om at passere gennem fuglen, der af same grund har en stor lever der kan forbrænde alkoholen hurtigt.
I øhavet ser du ofte fuglen i flok. Det minder umiskendeligt om en flok stære, men de er fløjet længere mod syd nu. hører du stemmen, en ringlende klokkelyd, er du ikke i tvivl: Silkehaler.
På hjemmesiden s.natur.dk kan du følge med i hvor ornitologerne ser silkehalen i det sydfynske.


10. december: "Amtsrådet vil gerne medvirke til at der skabes en fynsk nationalpark"
"Sydforfyn.dk" dokumenterer hvad amtsrådet vedtog i mandags.


Som det første medie kan "sydforfyn.dk" offentliggøre det afsnit i amtsrådets forslag til ny regionplan hvor "Øhavets Nationalpark" bliver nævnt. Det er "Sydforfyn.dk" der i går sikrede at bilaget til amtsrådsmødet i mandag rent faktisk også blev anbragt på amtets hjemmeside! Det havde amtet ellers ikke lige tænkt på - men da det er omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen kan det nu læses af alle. Nedenfor er gengivet den lille del der omtaler den positive holdning til en fynsk nationalpark:

"Regeringen virker i disse år for, at der skal oprettes nationalparker i Danmark. Der er igangsat en række pilotprojekter. Amtsrådet finder der er gode perspektiver bag ideen om nationalparker, der både kan skabe og sikre større kerneområder med plads til naturens udfoldelse samt styrke både udviklingen i og omkring områderne med hensyn til turisme og friluftsliv. Amtsrådet er opmærksomt på, at Det sydfynske Øhav er et område, som rummer lange kulturhistoriske traditioner og fortsat er levested for mange mennesker.

Området skal således fortsat gives udviklingsmuligheder. Målet må være at etablere en nationalpark, der ud over styrke naturen også bliver et væsentligt aktiv for lokalbefolkningen både m.h.t. bosætning og visse typer af erhverv i en tid, hvor traditionelle erhverv går tilbage.

Amtsrådet vil således gerne medvirke til, at der etableres en fynsk nationalpark omfattende væsentlige dele af Det sydfynske Øhav med relevante landområder.

Planerne forudsætter imidlertid bl.a., at natur- og miljøforvaltningen i Danmark tilføres de nødvendige virkemidler til at skabe et troværdigt indhold bag sådanne parker i et internationalt perspektiv. Med den nye lov om Miljømål samt ændringer af Naturbeskyttelsesloven er væsentlige dele af de nødvendige forudsætninger bragt til veje.

Det vil dog endvidere forudsætte at naturforvaltningen i Danmark tilføres ekstra økonomiske ressourcer. Opfyldelse af vores internationale forpligtigelser i og omkring eksisterende naturområder samt sikring af de øvrige vigtigste naturområder som velfungerende levesteder for et alsidigt plante- og dyreliv, må således nødvendigvis gives 1. prioritet."


8. december: Det sagde amtspolitikerne om Nationalparken - del 2
På amtsrådsmødet mandag aften i denne uge (se nyhed nedenfor) varede punktet om den reviderede regionplan en times tid. To politikere - SF-eren Karsten Hønge og den konservative - og ærøboen - Poul Sækmose - kom ind på de nye positive signaler om en nationalpark på Sydfyn.  
Hønge tilkendegav at en nationalpark vil være md til at skabe vækst i området og han understregede også vigtigheden at en folkelig opbakning og ejerskab er en forudsætning for parken. Det samme slog Sækmose på: "Det Sydfynske Øhav rummer mange lange traditioner, og først og fremmest skal naturen styrkes gennem nationalparken, men den skal dusden være et væsentligt aktiv for lokalbefolkningen", sagde han og slog i øvrigt på at amtets trafk- og miljøudvalg har fået megen kritik for den tidligere afvisning af en nationalpark - ikke mindst fra Danmarks Naturfredningsforening.
"Jeg vil sige til dem: Stil krav - det gør vi! Der skal fortsat være liv på øer og holme, så befolkningen skal være med. Der skal være plads til landbrug, en ko og en gris er heller ikke udelukket". Sækmose lagde meget vægt på den måske kommende nationalparks kulturværdier.
Du kan høre debatten via amtets TV-optagelse af amtsrådsmøderne. selve debatten ligger ca. 30 minutter inde af transmissionen af punkt E.2.


7.december: Nu siger amtet ja til Øhavets Nationalpark! - del 1
Ifølge dagens udgave af Fyns Amts Avis har politikere - i forbindelse med gårsdagens debat på amtsrådsmødet om forslaget til revision af regionplanen - nu sagt at det støtter en nationalpark i Det Sydfynske Øhav. Amtet har ellers - som det eneste i landet - vendt tommelfingeren nedad for planerne om danske nationalparker. Det skete da det for to år siden skrev til miljøministeren at det ikke kunne anbefale en nationalpark i Øhavet.
Amtet sender nu en revision af regionplanen til offentlig debat. Den indeholder - ifølge avisen - en anbefaling af en nationalpark.
Dermed er muligheden for at amtet får sin nationalpark større. Det sker dog ikke lige med det samme. Om godt et halvt år skal syv områder i landet aflevere deres ideer om kommende nationalparker. Ministeren undlod at arbejde videre med Øhavets Nationalpark efter amtets uforståelige "nej", men syv andre steder arbejder lokale borgere altså med bud på hvordan deres områder kan blive nationalparker - og først vil miljøministeren se nærmere på deres forslag før eventuelle nye områder kommer i spil.
Du kan læse mere om de danske - og fynske - ideer om nationalparker her.


17. november: Tjæk fortøjningen!

Det bliver blæsevejr inden midnatsklokken falder i slag! Så er du ude at sejle - så find en havn. Har du sat garn - så tag dem ind. Ligger båden i havn - så tjæk fortøjningerne. 
Igen en serviceoplysning fra "sydforfyn.dk"! Kortet viser den forventede vindhastighed i morgen tidlig - hentet fra DMI´s hjemmeside. Lilla farve angiver 14-18 sekundmeter, rød over 18!!
Sådan kan Øhavet også være!!


12. november: "Øhavsstien" møder forståelse hos landmændene
Den mere end 200 km lange trampesti på Sydfyn og Øhavets øer skrider langsomt men sikkert fremad. De skovejere og landmænd der ejer jord, dér hvor stien skal løbe, er gennemgående positivt indstillet. En undtagelse er Sydlangeland Kommune, hvor kommunalbestyrelsen har droppet projektet fordi bønderne var rasende over udsigten til ryggen af en vandringmand...
Status er netop nu, at Tranekær kommune har forhandlet 17 km sti på plads og ikke mindst greven i Tranekær har været en positiv, aktiv medspiller. I Rudkøbing Kommune er alt nord for købstaden på plads, mens det syd for er tæt på.
Hele Tåsinge og store dele af den øvrige Svendborg Kommune er afsluttet, men ved grænsen til Gudme er der stadig mindre udfordringer. Der er skred i sagen i Gudme Kommune og det samme gælder Egebjerg, mens Faaborg Kommune kun mangler af få afklaret konflikten mellem fuglebeskyttelse og adgangsforstyrrelser ved den genskabte sø i Nakkebølle Inddæmning. 
De foreløbige udbetalte erstatninger i Tranekær Kommune tyder på at budgettet på 6,5 millioner kroner holder.


