|
Tilbage til forside
Kapitel 7: Større sammenhængende naturområder Vi har i Danmark gennem fredninger, regionplanlægningen, beskyttelse af naturtyper, naturgenopretning m.v. sikret bevarelsen af en række naturperler og vigtige naturområder og retableret en række tidligere naturområder. Denne indsats har været yderst værdifuld, og den bør videreføres. Men uanset dette er kvaliteten af vore naturarealer blevet stadig forringet. Det skyldes dels en formindskelse og fragmentering af naturarealerne gennem en lang årrække, dels en stigende tilgroning som følge af ophørt drift, vandstandssænkninger og tilførsel af luftbårent kvælstof. Der er derfor behov for en særlig indsats ved etablering af større sammenhængende naturområder, hvor de centrale dele udgør naturområder med høj bevaringsstatus, der bindes sammen med og udvides ved ekstensivering af udnyttelsen af de mellemliggende og omgivende arealer. Det er fra mange sider, f.eks. OECD, Naturrådet og Det Grønne Kontaktudvalg, blevet fremhævet, at etablering af et antal større sammenhængende naturområder vil være af stor betydning for at få vendt udviklingen og give naturen mulighed for at udvikle sig mere dynamisk og i et langt tidsperspektiv. Sådanne store naturområder, som er omfattet af en samlet plan, og hvor natur og landskab får første prioritet, er etableret i næsten alle andre europæiske lande. Disse områder benævnes oftest nationalparker. En række medlemmer af gruppen har anbefalet at benævne de større sammenhængende naturområder nationalparker. Naturrådet har i en arbejdsrapport 1 foreslået, at der udvikles et særligt dansk nationalparkkoncept. De af IUCN 2 fastsatte kriterier for nationalparkbegrebet er imidlertid typisk baseret på statseje, særlige statslige parkforvaltninger og forbud mod eller meget strenge restriktioner overfor landbrug, skovbrug, jagt og fiskeri. Det engelske system af nationalparker afviger dog meget fra dette koncept, og de opfylder da heller ikke de af IUCN opstillede kriterier. Danmark er et usædvanligt intensivt landbrugsland uden øde naturlandskaber, og med de danske traditioner for decentralisering, privateje og jordbrugsmæssig og rekreativ udnyttelse af vore naturarealer forekommer nationalparkkonceptet fremmed. Derfor foreslås det, at benævne områderne "nationale naturområder" for samtidig at markere, at det danske koncept for sådanne større naturområder er forskelligt og tilpasset danske forhold. Større sammenhængende naturområder rummer, alt andet lige, flere arter og større bestande af planter og dyr end flere mindre naturområder med samme samlede areal og naturtyper. De mindre områder er påvirket af uheldige randeffekter, og små isolerede bestande har endvidere svært ved at blive retableret, hvis de bliver udslettet, f.eks. på grund af stærk kulde eller tørke, forurening eller af andre årsager. Små isolerede bestande indebærer endvidere en større risiko for genetisk svækkelse. De større sammenhængende naturområder giver bedre muligheder for etablering og spredning af store græssende dyrearter som f.eks. kronhjort, og muligheder for at store pladskrævende arter som havørn, kongeørn, fiskeørn, sort stork m.fl. etablerer sig. Større sammenhængende naturområder øger naturens variation og robusthed, hvilket er vigtigt i en tid med store påvirkninger og forandringer, herunder klimatiske. Store økosystemer har bedre plads til dynamiske forandringer og dermed også mindre behov for pleje. For driftsafhængige naturtyper som heder, overdrev, ferske enge og strandenge vil der endvidere være stordriftsfordele ved at etablere større sammenhængende områder med disse naturtyper. På langt sigt vil det foreslåede bidrage til at holde de samlede udgifter ved naturbeskyttelsen nede, set i forhold til det der opnås. Etablering af større sammenhængende naturområder vil samtidig ofte være til fordel for de landskabelige og kulturhistoriske interesser, ligesom de vil frembyde meget fine rammer og naturoplevelser af høj kvalitet for friluftslivet. De vil også beskytte grundvandsressourcerne. Tilsvarende områder har i andre lande vist sig af stor betydning for friluftsliv og turisme og dermed for udviklingen i lokalsamfundet. Alt i alt vil etableringen af større sammenhængende naturområder gøre Danmark bedre i stand til at indfri sine internationale forpligtelser med hensyn til naturbeskyttelse.
