Wilhjelmudvalget har også gjort sig tanker om hvordan de nationale naturområder – altså også "Øhavets Nationalpark" – skal blive til. Processen.

I kapitlet "Bedre samspil mellem lokale og nationale interesser i naturen" i hovedrapporten hedder det:

Natur af høj kvalitet er et velfærdsgode som alle dele af befolkningen skal have glæde af. Sikring og etablering af kvalitetsnatur kræver både at der tages initiativer på nationalt niveau, og at der tages initiativer og etableres en fælles forståelse på det regionale og det lokale plan.

En styrket indsats på naturområdet forudsætter alle aktørers aktive medspil - såvel de nationale, regionale og lokale myndigheder som den enkelte lodsejer, virksomhed og borger. Særligt det lokale engagement i natursagen er afgørende for at projekter kan gennemføres, og at flere resultater kan opnås i kraft af flere parters aktive deltagelse. En fremtidig strategi for naturbeskyttelse og –forvaltning bør således søge at fremme det lokale engagement på naturområdet bl.a. gennem understøttelse af lokale initiativer og ved at skabe incitamenter for såvel de lokale myndigheder som den enkelte borger og lodsejer til en øget indsats på området.

En vigtig forudsætning for lokalsamfundets brede engagement i naturbeskyttelsen er at der skal være god overensstemmelse mellem interessen for beskyttelsen af naturen på den ene side og interessen for at benytte naturen på den anden side. Initiativer skal være til gensidig gavn, og skabe bredt lokalt engagement og udvikling. Tilsvarende er det en vigtig forudsætning for at lokale synspunkter kan slå igennem på nationalt niveau at nationale interesser og internationale forpligtelser respekteres lokalt. Der er således behov for at arbejde med hvordan de yderste lokale led kan inddrages og i højere grad delagtiggøres i arbejdet med naturbeskyttelse, herunder udvikle modeller for bedre dialog mellem det lokale og det nationale niveau.

Det er udvalgets opfattelse at dialogen mellem lodsejere og de andre lokale beboere og de lokale, regionale og centrale myndigheder skal udvikles og praktiseres i den daglige naturforvaltning og så tæt ved de lokale beboere, som muligt. Det er ligeledes udvalgets opfattelse at et aktivt lokalt engagement og en bred forståelse for naturen er en afgørende forudsætning for at de natur- og -miljøpolitiske målsætninger kan nås.

Udvalget anbefaler derfor at der udvikles en strategi for hvordan lokalområderne i højere grad kan inddrages og engageres i naturbeskyttelsesarbejdet. I dette arbejde kan der trækkes på de erfaringer der allerede er opnået med hensyn til forskellige former for borgerinddragelse som fx folkehøringer, køkkenbordssamtaler, brugerråd, mv. Ligeledes bør der trækkes på de mange erfaringer der landet over er gjort i det lokale Agenda 21 arbejde, gennemførelsen af LEADER+ og ved demonstrationsprojekter under MVJ-ordningen.

Udvalget har i øvrigt taget det udgangspunkt at der i dag er en almindelig forståelse for at det er vigtigt at beskytte naturen. Der er imidlertid ingen tvivl om at man ikke kommer langt alene med restriktioner hvis man ikke i væsentligt omfang kan vinde forståelse for dem, og det er her udviklingen af dialog er så vigtig. Ligeledes er der ingen tvivl om at man kommer længst med naturbeskyttelsen hvis så mange aktører som muligt er engagerede. Dette engagement styrkes gennem dialog og understøttelse af lokale initiativer.

Etableringen af de nationale naturområder vil være en type initiativ som det måske kan være vanskeligt at få en frugtbart lokal dialog om. Det skyldes at beslutningen om etablering af de nationale naturområder vil være en statslig beslutning baseret på de internatiolnale og nationale naturbeskyttelsesinteresser. For at opnå, at dialogen foregår på et realistisk grundlag bør etableringen af de nationale naturområder fra starten begrundes med at disse områder opfylder et nationalt naturbeskyttelsesbehov på samme måde som fx motorveje mellem landsdelene opfylder et nationalt transportbehov. Dette gør det imidlertid ikke mindre vigtigt at inddrage lokalbefolkningen, og det er ikke gjort med en pjece eller et offentligt møde. Der skal være udarbejdet et fyldestgørende debatgrundlag som redegør for hvad man forestiller sig skal ske i det pågældende område, herunder hvad der er reelle muligheder for at ændre. Blandt diskussionsemnerne kan fx være tidshorisonten for etableringen, hovedprincippet om frivillighed og den hermed forbundne gradvise udvidelse fra kerneområdet, afgrænsningen af området, mulighederne for friluftsliv og turisme og naturbeskyttelsens nærmere indhold.

Det må fra starten lægges åbent frem, at etableringen af området vil indebære restriktioner for især landbruget, men også for mulighederne for opførelse af nye beboelseshuse eller etablering af erhvervsvirksomheder, ligesom der kan blive gener fra et øget publikumsbesøg. På den anden side må der også informeres fx om erfaringer fra udenlandske nationalparker med styrket økonomisk aktivitet på grund af friluftsliv og turisme og kanalisering af tilskud til området. Området kan endvidere blive mere attraktivt for de nuværende beboere og for tilflyttere som ønsker at bo på landet og fx drive deltidslandbrug med kreatur- og fårehold mv. Debatten skal bygge på et seriøst grundlag og foregå over en så lang periode at der bliver reel mulighed for at opnå et ordentligt kendskab til de forskellige konsekvenser og til at diskutere dem grundigt.

Uanset hvor kompetencen til at træffe de forskellige beslutninger er placeret rent juridisk, er der en voksende erkendelse af at det er vigtigt ikke blot at inddrage de berørte kommuner i drøftelserne og i dialogen, men også at understøtte de lokale initiativer. Kommunerne er tæt på borgerne, og borgerne betragter ofte kommunen som den myndighed de henvender sig til når der er problemer eller når den offentlige debat om et initiativ starter. Samtidig er kommunerne som miljømyndighed for landbruget og for hovedparten af virksomhederne, en naturlig indgang til en dialog om natur- og miljøpolitiske spørgsmål, og kommunerne har her igennem betydning ved at påvirke virksomhedernes/landbrugets miljøadfærd.

Kommunerne er endvidere i de senere år på en række områder blevet inddraget i udviklingsarbejde, miljøkampagner og andre initaitiver som har betydet at det kommunale virkeområde er betydeligt bredere end det tidligere var. Der kan fx nævnes arbejdet med Agenda 21, kvartersløft, genbrug, bygningsbevaring, skovrejsning, naturvejledere, naturskoler og naturgenopretning.

Men kommunerne administrerer også en række grønne aktivitetsområder fx parker, skove, vandløb, grønne anlæg og vejrabatter, ligesom kommunernes kommuneplanlægning og lokalplanlægning er af største betydning for naturbeskyttelsen i bred forstand ikke mindst i forbindelse med planlægningen af byudviklingen og de bynære rekreative områder.

En stærkere inddragelse af kommunerne i drøftelserne af en række af de emner som er behandlet i denne rapport, vil være med til at brede forståelsen for disse problemstillinger mere ud, og det vil også kunne bidrage til løsninger som bedre vil kunne få opbakning i lokalbefolkningen.