31. oktober: En fugleart skifter kaldesignal!
Igen i dag har der været mange dompapper på Strynø. Det har der været de sidste 14 dage og der er tale om en invasion i Danmark. Men som noget helt nyt lyder de kære, farverige fugle slet ikke som de plejer. Deres kald har fået flere til at smide alt hvad de har i hænderne og løbe ind efter kikkerten!
Hvert efterår trækker dompapper fra Norge, Sverige og Finland mod syd og sydvest og overvintrer bla. i Danmark og Nordtyskland. Fødeforholdene nord for os afgør hvor mange dompapper der ses i Danmark. Noget tyder på at der er meget lidt føde i år for ornitologer over hele landet melder at de har set usædvanligt mange dompapper. Det samme gælder fra de træksteder hvor fuglene samles på efterårstrækket. I år er det tale om et af de største dompapinvasioner i lang tid. På mange af øerne i Øhavet har de slået sig ned.
Flere fuglekiggere har dog undret sig meget over dompappernes kald. Det lyder slet ikke som det dompappen normalt siger. Det lyder derimod som en barnetrompet eller som den gentagende lyd man kan høre fra en bakkende lastbil eller varevogn. 
Det er over hele landet - og altså også fra Strynø - at folk undrer sig over dompappens nye kaldesignal! Mange ornitologer drøfter den besynderlige lyd på nettet.
En af teorierne er, at de dompapper der i denne vinter besøger Danmark kommer længere væk end fra Norden. Måske øst for Finland, altså i Rusland.
Men sagen er endnu ikke opklaret fuldt ud!


6. oktober: Kan bedre internet sikre livet på Øhavets øer?
Fyns Amt har bedt samtlige beboere på de otte sydfynske øer om at udfylde et spørgeskema for at få mere viden om hvor udbredt adgang  til internettet er  - når man bor på en lille isoleret ø.
Det er folk på Lyø, Avernakø, Bjørnø, Drejø, Skarø, Hjortø, Birkholm og Strynø der er spurgt. Af en eller anden grund er også Baagø i Lillebælt kommet inde under Øhavet - men det er også et konsulentfirma fra Djævleøen, der står for undersøgelsen!
Beboerne bliver spurgt om hvilke forbindelser de har i dag, hvad og hvor meget de bruger dem til, herunder i relation til fjernuddannelse og brug af sundhedsvæsenet.
Erhvervsministeriets Konkurrenceevnepakke har givet penge til undersøgelsen, og det er en udløber af Regeringens regionale vækststrategi. Fyns Amt håber at der med undersøgelsen kan gives svar på, om bedre bredbånd på Øhavets øer kan være med til at borgerne lettere kan uddanne sig eller arbejde, selv om uddannelsesstedet eller arbejdspladsen ikke ligger på øen. Det forventes at der er positive afsmitningseffekter i form af fjernarbejdspladser og e-læring.


4.. oktober: Stor interesse for "Øhavets Dag"
Næste år vil også det Sydfynske Øhav få sin aktivitetsdag, sådan som Odense Fjord, Horsens Fjord og andre områder har praktiseret gennem flere år.
To møder for en måned siden i henholdsvis Rudkøbing og Svendborg viste stor interesse for at skabe en sådan dag, fyldt med arangementer og aktiviteter i og omkring Øhavet. I Rudkøbing mødte 15-20 personer op fra turist- og foreningsverdenen og i Svendborg ikke færre end 40 personer. I Faaborg er byens turistchef ved at finde interesserede folk og i denne uge skal interessen afklares på Ærø.
På¨flere af møderne har udgangspunktet være "Fjordens dag" omkring Odense Fjord. Den har eksisteret i 14 år.
Hvor "Fjordens dag" mange andre steder i landet er et initiativ skabt af almindelige mennesker bosat i området og typisk engageret i det lokale foreningsliv er det "Naturturismeprojektet" i Øhavet, der står bag ideen om "Øhavets Dag", altså turistbranchen. "Naturturismeprojektet" skriver i et nyhedsbrev
"
Øhavets Dag skal overfor lokalbefolkningen og områdets gæster være med til at synliggøre naturen, kulturen, aktivitets- og friluftsmuligheder, samt et rigt forenings- og organisationsliv i Det Sydfynske Øhav.
Fundamentet for gennemførelsen af Øhavets Dag skal være frivillighed, engagement og samarbejde. Der har derfor været afholdt orienteringsmøder, for at afklare om de lokale foreninger, organisationer og relevante virksomheder har interesse i at deltage
og arbejde med et Øhavets Dag arrangement".
Det er tanken at fire arbejdsgrupper fra henholdsvis Svendborg/Egebjerg/Gudme-området, Faaborg-området, Ærø samt Langeland skal arbejde videre med planerne for denne dag, hvor datoen endnu ikke er fastlagt. En overordnet koordinationsgruppe samler trådene.
Projektleder for "Naturturisme i Det Sydfynske Øhav" Søren Lisby fastslår overfor sydforfyn.dk at det er afgørende at arrangementet bliver et folkeligt initiativ båret af de lokale foreninger i og omkring Øhavet. Det er kun i begyndelsen, at "Naturturismeprojektet" understøtter ideen, såvel med penge som arbejdskraft. 


22. september 2004: Mere natur på Avernakø
Pløjemarker på den nordvestlige del af Avernakø skal nu laves om til enge, hvor fugle, blomster og klokkefrøer skal have bedre vilkår. Det skriver lokalavisen Fyns Amts Avis.
Det er Fyns Amt der nu kan gå i gang med et stort naturgenopretningsprojekt efter at en aftale med tre lodsejere er faldet på plads. 100.000 kvadratmeter skal indhegnes og kreaturer skal sikre at arealerne ned til Hovedsøen og Skanodde Sø ikke gror til. Det skal også graves seks nye vandhuller.
Netop på den vestlige del af Avernakø lever Det Sydfynske Øhavs største bestand af de sjældne klokkefrøer - og de vil nu få det endnu bedre.


15. september 2004: Det går fremad på Bjørnø!
Det er ikke kun Strynø og Skarø der i disse år oplever et voksende befolkningstal. Om 14 dage flytter et par med fire børn til Bjørnø og dermed øges befolkningstallet til ikke færre end 42! 
For blot 15 år siden boede der såmænd kun 27 mennesker på den Faaborg-nære ø. Netop den forholdsvis gode færgeforbindelse til købstaden gør det attraktivt at bebo Bjørnø. Ifølge Danmarks Statistik skal man helt tilbage til 1985 for at finde et så højt beboertal på øen.
Og så er der tilmed en gravid kvinde på øen - så fremtiden tegner endnu lysere!
Du kan for øvrigt her gå på opdagelse i befolkningsudviklingen på alle danske øer! 


