Denne artikel har været bragt i Fyns amts Avis, 5. september 2001.

Måske bliver Øhavet syd for Fyn Danmarks første nationalpark. Dermed skabes mulighed for mere natur og flere turister – og ikke mindst lokal vækst og udvikling, mener artiklens forfatter, præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Poul Henrik Harritz, Svendborg. Han tager læserne med på tur i parken. Året er 2008.

Næppe have vi forladt formidlingscenteret før guiden pegede på en elegant, lille, hvid fugl oppe i det blå: En havterne…den flyver helt til Sydpolen for at overvintre. Der gik et sus gennem folk.

Nogle af os gæster er kommet for et par timer siden. En gruppe har gået ad den markerede vandresti gennem Vornæs Skov. Staten købte skoven i 2002 og siden er der lavet et net af vandremuligheder, ikke mindst til de mere end 50 kulturminder der findes i skoven. Dem kunne man ikke se for år tilbage. Et andet sted er det muligt at gå helt oppe i trækronerne og lære fuglenes stemmer at kende – stien går flere steder ned til Øhavets klukkende bølger.

Ved Vornæs ligger det ene af nationalparkens informationscentre. Den smukke træbygning er tegnet og bygget af lokale folk. Rengøring, informationsbod, booking og servering har givet fire nye job.

Snart er vi på vej ud igennem sejlrenden. Den er blevet uddybet, ligesom havnen har fået et lift, men uden at blive større eller miste sin charme. Folkene på bænken foran fortæller, at de har læst om nationalparken i en jysk avis. Derfor holder de nu ferie i Øhavet. De vil stå af ved anløb på Skarø, og drage videre dagen efter. De har allerede bestilt plads på skonnerten fredag fra Marstal til Fåborg.

Naturvejlederen beder skipper standse motoren og vi driver lidt. Det er næsten havblik og dérude – mod Hjælmshoved – brydes vandet. Det er et marsvin, Danmarks eneste hval. Alle 25 ombord er stille – så vi hører den trække vejret hver gang den vender i overfladen.

Ved anløbet på Skarø står frokosten klar i forsamlingshuset. Det er lokal mad, lavet af en tilflytterfamilie: Fjordrejer, fiskefiletter, kartofler fra øen og vandet omkring. Bagefter går vi en tur i det lille, nye museum for Achton Friis, der fotograferede mennesker og natur på alle øerne i 1921. Det er prægtige billeder, der fortæller om en svunden tid.

Det er pærelet at komme rundt i parken. Samme afgangstid hver dag. Altid klokken 13.30 fra Skarø – videre til en anden af de fem øer båden betjener fra maj til oktober. Fra Dyreborg ved Fåborg sejler et søsterskib. De er begge bygget på et ærøsk værft. Udgangspunktet for vores båd er Vornæs Havn på Tåsinge. Herfra gik postbåden til Hjortø. Og dengang der var isvintre i Danmark gik flere af vejene over isen til Vornæs, hørte jeg i nationalparkens informationsudstilling, hvor en beboer fra Birkholm fortalte om vinterens øliv på video.

Den traditionelle færgesejlads – såvel til de mindre øer som Ærø - har i øvrigt fået forbedret økonomien efter at nationalparken er blevet etableret. Den får mange til at besøge Øhavet. Og parkens både konkurrerer ikke, da de sejler på tværs af de andre ruter.

Der er altid en guide ombord på park-skibene. Vores hedder Susanne, er biolog og taler såvel dansk, tysk og engelsk. Men hun er nu bedst – på fynsk!

Hun fortæller ligeså meget om kulturen som om naturen. Og for hende er Øhavet ikke kun fortid. Hun er god til at formidle nutiden, ikke mindst det opsving, der er fuldt i kølvandet på nationalparken. Vi synes næsten vi ved alt om Drejø inden vi stævner ind mod havnen. Her skal vi overnatte i et økologisk "bed & breakfast", der fik støtte fra EU til at indrette sig i nogle af de overflødige landbrugsbygninger.

Aftenturen går til kirken, hvor præsten fortæller os, hvorfor der er et timeglas på prædikestolen, og hvorfor der ligger en "kvaseskipper" begravet på kirkegården.

Og inden vi går til køjs besøger vi den lille udstilling som kunsterne på øen har åbnet. Det kostede mig 500 kroner for jeg måtte købe en smuk akvarel af landsbyen!