Det væsentligste formål med at etablere større sammenhængende naturområder er at give et væsentligt løft til bevarelsen af biodiversiteten i Danmark. Særligt på økosystem-niveau er det vigtigt at få genskabt/etableret nogle større sammenhængende områder til supplering af de mange små områder, som vi typisk har bevaret i dag. Det er visionen, at man enkelte steder i Danmark skal kunne opleve store sammenhængende økosystemer (skov, sø/mose/eng, hede og klit, hav og fjord) med mulighed for mere uforstyrrede økologiske processer og alle de vilde plante- og dyrearter, der naturligt hører til her. Det skal være Danmarks gave til verdens biodiversitet at bevare typiske repræsentanter for den natur, som er karakteristisk for vort land, ligesom Tanzania sikrer bevarelsen af savannen, og Brasilien den tropiske regnskov. En række delmål er væsentlige at nævne:
Det er ikke tanken, at de større sammenhængende naturområder i deres helhed skal udlægges til fri succession, men at dele af dem skal indeholde enten eksisterende urørte områder eller have et potentiale for etablering af urørt natur. Nogle naturtyper som f.eks. overdrev og enge er helt afhængige af drift i form af afgræsning, og disse naturtyper skal kun undtagelsesvis udlægges som urørte. Der skal ske en afvejning af værdien af de lysåbne naturtyper med deres store betydning for biodiversiteten og landskabet overfor værdien af fri succession. Fri succession er mest hensigtsmæssig i forbindelse med klitlandskaber, sumpe og moser med høj vandstand, ådale, skove samt agerland, der er taget ud af drift. Derimod skal den frie dynamik fremmes mest muligt, f.eks. således at der kun i helt nødvendigt omfang sker sandflugtsdæmpning og kystbeskyttelse, og således at vandløbene kan mæandrere frit.
Områderne bør udpeges efter følgende kriterier:
Som udgangspunkt bør der vælges et eller flere områder indenfor følgende typiske danske natur- og landskabstyper:
Det vil være væsentligt at lade områder med høj bevaringsstatus, som f.eks. Hanstedreservatet, indgå i et større sammenhængende naturområde, da sådanne områder i forvejen har en høj kvalitet eller meget nemt kan få den. Sådanne områder med høj bevaringsstatus vil være væsentlige som kerneområder i større sammenhængende naturområder. Statsejede skov- og naturarealer kan ofte med fordel indgå som kerneområder, fordi det forenkler udpegnings- og etableringsprocessen, og fordi det letter mulighederne for at fremme fri dynamik og udlægning af områder til fri succession. Allerede udpegede internationale naturområder vil indgå som en væsentlig andel af disse områder. For at de større sammenhængende naturområder skal give et væsentligt løft til bevarelse af biodiversiteten nationalt og kunne omfatte eksempler på de væsentligste danske naturtyper, bør der over en længere årrække udlægges 8-10 områder. Det skal tilstræbes, at der samtidig kan opnås kvalitetsforbedring på andre områder end biodiversiteten, f.eks. landskabet, de kulturhistoriske værdier og beskyttelse og dannelse af grundvand og drikkevand. Større sammenhængende naturområder vil kunne byde på natur- og friluftsoplevelser, som kun findes ganske få steder i Danmark, f.eks. at kunne vandre i længere tid i et naturområde og opleve dyre- og plantelivet og naturens dynamik. Der bør gennemføres formidling, og der bør om muligt udlægges vandre- og cykelstier med primitive overnatningsmuligheder m.m.