29. august: Får "Øhavets dag" premiere i 2005?
Turist- og erhvervsforeningen på Langeland vil nu invitere alle interesserede til at diskutere om Det Sydfynske Øhav skal have en årlig dag hvor der sættes fokus på Øhavet. Ideen kommer bl.a. fra den snart traditionsrige "Fjordens Dag" ved Odense Fjord, der i år for øvrigt afholdes den 12. september.
"Øhavets dag" kan trække tusinder af mennesker til syd for Fyn og skal være et stort udstillingsvindue med alskens aktiviteter der fortæller om områdets natur, dagligliv og historie.   
Interesserede i planlægningsmødet skal senest den 3. september melde sig til hos projektkoordinator Søren Lisby (6321 5983) eller turist- og erhvervschef Anne-Line Ussing (62513505). Mødet afholdes den 6. september kl. 16.30 til 18.00 på Øernes VUC, der ligger på Rudkøbing Havn.


27. august: Havørnene på Langeland gav op
Havørneparret på Langeland har definitivt givet op. Det blev ikke en lykkelig familiebegivenhed der skulle fuldendes i år. For mere end en måned siden opgav yngleparret tilsyneladende og forsvandt fra reden. Den enlige unge der var blevet iagttaget er også sporløst forsvundet. 
Der er ingen umiddelbar forklaring. Havørne, der ikke er så gamle har ofte uheldige yngleår. Måske kan der også have været mangel på føde i deres ynglesæson i år.
De voksne havørne holder stadig til i området. Så sent som i går så denne portals redaktør en han flyve over Strynø - så der er grund til at krydse fingre for en heldig sæson for ø-havs-ørnene til næste år!


11. august: Begyndende iltsvind i Øhavet
I slutningen af juli kunne Fyns Amt måle tegn på iltsvind to steder i Det Sydfynske Øhav. Dels er et langt, smalt område ud for kysten mellem Svendborg og Faaborg ramt, dels er farvandet mellem Drejø og Ærø påvirket. Begge steder i en grad så fisk begynder at flygte fra farvandet.
Iltsvindet er forventeligt og det er blevet forstærket af den varme, vindstille periode i slutningen af juli. Sandsynligvis vil de undersøgelser Fyns Amt foretager i indeværende uge vise at iltsvindet har bredt sig sig.


9. august: Fugledrab skyldes forgiftning!
De måger der i maj blev fundet døde på den ubeboede holm Lille Rallen ud for Stjoul Fiskerhavn var blevet forgiftet. Det oplyser politiassistent Mogens Nielsen, Svendborg Politi, til hjemmesiden "sydforfyn.dk".
Det var i maj en ornitolog fandt udlagt kød og døde sølvmåger, såvel voksne som unger, på øen. Læs om sagen her. Politiet har haft såvel kød som døde fugle til undersøgelse på Statens Veterinærinstitut og prøver har dokumenteret at det udlagte kød var forgiftet.
Politiet, der betragter sagen med stor alvor, bekræfter, at det ikke er første gang ulovligheder foregår på Lille Rallen. For ti år siden havde man en ganske tilsvarende sag. I den aktuelle sag har politiet kontaktet såvel ejerne af den lille ø og desuden forespurgt lokalbefolkningen om nogen har iagttaget noget. Det har ikke givet gevinst endnu, men Mogens Nielsen håber at nogle stadig kan bidrage med oplysninger.    


5 august: Amtet gør intet ved lovovertrædelse på Iholm 
Fyns Amt gør intet ved den åbenlyse overtrædelse af naturbeskyttelsesloven på den lille ø Iholm. Her havde et filmselskab placeret kulisser midt på en naturbeskyttet strandeng og nær en koloni af rugende havterner. For mere end en måned siden bad "sydforfyn.dk" amtet om at vurdere lovligheden af aktiviteten. Læs om det her.
At der intet sker fremgår af en mail fra amtets natur- og vandmiljøafdeling, fremsendt 5 1/2 uge efter at hjemmesiden spurgte amtet. Den lange svartid skyldes, ifølge sektionsleder Karin Skovhus, angiveligt EDB-problemer på amtsgården der betød at mailen blev afvist af amtets server uden at afsenderen fik besked.
I den korte mail hedder det: "
Amtet har ikke været inde over sagen tidligere - heller ikke inden opstillingen. Ud fra fotoet vurderes det at have krævet tilladelse efter strandbeskyttelseslinien".
Svaret er - på trods af sin lidenhed - i stik modsætning til en udtalelse fra en repræsentant for det filmselskab der optog filmen på øen. Han sagde frisk og frejdigt til Fyns Amts Avis kort efter Skt. Hans, at der "var spurgt om tilladelse". 
Desværre ønsker amtet tilsyneladende ikke at behandle sagen. Det viser endnu engang at naturbeskytttelsesloven ikke er noget borgerne behøver at respektere synderligt - og amtet gør det heller ikke.


29. juli: Sydforfyn.dk korrigerer

Det er ikke den fraværende hedebølge der skal have skylden for gårsdagens noget misforståede meddelelse om politikerbesøg i Øhavet, men kort og godt hastværk.
Det er ikke tale om at Folketingets ø-kontaktudvalg besøger Øhavet, men derimod er det en gruppe af embedsmænd der arbejder med samme emne der skal på besøg - i øvrigt på en tur der ikke er planlagt i detajler endnu.
Sydforfyn.dk beklager de fejlagtige oplysninger.

15. juli: Fyns amt overholder ikke "lov om offentlighed i forvaltningen"
Amtet bryder reglerne i offentlighed i forvaltningen gang på gang. Det viser sig senest i en sag vedrørende ulovligt byggeri på den lille ø, Iholm, midt i Svendborgsund.
Den 22. juni i år bad "sydforfyn.dk" amtet undersøge om byggeriet var ulovligt. Mailen sluttede således: 
"Idet jeg henviser til lov om offentlighed i forvaltningen skal jeg anmode om svar på denne henvendelse senest ti dage fra dato."
Der er nu gået 24 dage siden mailen blev afsendt! Amtet er tilsyneladende fuldstændig ligeglad med den lov om offentlighed i forvaltningen, der skal give borgerne mulighed for - enkelt og usmidigt - at følge hvad embedsmændene i dette land gør. 
Det er langt fra første gang det sker. I sager om overtrædelse af naturbeskyttelsesloven er det nærmest som om amtets embedsmænd har fået at vide at henvendelser skal arkiveres om ikke lodret - så bare gemmes uden sagsbehandling. Ikke engang en kvitteringsskrivelse udsender amtet. Meget borger-u-venligt, må man sige!        
Eksempelvis følger her sagsgangen i en sag og mulig overtrædelse af naturbeskyttelselovens ved anlæg af en vej gennem en fredet strandeng:
Klage sendt til amtet:   20. juni 2003 - ( heri henvist til 10 dages reglen"),
"Kvittering" fra amt:     29. juli 2003 - ( altså tre gange fristoverskridelse! - amtet "vil snarest se på sagen" )    
Klager rykker              9. marts 2004 - altså næsten et år senere rykker klageren ganske naturligt.
                                 29. marts 2004 - rykker en anden borger - henviser til 10 dages reglen)
Amt svarer:                 1. april. Beklager, men vil "snarest se på sagen".
Status efter mere end et år: Der er IKKE sket en afgørelse!!!!