Dagen efter sejler vi ud – og fisker lidt. Der er kommet andre folk ombord. En familie kom med færgen i morges. De har også været på Ærø og fulgt det spændende naturgenopretningsprojekt i Gråsten Nor. Mens jeg hører om de mange blomster, fugle og de landmænd der frivilligt var med i projektet og fik bedre marker ud af at bytte med arealerne i noret som amtet gerne ville ha…mærker jeg, der er bid! En lille torsk…

"Egholmskokken", som vores skib hedder, lægger kurs mod den dybe smeltevandsdal fra istiden, Mørkedybet. Vi sejler tæt forbi Store Egholm. Dérinde – og på naboholmene - levede egholmskokkene, et lokalt navn for brushønen. Guiden fortæller om dengang øen var beboet. En smakkejolle kommer sejlende. Far, mor og to børn har lejet den hos Strynøs Smakkecenter. Den skal nok ind i Birkholm havn.

På venstre hånd ligger en anden ø, Bredholm. Køer og får gnasker løs derinde. Før nationalparken var mange øer ved at gro til i græs og urter. Men amtet har øget støtten til afgræsning og købt en båd der kan sejle dyrene til og fra. Det sikrer kortere græs og dermed flere fugle. Sidste år slog egholmskokkene sig også ned på Bredholm, fortæller guiden os. Om foråret registrerer hun fuglelivet i nationalparken, og det er blevet rigere i takt med afgræsning og renere vand – også selv om her er flere besøgende end før.

Vi møder også en gruppe kajakroere. De padler tæt forbi, for der er ingen adgang i farvandet nordøst for Bredholm. Det er et forsøg på at skabe en bestand af ynglende, spættede sæler, der betyder, at der skal være uforstyrret dele af året.

Men kajakroerne stævner mod den lille Græsholm. Fuglenes ynglesæson er slut her i august, så nu må de padle ind dér og spise frokosten inden de stævner til det nye kajakcenter på Avernakø og indlogerer sig.

Strømmen går rask gennem Mørkedybet. Det giver flere fisk – og trækker også marsvinene til. "Det Sydfynske Øhav har en meget større tæthed af marsvin end Østersøen mod syd og øst og er derfor vigtig for at kunne genskabe den truede bestand i Østersøen" skrev "Wilhjelmudvalget" tilbage i 2001. Det står i bogen "Øhavet – mennesker og natur" som jeg læste før vi valgte vores feriemål.

Nu er vi nær Strynø.

På et opslag ved havnen kan jeg læse sensommerprogrammet i Nationalparken. Det løber langt hen i oktober – her på øen med kirkekoncerter og fælles indfangning af får fra Strynø Kalv! Det er faktisk lykkedes at strække sæsonen, så den varer næsten et halvt år. Øerne får tilskud til meget andet end turistaktiviteter. Ungdomsklubber, fælles kontorhuse, lejeboliger og endog nye vejanlæg på Ærø og Langeland har set dagens lys som en del af nationalparken.

Efter en dejlig nat – hvor er her stille! – og en skøn sensommermorgen er ferien i Øhavet ved at være slut.

Det var en kvalitetsoplevelse! Vidende, engagerede mennesker overalt – og vel at mærke i harmoni med den natur der jo er det vi egentlig er kommet for at se. Men mødet med Øhavets beboere var etgodt møde. Som en beboer på Tåsinge sagde, da vi hentede bilen ved Vornæs: "Jeg var nervøs i starten. Troede jeg skulle rende rundt i folkedragt. Men nej. Der blev lyttet til os og mange af vores ideer er gennemført. Det gælder såvel Skov- og Naturstyrelsen og de firmaer der har stået for udstillingscenter, både og andre aktiviteter".

Jo…jeg vil fortælle naboen i Brovst om det her. Dyrt? Ja, for vi valgte jo den dyre løsning – men hellere det end bruge en halv dag på selv at finde ud af transport og skaffe oplysninger om stederne…

Tekst i ramme:

Slagsmålet om EU's Mål-2 penge er ved at være slut. Hver borgmester fik ECU hevet med hjem. Men hvad binder egentlig regionen og de ni kommuner sammen? Det sydfynske Øhav – og turismen. Derfor er det vigtigt at satse på Øhavet og den turisme der tager udgangspunkt i de lokale, autentiske værdier i området.

Nationalpark-planen giver denne mulighed – men den skaber også basis for en lokal vækst – til glæde for de mennesker der bor her hele året.

Der er lagt op til en nationalpark, hvor vigtige naturværdier skal beskyttes for at sikre områdets betydning for dansk natur. Men det skal ske på en måde der inddrager lokalbefolkningen og hvor lokale ideer vil være dem der danner basis for nye aktiviteter i området. Hvor museumschefen i Marstal, der jo lever af turister samtidigt sikrer den maritime tradition. Hvor golfspilleren kan nye udsigten fra Sydlangeland og hvor lokale ideer om havkajakturisme og udvikling af Svendborgs zoologiske museum bærer frugt – takket være økonomisk støtte og dermed vækst i Øhavet.

Der er altså langt fra tale om reservat hvor beboerne render rundt i folkedragter. Der er tale om en tiltrængt vækst i hele Øhavet.