Etableringen af større sammenhængende naturområder skal ske ved en styret og koncentreret indsats for at få områdernes værdi som levested for plante- og dyrelivet varigt forbedret. Områderne skal endvidere sikres effektivt mod byudvikling, vejanlæg m.v., eksempelvis gennem planlægning og fredninger. Formålet kan kun nås, hvis der på statsligt, regionalt og lokalt niveau er tilslutning til at oprette og prioritere disse områder både med hensyn til gennemførelse af naturgenopretning, rejsning af fredningssager, anvendelse af tilskudsmidler osv. Dette bør dog ikke betyde, at der ikke er ressourcer til at løse vigtige opgaver på naturbeskyttelsesområdet andre steder i landet. Den første afgrænsning og beskrivelse af områderne bør ske som led i regionplanlægningen og på grundlag af den statslige udmelding til regionplanrevision 2005. Den administrative struktur for områderne må overvejes nærmere, og der skal for hvert område udarbejdes særskilt plan for områdets beskyttelse, forvaltning og udvikling. Der bør for hvert område nedsættes et rådgivende og koordinerende udvalg. Det anses for væsentligt, at betydelige dele af de i dag privatejede områder - så vidt muligt - forbliver i privat eje, således at forbedringen af områdernes naturindhold og naturkvalitet tilvejebringes gennem anvendelse af forskellige tilskudsordninger, naturgenopretning og fredninger. Omvendt må det anses for mest hensigtsmæssigt og realistisk, at kerneområderne gradvis overgår til statsligt ejerskab. Det bør således tilstræbes, at etableringen af områderne så vidt muligt sker ved frivillige aftaler og erhvervelser, gerne i forbindelse med jordfordeling/mageskifte. Det er i den forbindelse helt centralt, at ekstensiveringen af landbrugsdriften sker ved aftaler, der i videst muligt omfang løber over 20 år eller mere, og som indebærer omlægning af arealer fra omdrift til vedvarende græsning samt ophør med anvendelse af gødskning og pesticider. I kapitel 6 er mere detaljeret beskrevet eksempler på den mulige anvendelse af virkemidler i hvert af de foreslåede udpegede områder.
Såfremt ideen om at etablere større sammenhængende naturområder bliver anbefalet af udvalget, kunne det næste skridt være, at der som led i den statslige udmelding til regionplanrevision 2005 i første omgang direkte peges på en række områder som egnede til at blive udlagt i regionplanerne. Det foreslås, at der peges på følgende fem områder:
Begrundelse
Disse områder indeholder:
Følgende områder foreslås nævnt i den statslige udmelding til regionplan 2005 som potentielle områder, der skal undersøges nærmere:
Når udlægningen af områderne indgår i en regionplanprocedure sikres høring af offentligheden og lokalbefolkningens indflydelse på udlægningen af områderne gennem planlovens bestemmelser. Det er i øvrigt helt afgørende, at lokalbefolkningen inddrages aktivt i beslutningsprocessen, både med hensyn til spørgsmålet om områdernes udlægning og områdernes nærmere udstrækning og anvendelse. Etablering af sådanne områder indebærer både restriktioner og nye udviklingsmuligheder på grund af den intensiverede statslige og regionale indsats i områderne og områdernes forøgede værdi og betydning for turismen. Det vil være hensigtsmæssigt, hvis amterne får mulighed for at sammenkoble regionplanlægningens udpegning af større sammenhængende naturområder med en regionplanlægning for de områder, hvor der kan opnås tilskud efter landbrugets tilskudsordninger. I selve etableringsprocessen vil indgå forhandlinger med landbrugets lokale foreninger og med de enkelte lodsejere. Grundlaget vil formentlig være en løs planskitse, som vil kunne uddybes og detaljeres, efterhånden som debatten i lokalsamfundet og forhandlingerne med lodsejerne skrider frem. Det anbefales, at der til forberedelse af detailplanlægningen og indretningen af hvert område nedsættes et udvalg med repræsentanter for de berørte myndigheder og interesseorganisationer. Hvert