11. juli: Fyens Stiftstidendes artikel i dag om fugledrab på Lille Rallen

Af Henrik Bjerg Jensen  
TÅSINGE: En chokeret ornitolog fra Rudkøbing fandt sidst i maj ligene af ti sølvmåger og tre unger på holmen "Lille Rallen" syd for Tåsinge. Umiddelbart ved siden af blev han opmærksom på fem-seks svinekødlunser på ialt tyve gram, der var smidt i naturen.
Skov- og Naturstyrelsen reagerede straks og anmeldte via Statsskovdistrikt Fyn den formodede forgiftning til politiet.
- Vi forventer, at kødet er fyldt med gift, og vi har sikret os både lokkemad og de døde måger, der er sendt til analyse, siger politiassistent Mogens Nielsen, Svendborg Politi.

Hammerforbudt
Svaret fra Danmarks Veterinærinstitut foreligger endnu ikke.
Lars Brun, vildtkonsulent ved Statsskovdistrikt Fyn, er ikke i tvivl om, at der er tale om en bevidst forbrydelse.
- Det er hammerforbudt og desuden forkasteligt. Ved så grov en overtrædelse skrider vi øjeblikkelig til anmeldelse, siger han.
Forgiftningen menes sket umiddelbart inden dødsfundet, og det vil sige i fuglenes yngletid sidst i maj. Mågerne var nemlig helt friske, da ornitologen fandt dem.

Aggression fra Stjoul
Ornitologen ønsker ikke sit navn offentliggjort, for i forlængelse af det makabre fund mødte han megen aggression hos en gruppe mennesker fra den nærliggende Stjoul Fiskerhavn, oplyser præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening Poul Henrik Harritz.
Heller ikke politiet har mødt stor samarbejdsvilje i de kredse.Til toppen
- Det var svært at få lokalbefolkningen i tale. Ingen har tilsyneladende set eller hørt noget. Men vi vil meget gerne i kontakt med folk, der kan bidrage med oplysninger i sagen. Sådan noget gør man ikke selvbestaltet, siger politiassistent Mogens Nielsen, Svendborg Politi.

Lille Rallen er en fuglerig og ubeboet holm, der i fællesskab ejes af tre personer bosat i henholdsvis København, Karrebæksminde og Thorshavn på Færøerne, oplyser Poul Henrik Harritz på sin hjemmeside www.sydforfyn.dk.

Trussel mod ællinger
Både Lille Rallen og naboholmen Store Rallen er totalfredet område og udlagt som vildtreservat. Her er ingen jagt tilladt
Men baggrunden for angrebet på sølvmågerne formodes alligevel at være deres forkærlighed for at spise ællinger og æg fra grågæs og gråænder med forringet jagt til følge.
Hos politiet i Svendborg vurderer man, at sammenlignelige ulovligheder ligger mindst ti år tilbage i tiden.

Poul Henrik Harritz erindrer fortidige perioder, hvor det var sædvanlig praksis omend stadig ulovligt at prikke hul i svaneæg med søm.
- Dengang var det en god dag, hvis man på en holm kunne finde æg, der ikke var ødelagt, siger han.

Mindst bøde i vente
Hvis Danmarks Veterinærinstitut bekræfter, at det udlagte kød er forgiftet, er der tale om overtrædelse af dyreværnsloven, og konsekvensen bliver mindst bødestraf.Til toppen
Sidste år blev en griseavler fra Løgumkloster idømt bøde i størrelsesordenen 25-30.000 kroner for at lægge gift ud til måger og ravne, der generede hans smågrise.
- Der er tale om et klart ulovligt forhold, og det er sikkert udelukkende et held, at andre fugle ikke er kommet til at æde af kødet, vurderer præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening Poul Henrik Harritz.
Og politiassistent Mogens Nielsen, Svendborg Politi, henleder opmærksomheden på, at et havørnepar holder til på Langeland og netop søger føde i dette område.

Læs mere nedenfor


8. juli: Også ulovligheder på Rallenøerne for ti år siden 
Kilder oplyser til "sydforfyn,dk", at det ikke er første gang der er lagt forgiftet kød ud som fuglefoder på Rallenøerne ved Tåsinge. Allerede for 10 år siden skulle politiet have behandlet en sag meget lig den, der nu verserer hos samme politi.
Det er endnu uafklaret hvornår politiet i Svendborg er færdig med at efterforske forårets faunakriminalitet.


7. juli: Staten beder politiet undersøge forgiftning af vilde fugle
Skov- og Naturstyrelsen har bedt politiet undersøge en mystisk fugledød der sandsynligvis er sket ved at lægge forgiftet kød ud i naturen.
Kriminaliteten skulle have fundet sted i slutningen af maj i år - midt i fuglenes yngletid. En ornitolog, der har kortlagt fuglelivet i Øhavet som en del af den statslige naturovervågning, fandt på holmen "Lille Rallen" syd for Tåsinge ti døde sølvmåger og tre unger. De var helt friske og lå ved siden af nogle udlagte stykker kød - i alt ca. 20 gram skært svinekød.
Efter optællingen mødte ornitologen en noget fjendtlig indstillet gruppe mennesker på den nærliggende Stjoul Fiskerhavn.
Hvorfor lokalbefolkningen tilsyneladende forsøger at komme måger til livs ved at bryde loven er uafklaret. Måske fordi de mener, at sølvmågen kan æde æg og unger fra gråand og grågås, der er jagtbare arter.
Der er tale om et klart ulovligt forhold, og det er sikkert udelukkende et held at andre fugle ikke er kommet til at æde af kødet. Det kunne være rovfugle, herunder det par havørne som "sydforfyn.dk" tidligere har fortalt yngler på Langeland og som netop bruger denne del af Det Sydfynske Øhav som fødesøgningsområde.
Nogle af de døde fugle og svinekødet er indsamlet og sendt til undersøgelse på Danmarks Veterinærinstitut med henblik på at fastslå om det er fyldt med gift. 
Rallen er en fuglerig, ubeboet holm, der i fællesskab ejes af tre personer bosat i henholdsvis København, Karrebæksminde og Thorshavn på Færøerne. 
Fugledrabene er noget af det mest alvorlige form for naturkriminalitet der de senere år er afsløret i Det Sydfynske Øhav.


22. juni: Fyns Amt har lært af guiden "sydforfyn.dk" - laver henstillingsområder
Fyns Amt har nu skiltet og opfordret til at undlade færdsel i fuglenes yngletid på en række øer, odder og drag. Det er et godt initiativ, og det er flot at amtet har kunnet afslutte forhandlinger med lokale ejere så hurtigt, at det er lykkedes allerede at skilte fra i år - omend ynglesæsonen er tæt på at være slut.
Èt er henstilling, noget andet egentlige færdselsforbud i den sårbare yngleperiode. Det er også tiltrængt mange steder - og lad os håbe at amtet formår at videreføre det gode forhandlingsklima - og ikke mindst sammen med Skov- og Naturstyrelsen på Fyn har modet og viljen til at gå i gang. Det er mange områder der skal færdselsreguleres mener Danmarks Naturfredningsforenings lokale øhavs-afdelinger.
 Det er vigtigt at være klar over at kun egentlige forbud gør det muligt - med en vis vægt bag ordene - at bede folk fjerne sig, hvis de på trods af skiltning er gået i land på de sårbare naturområder i Øhavet. Skiltningen er en del af naturturismeprojektet og de mange skiltede områder er præcis de samme som guidebogen "sydforfyn.dk" allerede omtaler på sine kort og ø-beskrivelser.    


21. juni: Byggeri af filmkulisser midt i yngleområde. Ulovligheden anmeldt til Amt


Kulissen i det fredede område - set fra Svendborg 

I sidste uge fik den lille ø, Iholm, midt i Svendborgsund ny profil. På en eng på øens nordvestlige del er opført en gigantisk vandtank og en idyllisk lille, stråtækt idyl. Begge dele indgår som en kulisse i en filmoptagelse der foregår i Svendborg i disse uger.
Desværre er aktiviteten meget uheldig på netop dette tidspunkt af året. Den 5. juni blev der registreret 20-25 par havterner på stranden få meter fra kulissen. Det må formodes at æg er trådt i stykker og unger forladt på grund af den megen sejlads til og fra øen. På strandengen, der er naturbeskyttet efter naturbeskyttelselsovens paragraf 3, er der også ynglende storm- og sølvmåger.
Der er altså tale om en klokkeklar ulovlig opstilling og aktivitet - hvis der da ikke forinden er indhentet tilladelse fra amtet til "byggeriet".
"Sydforfyn.dk" har bedt amtet om at gå ind i sagen - ikke for at genere det sydfynske filmmekka, støttet af Mål2-midler, men for at statuere et eksempel, så en sådan aktivitet undgås midt i yngletiden. Forstyrrelsen er lige stor, hvad enten bygningen er midlertidig eller længerevarende. 


11. juni: Kæmpe-marsvin fundet I Det Sydfynske Øhav
I forgårs blev en meget stort marsvin fundet dødt på nordvestkysten af Birkholm midt i Det Sydfynske Øhav. 
Marsvinet er almindeligt i Øhavet, hvor det især holder til om sommeren og det var drevet i land få dage forinden. 
Det var besætningen ombord på kofærgen "Yrsa" der opdagede det kun få meter fra det sted,  hvor færgen var sejlet ind på kysten for at aflevere kreaturer til sommergræsning på den flade ø´s enge.
Netop på grund af sin størrelse og forholdsvis friske tilstand blev det bragt af "Yrsa" til Skovballe Havn på Tåsinge, hvor vildtkonsulent Lars Erlandsen Brun fra Skov- og Naturstyrelsen på Fyn foranledigede en kontakt til "Fjord- og Bæltcenteret" i Kerteminde der onssdag morgen afhentede den døde hval.
Forskere oplyser her til morgen, at dyret er usædvanligt stort. Det er målt til 1,9 meter  i længden og eksemplaret er en hun. Dermed er det et af de største eksemplarer der nogensinde er set i danske farvande. Der er taget vævsprøver fra dyret til DNA-analyse. 


9. juni: Millioner af kroner til Øhavets smakkecenter
S
olen skinnede og leder af Øhavets Smakkecenter, naturvejleder Torben Bürgel Nielsen, smilede om kap med den og tilfredse færgegæster på Yrsa, da han over mobilen fik besked om at borgmesterudvalget havde givet en planlagt udvidelse af museet på Smakkecenteret og etablering af handicapvenlige havnefaciliteter ikke færre end 3,5 millioner kroner i støtte. Da den øvrige financiering allerede er på plads var smilet endnu større da Torben halede køer i land til sommergræsning på Birkholm. 
Det er nu på planen at udvidelsen skal i gang så hurtigt som muligt og dermed bliver Øhavets smakkecenter endnu bredere i sin formidling som bliver et egentligt småbådsmuseum for hele landet.  


24. maj: Mange ø-ejere er positive over for fuglebeskyttelse
Allerede  i år bliver det venligt henstillet til besøgende på små øer, holme, odder og drag om at undgå færdsel i fuglenes yngletid. 
Der er stor velvilje til at opfordre besøgende til at undlade færdsel i den sårbare periode har "sydforfyn.dk" fået oplyst fra flere kilder.
Oprindelig var det opfattelsen, at sådanne henstillingsområder først kunne blive færdigforhandlet med ejerne i løbet af i år, men holdningen har været så positiv, at der allerede opsættes skilte i løbet af denne sommer.   
Kun ét sted har holdningen ikke været positiv: På Birkholm har der ikke været stemning for at  skilte og dermed opfordre gæster til at undlade færdsel på øens sydøstlige del. En enkelt lodsejer ville ikke være med.
I løbet af efteråret og vinteren skal det så fastslås om der også bliver mulighed for at gennemføre egentlige adgangsforbud i fuglenes yngletid. Undersøgelser gennemført af Fyns Amt dokumenterer at netop på Øhavets få og små reservat-øer klarer fuglene sig bedre end andre steder.  
Skiltningerne sker i forbindelse med satsningen på småbådssejlads igennem turistudviklingsprojektet: "Naturturisme i Det Sydfynske Øhav".   


10. maj: Styrelsen svarer ikke længere på borgerhenvendelser. Det rammer en informations-hungrende sydfynbo
Den 26. april spurgte en bruger af sydforfyn.dk hvornår et telt egentlig er et telt - når han ønsker at overnatte på en kyst. Læs hans spørgsmål under "debat" her til venstre på siden.
Jeg lovede ham svar fra kontorchefen for friluftskontoret i Styrelsen. 
Der er nu - tre uger senere - endnu ikke kommet svar - og det gør der måske aldrig. I et spørgsmål til miljøministeren fra den socialdemokratiske miljøordfører Torben Hansen spørger han om hvilke besparelser der er sket i Skov- og Naturstyrelsen. I ministerens svar kan man bl.a. læse om de mange besparelser: "Behandling af borgerhenvendelser om adgang til naturen, hvor amterne er tilsynsmyndighed."
Men sydforfyn.dk giver ikke sådan op! Vi rykker nu kontorchefen for et svar...


6. maj:  Prøv en havkajak - på det lave Tåsingevand
Havkajakcenter Svendborg holder åbent hus søndag den 9 maj. Centeret har importeret helt nye kajakmodeller som det er meget stolt af. Dem vil ejeren. Lenze Middelberg, gerne vise, og han giver gerne også gerne en prøvetur denne dag.
Der bliver også tilbud på udgåede modeller i beklædning. Du kan læse om beliggenhed mv. HER.