område er udlagt ud fra det kriterium, at det skal rumme internationale/nationale naturværdier og samtidig potentiale for yderligere forøgelse af naturkvaliteten. Omvendt er der taget hensyn til, at indgreb i landbrugsdrift og landbrugets udviklingsmuligheder bliver mindst muligt. Det bør for hvert område, under hensyntagen til områdets karakter, vurderes nærmere hvilke landbrugs- og skovbrugsejendomme der bør indgå i området, hvorledes ejendommenes drift kan tilpasses formålet, og efter hvilken tidshorisont det kan ske. Hvert område skal afgrænses og planlægges under hensyntagen til det enkelte områdes geografiske karakter og biologiske værdier samtidig med, at der skal tages hensyn til lokalsamfundets og landbrugets udviklingsmuligheder. Det kan for visse af områderne være hensigtsmæssigt med opdeling i kerneområder og randområder, hvor udviklingen for randområderne får en lang tidshorisont og mere frihed for arealanvendelsen. Der bør, på grund af områdets karakter og hensynet til de små øsamfund, ikke stilles samme mål for gradvis ekstensivering af landbrugsdriften indenfor Det Sydfynske Øhav, som i de øvrige områder. Her vil der i højere grad være tale om udvalgte naturgenopretnings- og ekstensiveringsprojekter. Større udlæg af urørt skov/græsningsskov og lignende vil blive koncentreret i de statsejede skove og plantager, mens de privatejede skoves drift vil være baseret på frivillige skovlovsaftaler og lignende. Planlægning af sammenhængende stiforløb kan dog blive aktuelt. Der er ikke i konceptet taget stilling til jagt i de udlagte områder. Jagtbegrænsninger forventes kun at komme på tale, hvis jagt er i strid med formålet med udpegningen.
Hele processen med planlægning, forhandlinger, indgåelse af aftaler med lodsejere, jordfordeling/mageskifte, opkøb, eventuelt gennemførelse af fredningssag, retablering af naturlig hydrologi og anden naturgenopretning, vil typisk vare en længere årrække for hvert område.
Hede- og klitlandskaber i Thy Området er afgrænset efter Natura 2000-arealerne, de statsejede arealer, skovarealer og skovrejsningsområder. Hele det skitsemæssigt afgrænsede område er i alt ca. 24.000 ha, heraf udgør det ikke-dyrkede areal ca. 22.300 ha og det dyrkede areal ca. 1.750 ha. Byområder er ikke inddraget. I alt ca. 20.000 ha med klitter, klithede, klitplantage og søer. Ca. 12.600 ha af disse er §3-naturtyper. Mellem Agger Tange og Hanstholm ligger der en række store hedeområder samt Hvidbjerg Å, der alle er udpegede som internationale naturbeskyttelsesområder under Natura 2000. Hedeområderne udgør kerneområderne for den danske tranebestand, og Hvidbjerg Å er et af kerneområderne for den danske odderbestand. En krondyrbestand har siden slutningen af 1970’erne etableret sig i området. Der er mulighed for at genskabe større sammenhæng mellem hedeområderne ved at afdrive dele af bjergfyrbevoksningerne og ved at ekstensivere udnyttelsen af de få og små arealer, der ikke er natur eller skov, idet det dog skal bemærkes at de små marker har betydning for såvel kronvildt som traner i perioder. Herved kan hedeområder genskabes og klitter frilægges. Endvidere er der mulighed for overgang til naturnær skovdrift af skovarealerne, hvor der som langsigtet mål stiles mod etablering af strukturelt og artsmæssige blandskove baseret på selvforyngelse med hovedvægt på hjemmehørende træarter som skovfyr, eg, birk og med indblanding af andre nåletræarter. Der findes ikke genetisk naturskov og potentialet for snarligt udlæg af større områder til urørt skov er derfor lavt – men på længere sigt kan der ved målrettet indsats skabes betydelige muligheder herfor. Ved førstkommende driftsplanlægning for Thy statsskovdistrikt bør udarbejdes langsigtede landskabsplaner, som illustrerer mulighederne. Lokalbefolkningen vil gennem distriktets brugerråd og ved driftsplanernes offentlighedsfase blive nøje inddraget i den langsigtede planlægning. Der er gode oplevelsesmuligheder