3. maj: Et havørnepar yngler på Langeland. 
Læs mere HER


26. april: Fem millioner til Øhavets Smakkecenter på Strynø
Øhavets smakkecenter er kommet nærmere drømmen om at få etableret "Danmarks Fartøjs- og Ø-museum". Det er sker ved at gode danske kroner - fem millioner - snart vil blive sendt til Strynø fra Arbejdsmarkedets Feriefond.
Det betyder at centeret nu har halvdelen af budgettet til den ny udvidelse klar. Ideen er at udstille alle de fartøjstyper der gennem tiderne har været brugt til jagt, sejlads og fikeri i Øhavet, og også dagliglivets forhold bliver beskrevet igennem det ny museum.
Daglig leder i Øhavets Smakkecenter, Torben Bürgel Nielsen, udtaler til Fyns Amts Avis at byggeriet - når den manglende finansiering er helt hjemme - vil tage mindst et halvt år - og der vil også gå tid før Langelands Museum har fået indrettet museet.


20. april: Verdens længste kajakløb får Øhavet som centrum
Når 100 kajakroere den 1. august i år lægger ud fra Svendborg er der samtidigt premiere på Verdens længste kajak-kapsejlads, der skal bringe deltagerne rundt om Fyn på syv dage.
Det er "Sport Event Fyn" der arangerer sejladsen der i år er en testsejlads. Sloganet er "7 dage - 7 etaper - 7 udfordringer" og sejladsen markedsføres under det internationale navn "Sea Challenge Fyn". 
"Arrangementet afvikles i samarbejde med Dansk Kano og Kajak forbund og turistforeningerne i de syv købstæder øen rundt", fortæller projektleder Henrik Kirkegaard til sydforfyn.dk.
Købstæderne bliver også målbyer og turen afsluttes - efter 280 km - den 7. august i Svendborg.
Der er i Danmark, Tyskland og Frankrig ikke færre end 400.000 registrerede kajakroere, og sikker ligeså mange der ikke er registreret.
"Drømmen er - hvis testsejladsen i år bliver en succes at nå op på 1000 deltagende både i 2007", fortæller Henrik Kirkegaard.


15. april: Gammel postbåd skal blive i Øhavet, ønsker museumsmand
- Det vil være skammeligt hvis "Hjortø" bliver solgt ud af området.
Det siger museumschefen på Svendborg og Omegns Museum, Esben Hedegaard, til Fyns amts Avis onsdag. Skibet er den gamle trækutter der i begyndelsen af 1950-erne blev bygget til postbådssejlads mellem Hjortø og omverdenen. Skibet har i perioder sejlet til Vornæs på Tåsinge, til Hjøestene-løbet og dér fået passagerer, post og mælk udvekslet med Ærøfærgen og gennem mange år til Svendborg. Den blev for tyve år siden afløst af den større glasfiberbåd, Hjortøboen.
Usikkerheden om det smukke skibs fremtid er opstået da den tdiligere postbådsfører og ejer af båden, Jørgen Greve Rasmussen, døde i januar i år. Arvinger ønsker ikke at beholde skibet og museumschefen nævner at båden måske kan passes af det laug der i forvejen sejler og passer den gamle toldbåd "Viking".
Også sydforfyn.dk krydser fingre for at det lykkes at bevare Hjortø i de sydfynske farvande...


7. april: 1. juli bliver Naturturismeprojektet synligt!
Den 1. juli bliver det første synlige resultat af turistudviklingsprojektet: "Naturturisme i Det Sydfynske Øhav" indviet. Det er et havkajakcenter på Faaborg Havn, der fra denne dag står klar til at tage imod de stadig flere og flere havkajakturister i Øhavet.
Centret er resultatet af et samarbejde med Faaborg Produktionsskole, som har indvilget i at udbygge deres nye bådehuse på havnefronten i Faaborg, til også at være et havkajakcenter med opbevaringsfaciliteter, opholdsrum, bad og toilet.
Det er ideen at flere af den slags steder gerne  skulle se dagens lys.
Havkajaksejlerne vil også kunne få nye materialer i hånden - eller rettere sagt: I den vandtætte bagage - i denne sæson: Der er lavet et temakort, der fortæller om naturbeskyttelse, kajakruter og hvor man kan overnatte. Desuden udkommer natur- og kulturguiden "sydforfyn.dk" i første halvdel af maj. Den bliver på 128 sider og fortæller om Øhavet - og bliver en bibel for alle, der fremover stævner ud i Øhavet. Den er rigtig go´ mener denne hjemmesides redaktør, der har smugkigget i guiden - som faktisk også er skrevet af ham selv!


2. april: Fyns Amts Avis hoppede næsten på spøgen!!  
Fyns Amts Avis var endog meget tæt på at tro på "sydforfyn"s aprils-spøg, En journalist sendte denne mail til sydforfyn:

"Fra: xxx@fynsamtsavis.dk
Sendt: 1. april 2004 12:17
Til: phh@dn.dk

Emne: Spøg?
For fanden, Harritz - min nyhedschef vil ha' mig til at lave forside på
den der med Birkholm som fange-ø. Men det er da en 1. april-spøg - ikke...?

De venligste hilsner
XXX
Fyns Amts Avis"

Kort tid efter blev hjemmesidens redaktør ringet op af en anden journalist fra samme avis der forsigtigt spurgte til samme emne. Han kunne bedyre at min unavngivne kilde i hvert fald ikke var miljøordfører i Dansk Folkepart, Jørn Dohrmann, for "ham har jeg talt med og han kunne ikke bekræfte at der blev talt om Øhavets Nationalpark under aftenens forhandlinger!!!!"


1.. april: Christiansborginteresse for "Øhavets Nationalpark"
I går brød chanchen for et bredt forlig om en tredje vandmiljøplan sammen - og Regeringen brugte aftenen på at forhandle videre - alene med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Efter hvad "sydforfyn.dk" erfarer er der kommet et nyt element ind i forhandlingerne, nemlig "Øhavets Nationalpark". 
Miljøministeren har tidligere lagt planerne på hylden på grund af amtets, flere kommuners og landbrugets modstand - men han har aldrig lagt skjul på at det ærgrede ham personligt.
Det mere fremkommelige forhandlingsmiljø mellem de fire partier har åbenbart betydet en relancering af naionalparken. Politisk lever den op til den "multifunktionalitet" som politikerne ønsker: At sætte skub på initiativerne for et bedre vandmiljø samtidigt med øget adgang til naturen. Alene en forbedring af vandmiljøet i Øhavet vil kunne mærkes på landsplan, da indsatsen i oplandet til Øhavet skal intensiveres, så udvaskningen af fosfor og kvælstof nedsættes. Hvor meget der er målet vides ikke, men da oplandet er stort, vil indsatsen kunne medføre at andre steder i landet slipper billigere.
Der er også flere elementer inde i forhandlingerne - der slet ikke har med naturen og miljøet at gøre: Dansk Folkeparti ønsker én af de mindre øer omdannet til en fangeø for især kriminelle 2. generationsindvandrere. Efter oplysninger til "sydforfyn.dk" er Birkholm blevet nævnt. Her bor kun ganske få fastboende og bygningsmassen er stor.
Kristendemokraterne har lovet at yde deres bidrag. Hvis Ærøboerne nogensinde bliver enige om at pege på en fælles, ny, hurtigere færgeforbindelse har partiets miljøordfører lover at skille vandene, hvorved gravning af sejlrender, fjernelse af sten med mere bliver meget lettere. 


19. marts: Hurra og velkommen til "Yrsa"!
"S
kal vi ikke råbe et trefoldigt hurra for Yrsa?", opfordrede Poul Weber fra amtet til. Og så gjaldede det ud i tusmørket fra de knapt 100 deltagere til Yrsas navngivning - mens hun langsomt, men sikkert gled ud i havnebassinet fra beddingen hos Rudkøbing Bådebyggeri & Riggerværksted. 
Få minutter forinden havde sekretæren for amtets trafik- og miljøudvalg, Birgitte Påbye, ønsket Yrsa alt godt , mens en champagneflaske knaldede ind mod stævnen - og efterfølgende kunne Weber fortælle at der i Det sydfynske Øhav er 500 ha strandenge der nu bliver Yrsas primære udflugtsmål - med masser af køer og får på det godt 14 meter lange dæk.
Sydforfyn.dk´s udsendte kan berette, at der allerede nu er lavet aftaler om afgræsning af Vogterholm, Birkholm, Store Egholm og Halmø. Yrsas to dieselemotorer på hver 76 HK skal også på langtur - helt til Helnæsbugtens Illumø, hvor der skal sættes køer på græsning.
Flere steder er der tale om at indhegninger, som amtet har bekostet for mange år siden, nu igen bliver ramme om græssende dyr - efter at det i flere år ikke har kunnet lade sig gøre.
Du kan se billeder af Yrsa og læse om priser m.v. HER!  


15. marts: Danmarks nyeste ko-færge løber af stabelen på torsdag   
På torsdag den 18. marts vil et lille stykke Danmarkshistorie indfinde sig på "Rudkøbing Bådebyggeri & Riggerværksted". Det sker når udvalgets for amtets trafik og miljøudvalg nærmer sig champagneglassene og de kulinariske oplevelser i forbindelse med navngivningen af den første "ko-færge" i nyere tid herhjemme.
Det er amtet der har bygget ko-færgen der skal sejle køer og andre firbenede dyr på græsning i Det Sydfynske Øhav. Færgen løber op i et par millioner kroner men Fødevareministeriet har givet halvdelen. Ko-færgen afløser dermed den gamle "Strynkalv" af træ, der ellers har sejlet en smule med dyr de seneste ti år.
Ifølge oplysninger til "sydforfyn.dk" er færgen først hel klar til levering i løbet af nogle uger. Det bliver smakkecenteret på Strynø, der skal sejle båden til og fra de øer hvor sommergræsningen vil forbedre forhold for såvel fugle som blomster. Dermed vil den afgræsning der før årtier siden var helt naturlig på holmene igen blive delvis virkelighed.

Fra åbningssiden på "sydforfyn.dk" kan du - ved at køre ned i bunden - finde mange flere oplysninger om kofærger før og nu og ikke mindst hvordan denne hjemmeside for halvandet år siden kørte en benhård e-mailkampagne for at få kofærgen opkaldt efter Birkholms legendariske, patte-svulmende kodronning, Yrsa! Hvem der bliver Gudmor har det ikke været muligt at afsløre  - endnu.


28. februar: Øhavet - nu også et skolefag
Du kan nu melde dig til en eller flere lektioner i "Det Sydfynske Øhav". Det er turistudviklingsprojektet "Naturturisme i Det Sydfynske Øhav" der i foråret og efteråret tilbyder ny viden om naturområdet. Det er først og fremmest brugere af Øhavet de tre kursusarrangementer henvender sig til. Det første afholdes den 15. marts.
Ideen er ikke mindst at alle lærer hvordan man gebærder sig i det såvel kulturelt som naturmæssige sårbare øhav.
Det skal ske ved at lære noget om Øhavets naturbeskyttelsesstatus, dets dyr pg planter, tilblivelse og den særlige kulturhistorie der er knyttet til stedet. Især bliver kurserne en stor gevinst hvis de mennesker der enten lever af turisterne eller skal føre dem rundt i Øhavet i årene fremover får denne viden. Du kan læse mere om kurserne og tilmelde dig ved at trykke HER


12. februar: Fødevareministeren reserverer øhavet til de små kystfiskere
Store både, der støvsuger små farvande for fisk, skal formenes adgang til Østersøen og særligt til det Sydfynske Øhav, der i stedet skal forbeholdes de små kystfiskere. Det mener fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), og til et møde med Folketingets Erhvervsfiskeriudvalg, der skal finde sted om en uge, vil hun indstille, at kvoterne laves om.
Dermed tager fødevareministeren kystfiskernes parti i striden mellem dem og de havgående kuttere, men hun understreger, at det ikke blot handler om, at enhver holder sig til sit område.
– Østersøfiskerne vil jo også gerne have lejlighed til at sejle op i Kattegat og Skagerrak efter hummere eller tage til Nordsøen for at fiske tunger. Så jeg tror ikke, der er nogen, der er interesserede i, at vi får en stavnsbinding af fiskeriet, siger hun til Politiken.
Kim Carstensen, generalsekretær i WWF i Danmark, er godt tilfreds med ministerens forslag.
– Det er vores opfattelse, at kystfiskeriets metoder typisk er mere bæredygtige end de store bådes metoder. Fordi man bruger faste redskaber og ikke bruger trawl, der river bunden op, samtidig med at der er et større udsmid, siger han til Politiken.
Formanden for fiskerne i Danmarks Fiskeriforening, Thorkild Førby, mener imidlertid, at ministerens indstilling er en stavnsbinding af fiskerne og er derfor ikke begejstret for indstillingen.
– Det er et radikalt brud med den form for politik, vi hidtil har ført i Danmark, siger han til Politiken.

Balladen er opstået efter at mange fiskere fra egne farvande har sat kursen til Øhavet for at fiske store mængder torsk. Det sker hver vinter, men er i år særlig udpræget. Fiskekutterne er også mere synlige fordi nye EU-regler sætter grænser for hvor mange dage kutterne må sejle. Derfor skal der ikke spildes mere tid end højst nødvendigt på ar sejle fra hav til fiskeplads - og kutterne  overnatter derfor i de sydfynske havne hvor de også lander fangsten.

De kan læse fødevareministerens pressemeddelelse HER


8. februar: Ny besøgsrekord på "SydForFyn.dk"
Januar har slået rekord hvad angår besøgende på denne hjemmeside. Ikke færre end 5650 har besøgt siden. Det er rekord siden "Sydforfyn.dk" blev lanceret i februar 2002.
Der er 182 besøgende i snit om dagen. Hver gæst klikker 4,4 gange og runder godt 6 sider. I alt har 24879 sider været åbnet! Du kan læse mere om brugen af "Sydforfyn.dk" HER!