for publikum, bl.a. via Vestkyststien. Dog vil det blive endnu barskere end i dag, når dele af bjergfyrplantagerne ved kysten ryddes. Da området er meget stort, må en indsats formentlig mest hensigtsmæssigt blive koncentreret i delområder, f.eks. som led i udførelse af en samlet realiseringsplan, i forskellige perioder over det samlede lange tidsrum, som en sådan indsats vil kræve. Således vil det være naturligt til en begyndelse at tage udgangspunkt i den nordlige del af området omkring Hanstedreservatet. I Regionplanforslag 2000 for Viborg Amt er hele området udpeget som "særligt beskyttelsesområde", både klit- og hedeområderne og de mellemliggende klitplantager m.v., og området dækker tre større "områder med særlige drikkevandsinteresser". Øst for klit- og hedeområderne er der flere steder udpeget skovrejsningsområder i forbindelse med de eksisterende klitplantager. Meget store dele af området er statsejet, i alt ca. 17.000 ha, der stort set er sammenhængende arealer i dag. Idéen med udpegning af dette område som et større sammenhængende naturområde er derfor at øge kvaliteten for biodiversiteten inden for det eksisterende område og skabe større sammenhæng mellem de arealer, der har eller får størst betydning for plante- og dyrelivet. Eksempler på mulige virkemidler til realisering af et større, sammenhængende naturområde: Vådområder
Skovområder
Landbrugsområder og landskab i almindelighed
Mols Bjerge, Stubbe Sø og Helgenæs Det foreslåede område omfatter et helt landskab, nemlig det geologisk spændende centrale Mols Bjergelandskab med dets forland og forbindelse ned til Ebeltoft Vig samt halvøen Helgenæs, de omgivende havområder samt landskabet over mod og omkring Stubbe Sø. Helgenæs og Mols Bjerge udgør randmoræne formationer med stor glacial-morfologisk fortælleværdi. Landskaberne er formet af isens sidste fremstød sydfra. Istunger dannede de omgivende vige og skubbede Mols Bjerge og Helgenæs op imellem sig. Det skitsemæssigt afgrænsede område omfatter ca. 10.000 ha fordelt på ca. 9.000 ha landareal og ca. 850 ha vandareal. §3-naturtyper udgør ca. 3.000 ha, og landbrugsarealet ca. 1.800 ha. Mols Bjerge er et stort set sammenhængende naturområde med overdrev, heder og plantager, hvor kun den sydligste del er præget af større sommerhusområder. Der er tale om et enestående terræn med for danske forhold ekstremt kuperede partier og højdepunkter med storslåede udsigter. Jordbunden består overvejende af grus og sand, men der forekommer også kridt, flint og plastisk ler. De vekslende terrænformer og den alsidige jordbundssammensætning har i forening bevirket, at der optræder mange forskellige naturtyper, og op imod 500 blomsterplanter er registreret i Mols Bjerge. Helgenæs er et åbent landbrugslandskab med spredte små landsbyer, flere sommerhusområder og spredte småskove overvejende af plantagekarakter. Østkystens skrænt- og overdrevsarealer er foreslået som internationalt naturbeskyttelsesområde i sammenhæng med det allerede udpegede omkring Sletterhage på sydspidsen. Der findes en værdifuld skræntflora på østkysten og på skrænterne øst for Sletterhage Fyr som rummer mange af de arter, der er knyttet til det tørre Storebæltsområde. Ligeledes er insektfaunaen på kystskrænterne værdifuld med en række sjældne arter. Ved Stavsøre på nordvestkysten af Helgenæs findes et krumoddesystem med strandoverdrev og laguner med levesteder for en række rødlistede arter af planter og padder. På strandengsbiotoper i Begtrup Vig findes betydningsfulde rastelokaliteter for vadefugle og andefugle. Det foreslås at udvide det sammenhængende naturområde Mols/Helgenæs med skovområderne nord for Femmøller, afgrænset mod nord af hovedvej 15 og omfattende Skramsø Plantage, Skærsø Plantage og Stubbe Sø.Store dele af skovområdet rummer dødisformationer og flader mod nord ud i Tirstrup Hedeslette. Området udgøres af et stort sammenhængende skovområde med spredte hedeområder og søer og vandløb af meget stor naturværdi. Der er en voksende bestand af krondyr. Stubbe Sø er udpeget som EF-habitatområde og rummer sammen med vandløbene og bl.a. den meget renvandede Ulstrup Langsø en god bestand af odder. Mols Bjerge besøges hvert år af en stort antal gæster, der bl.a. kan besøge to permanente udstillinger ved Strandkær og Karpenhøj. En udstilling findes også ved Sletterhage Fyr på sydspidsen af Helgenæs. Molslaboratoriet, beliggende centralt i Mols Bjerge, er udgangspunkt for en række forskningsaktiviteter med hovedvægt på terrestrisk økologi og naturpleje. Laboratoriet har med baggrund i et samarbejde mellem stat, amt og kommune for nylig fået tilknyttet en naturvejlederfunktion. Selve Mols Bjerge er foreslået som internationalt naturbeskyttelsesområde under Natura 2000 i en kommende revision. Staten ejer pt. ca. 800 ha af Mols Bjerge. En plan for inddragelse af de omkringliggende arealer bør strække sig over en lang tidshorisont. Staten ejer også hele EF-habitatområdet på sydspidsen af Helgenæs samt området ved Vænge Sø, hvor et projekt med genskabelse af søen er ved at være gennemført. Århus Amt ejer mindre arealer bl.a. 20 ha ved Fuglsø med potentiale for både naturgenopretning og rekreation. Mols Bjerge er i regionplanforslag 2001 for Århus Amt udpeget som naturområde og muligt naturområde, ligesom der er udpeget en spredningskorridor for vilde dyr der forbinder Mols Bjerge og den centrale del af Helgenæs. Området er desuden udpeget som værende af "særlig landskabelig og geologisk interesse". Mols Bjerge er udpeget som område, hvor skovrejsning er uønsket. Der er endvidere i regionplanforslaget udpeget flere bevaringsværdige kulturmiljøer med stort formidlingsmæssigt potentiale bl.a. skanser, højryggede agre, grupper af gravhøje. I forslag til naturkvalitetsplan 2001 for Århus Amt er størstedelen af naturarealerne givet højeste målsætning A, og arealer der ønskes ud af omdrift er givet 1. prioritet. Helgenæs er i Regionplanforslag 2001 for Århus Amt delvis udpeget som naturområde og muligt naturområde. Hele Helgenæs er udpeget som "særligt landskabeligt og geologisk interesseområde" og store dele er udpeget som område, hvor skovrejsning er uønsket. I forslag til naturkvalitetsplan 2001 for Århus Amt er de kystnære naturarealer mod syd og øst samt ved draget givet højeste målsætning A, mens de centrale er målsat B. Idéen med at udpege området som et større sammenhængende naturområde er at øge kvaliteten af biodiversiteten inden for det eksisterende område, og skabe rum for en afbalanceret udvikling af områdets rekreative potentiale. Hele området har gennem årtier været af national og regional betydning for friluftsliv og turisme. Eksempler på mulige virkemidler til realisering af et større, sammenhængende naturområde: Vådområder
Skovområder
Landbrugsområder og landskab i almindelighed.
Gribskov og Esrum Sø Området er afgrænset efter Natura 2000-arealerne og de statsejede arealer. Byområderne Nødebo og Gadevang afgrænses fra. I alt ca. 7.400 ha er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder under Natura 2000. Gribskov er med sine ca. 5.600 ha landets næststørste sammenhængende skov. Skoven er yngleplads for meget store bestande af skovfugle samt fugle, der holder til ved skovsøer og moser. Esrum Sø er Danmarks dybeste sø. Den er naturligt næringsrig, næsten uforurenet og har karakter af internationalt referenceområde. Det bør overvejes at tage landbrugsarealerne om Esrum sø med i området f.eks. i form af MVJ-aftaler. I Gribskov er udlagt 5 større sammenhængende arealer under naturskovsstrategien. De 5 arealer udgør tilsammen over 1.000 ha. Størstedelen af de udlagte arealer drives med plukhugst, ca. 375 ha er urørt skov, og ca. 45 ha er græsningsskov. Der er et stort potentiale for udlægning af flere arealer med urørt skov og græsningsskov. Målet er, at der udpeges ca. 800-1.000 ha til urørt skov og 500-1.000 ha til