2. februar: Fyn rundt for små skibe - en ny sensation i Øhavet
Måske ser en ny sensation, der kan markedsføre hele Det Sydfynske Øhav, dagens lys i år. Det er tanken at lave en ny sejlads "Fyn Rundt for små fartøjer" til august. Turistudviklingsprojektet "Naturturisme i Det Sydfynske Øhav" håber at begivenheden fremover kan være med til at styrke fokus på Øhavet som natur- og fritidsområde og især sætte fokus på områdets kajakoplevelser.
- Hvis det lykkes sport Event Fyn at skaffe fondsstøtte til sejladsen vil den allerede i år få premiere, oplyser sekretariatsleder Erik Mogensen i Sport Event Fyn til "sydforfyn.dk". Den vil dog i første omgang få start i Nyborg, men det er tanken at sejladsens begyndelse og afslutning skal flyttes til Øhavet. I år bliver sejladsen en test, hvor en række udvalgte både deltager.
På sidste bestyrelsesmøde i "Naturturismeprojektet" blev bestyrelsen orienteret om planerne.
På en konference arrangeret af Maritimt Center i Svendborg sidste år blev en af konklusionerne at også Det sydfynske Øhav burde have en "Øhavets dag" på samme måde som der mange steder arrangeres "Fjordens dag", med stor succes.


19. januar: 43.381 fugle talt - mindst!
Foreløbige og endnu ikke fuldstændige tal afslører interessant, ny viden om fuglene i Det Sydfynske Øhav. Det viser resultaterne af det første forsøg på "folkelig naturovervågning" i Øhavet. Læs mere nedenfor.  
De ornitologer der vovede sig ud i Øhavet i den netop overståede weekend talte ikke færre end 43.381 fugle - og det endda kun af de arter, som er baggrunden for at store dele af Øhavet er udpeget som et internationalt fuglebeskyttelsesområde. Der mangler endnu indrapporteringer med de foreløbige bestande af en række vintergæster ser således ud:

Knopsvane - januar: 1803 (minus Langeland - alle tal ikke indkommet)
Sangsvane - januar: 3220
Troldand - januar: 9418
Bjergand - januar: 30 (Bøjden Nor 1000)
Ederfugl - januar: ca 20.000
Havlit - januar: 278
Fløjlsand - januar: 10
Hvinand - januar:1807
Toppet skallesluger - januar: 1517
Blishøne - januar: 6298

Ikke mindst de mange arktiske svaner - den gulnæbbede sangsvane - er bemærkelsesværdig. I perioden 1983 - 1994 var der maksimalt 300 af denne svane i Øhavet. Nu er der set ti gange så mange!
Omvendt kan de "kun" 20.000 edderfugle bekymre. Øhavet burde være stuvende fyldt med denne store dykand netop nu. Efter jul trækker en del af Østersøbestanden nemlig fra Vadehavet tværs over Sønderjylland til Det sydfynske Øhav, hvor de æder sig fede inden de i april i store flokke flyver til deres ynglepladser ved Østersøens bredder.
Tidligere er talt op til 45.000 edderfugle om vinteren. Nedgangen kan skyldes at væsentlige opholdsområder ikke er talt i denne omgang, men kan også bekræfte en tendens der ses andre steder i vores farvande: der bliver længere og længere mellem edderfuglene og mange jægere konstaterer at de nedalgte fugle er radmagre. Hvorfor edderfuglen tilsyneladende går tilbage i disse år er lidt af et mysterium, som også Danmarks Miljøundersøgelser undrer sig over.


16. januar: Denne weekend skal så mange fugle som muligt registreres i Det Sydfynske Øhav
Lørdag og søndag tager ornitologerne termodragter på og forsøger - med kikkerter og teleskoper - at få så mange fugle som muligt i synsfeltet.
Det er lokale fuglefolk der tæller op på samme tid - så når fuglene ikke at flytte sig imens.
Optællingen er en del af at et projekt som Dansk Ornitologisk Forening netop har lanceret. Frem til 2008 vil lokale ornitologer holde øje med såvel ynglefugle som træk- og vintergæster i havet - og 199 andre steder i Danmark.
Projektet - der såkaldte caretakerprojekt - sætter fokus på  de internationalt vigtige fuglebeskyttelsesområder i Europa - og der er Det Sydfynske Øhav ét af dem. Derfor skal der i den kommende weekend især registreres svaner, gæs og ænder. Overalt i og ved Øhavet er den højarktiske svaneart, sangsvanen, almindelig nu. Nogle holder til  i vandet mens andre går op på bondens marker og æder. Sangsvanen har gult næb og en dyb, trompeterende lyd, når den flyver. Den har heller ikke det vingebrus som "vores egen" svaneart, knopsvanen, har. Også gæs og en række svømme- og dykænder skal registreres.
Desværre er vejrudsigten ikke lovende for sejlads i Øhavet, så tællingen bliver ikke så komplet som ornitologerne havde håbet på. Men heldigvis har Danmarks Miljøundersøgelser bebudet at de i denne eller næste måned tager på vingerne og optæller hele Øhavets fuglebestand fra fly. Hvornår det måtte blive, afgøres af vejret.


6.  januar 2004: Der er faldet ro over arbejdet med den sydfynske vandresti. Den første del af stien ser dagens lys i løbet af efteråret.
Der er faldet ro over arbejdet med den lange trampesti der skal være det store trækplaster om halvandet år. Status for kronjuvelen i turistudviklingsprojektet "Naturturisme i Det Sydfynske Øhav" er således, at Faaborg Kommune kun mangler at kontakte tre lodsejere og regner med en hurtig løsning. I Egebjerg mangler kommunen at forhandle med nogle lodsejere ved kysten mellem Fjællebroen og Syltemade Ådal, da stien skal løbe bag nogle diger. I Svendborg har tre offentlige møder løst så godt som alle problemer. Der er kun få udeståender. I Gudme Kommune har der været frygt for at naturstien bliver kondisti for idrætsskolerne, men kommunen vil i denne måned finde en løsning. Tranekær kommune samarbejder med Rudkøbing om en ny stiføring der går på tværs af Langeland netop ved kommunegrænsen. Det har forlænget processen, da der skal tages kontakt med nye lodsejere. Også i Marstal ser det ganske lyst ud. Der er nogle problemer inde i Marstal by, men man er optimister.
Allerede den 15. januar vil bestyrelsen få et næsten samlet forløb af den lange sti tilsendt. Undtaget er dog Tranekær og Rudkøbing kommuner, da de som sagt har ændret placeringen. Forløbet kan dog ændres og forhandles også i forbindelse med de senere å-steds-forretninger.
I marts vedtages forslaget. I løbet af foråret går landinspektører så i felten og fastlægger stien med centimeters nøjagtighed i dialog med ejerne - og den første længere sti anlægges i den sene sommer eller efterår. Om godt et år vil flagene veje og borgmestre sige pæne ord til et glas hvidvin når den første lange del af stien ofiicielt indvis.
Dermed får Sydfyn dét som andre egne har haft i mange år: En dejlig lang vandresti med overnatningsmuligheder. Det lugter da lidt af nordskandinavisk fjeldvandring!!
Eneste undtagelse er lodsejerne i Sydlangeland Kommune: De siger bare nej til det hele!


tilbage til startside