græsningsskov. Den resterende del af skoven omlægges gradvis til drift efter naturnære principper, og der genskabes en mere naturlig hydrologi, hvor dette er muligt, og i øvrigt ikke kommer i konflikt med de meget rige kulturhistoriske værdier. Tidligere afvandede søer og moser genskabes. En bestand af krondyr kunne genetableres ved spredning fra Tisvilde Hegn eller evt. ved udsætning herfra og fra Jægersborg Dyrehave. Græsningsskov kan evt. etableres med kvæg/heste. Hegning må i givet fald forventes at være en nødvendighed, bl.a. af hensyn til de veje, der skærer igennem området. Både søen og skoven er statsejet. Nedgradering af vejene gennem skoven kunne overvejes. Publikumspotentialet er meget stort med tog og veje direkte fra København. I Frederiksborg Amts regionplanforslag 2001 er området udpeget som "beskyttelsesområde for natur, kulturhistorie og landskaber". Området er beskrevet som et "kerneområde for dyre- og planteliv". Landskaberne rundt om næsten hele området er beskrevet som "meget værdifulde landskaber", og i retningslinjerne for skovrejsning er disse landskaber udpeget som områder, hvor skovrejsning er uønsket. Idéen med at udpege det til et større sammenhængende naturområde er at skabe væsentligt større arealer med høj kvalitet for biodiversiteten og at etablere bedre sammenhæng imellem dem. Spredningsmuligheder for områdets plante- og dyreliv findes tildels allerede i dag, og de forbedres ved, at der er udpeget en række skovrejsningsområder mellem Grib Skov og Tisvilde Hegn og mellem Grib Skov og Freerslev Hegn. Eksempler på mulige virkemidler til realisering af et større, sammenhængende naturområde: Vådområder
Skovområder
Det Sydfynske Øhav Området er skitsemæssigt afgrænset efter naturtyper og lavbundsarealer omkring øhavet. Det samlede areal er ca. 67.000 ha, heraf er ca. 12.000 ha landareal. Naturtyper omfattet af naturbeskyttelseslovens §3 udgør ca. 2.750 ha (23% af landarealet), skov ca. 580 ha (5%) og agerland ca. 8.000 ha (67%). Hovedparten af Det sydfynske Øhav er udpeget som Natura 2000-område, i alt ca. 45.000 ha, hvoraf ca. 33.000 ha er marint område. De lavvandede havområder med spredte øer, grunde og holme rummer mange arter bl.a. marsvin og et stort antal af ynglende, rastende og overvintrende vandfugle. Marsvinet findes vidt udbredt i området. Området har en meget større tæthed af marsvin end hele Østersøen syd og øst herfor og må betegnes som et vigtigt område i forbindelse med en reetablering af den truede bestand af marsvin i Østersøen. Mange rødlistearter findes på øerne, bl.a. den globalt truede klokkefrø. Øhavet rummer store biologiske og landskabelige værdier og store potentialer for naturgenopretning. Det samme gælder Sydlangeland og den østlige del af Ærø. I de få eksisterende skove findes store kulturhistoriske værdier. Da skovene har lang kontinuitet, har de betydeligt naturmæssigt potentiale. Skovdriften bør drejes i retning af at sikre disse værdier. I Fyns Amts Regionplanforslag 2001 er Natura 2000-områderne og økologiske forbindelser imellem/omkring dem udpeget som et samlet "Natura 2000 netværk". Endnu større partier af øhavet er udpeget som "særlig landskabelige/geologiske beskyttelsesområder" og som "større sammenhængende landskabsområde". Et stort samlet "konceptområde" for udvikling af natur og miljø og turisme omfatter de vigtigste dele af disse udpegninger. Regionplanlægningen giver ideelle rammer for etablering af et større sammenhængende naturområde med stort potentiale for at forbedre levevilkårene for det rige fugle- og planteliv og for de truede padder. Turisme og friluftliv kan udnyttes bedre i området. Et naturforvaltningskoncept fra 1991 beskriver en række forslag til, hvorledes der kan ske en fjernelse/formindskelse af de eksisterende trusler samt en forbedring af tilstanden, hvor der er dårlig status. Eksempler på mulige virkemidler til realisering af et større, sammenhængende naturområde: Vådområder
Skovområder
Landbrugsområder og landskab i almindelighed
Høje Møn Det skitsemæssigt afgrænsede område omfatter et geografisk og visuelt afgrænset område på ca. 4.400 ha. Landarealet er ca. 2.500 ha, vandarealet er ca. 1.800 ha (afstand fra kyst 1 km). En del af området, incl. Møns Klint, er statsejet, og den langt overvejende del af området er fredet – i alt 2.100 ha. Indenfor området findes ca. 350 ha §-3 naturtyper, ca. 850 ha skov og, ca. 1.500 ha dyrket areal. Området har to karakteristiske hovedlandskaber: Busemarke Sø og Mose og det vældige bakkeland Høje Møn, der brat afgrænses mod Østersøen af den 8 km lange og over 100 meter høje Møns Klint. Busemarke Sø og Mose og Råby Sø indgår i Borrelavningen, der i stenalderen var en havarm. Området er omfattet af EF-Habitatdirektivet og rummer adskillige prioriterede naturtyper – herunder flere ekstremrigkær. Området er til dels opdyrket og afvandet. Planer om genskabelse af områdets vådområder – herunder at lade vandet i Busemarke Mose naturligt søge ud igennem klitrækken til havet - er langt fremskredne (VMP II-projekt). Kridtundergrunden på Høje Møn blev ved sidste istid presset opad, og Høje Møn rummer en for Danmark unik samling af dyr og planter, der er omfattede EF´s fuglebeskyttelses- og EF´s Habitatdirektiv. Området rummer mange sjældne og rødlistede arter, som har den eneste eller en ud af ganske få danske forekomster bl.a. mange plantearter, svampe, insekter og fugle – herunder vandrefalken, der efter 30 års fravær fra Danmark igen yngler på klinten. Efterhånden sjældne arter som hugorm og markfirben har et af sine få kerneområder i Østdanmark på Høje Møn og langs med kysten i syd. De er dog sine steder trængt af intensiv landbrugsdrift. Hele Østmøn er i regionplanen udpeget som regionalt naturområde. Området vest og syd for Klinteskoven er udpeget som regionalt naturområde uden jordbrugsinteresse, særligt fredningsmæssigt beskyttelsesområde og minusområde for skovrejsning. Området er desuden omfattet af to store sammenhængende fredninger, der bl.a. skal sikre landskabelige værdier og offentlig adgang. Store dele udpeget som SFL-område. Nye områder kan overvejes inddraget. Muldlaget er meget tyndt og mange steder farver kalken markerne helt hvide. Her rummer området stort potentiale for naturmæssige kvalitetsforbedringer ved ekstensivering af driften. Syd for klinteskoven på en brakmark er f.eks. indvandret tre rødlistede arter bred- og randtæger. Hele Høje Møn er af største interesse for friluftslivet og turismen, og flere hundredetusinde mennesker besøger området hvert år. Der er fremskredne planer om at etablere et besøgscenter ved klinten. Der er et omfattende stinet for gående og cyklende, som dog kan forbedres. Eksempler på mulige virkemidler til realisering af større, sammenhængende naturområde:
Vådområder
Skovområder
Landbrugsområder og landskab i almindelighed
Lille Vildmose-området Lille Vildmose med Tofte skov, de bevarede dele af højmosen og Høstemark skov hører blandt Danmarks allerfineste naturområder med optimale muligheder for at store pladskrævende fuglearter som trane, kongeørn og sort stork kan etablere sig. Området er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde under Natura 2000. Tofte Skov og Høstemark Skov har store naturskovsarealer og store krondyrbestande. Der er vildsvin i Tofte Skov, der indgår i den ca. 3.500 ha store indhegning omkring den mest velbevarede del af Lille Vildmose. Lille Vildmose er Danmarks største velbevarede højmose og en af de største velbevarede højmoser i det nordeuropæiske lavlandsområde. På de store afgravede tørvearealer i den nordlige del af vildmosen er der gennemført naturgenopretningsprojekter, og der kan foretages yderligere naturgenopretning i dette område. Desuden ligger der et stort potentiale i at plante skove imellem Rold Skov og Lille Vildmoseområdet, således at spredningsmulighederne og sammenhængene styrkes og således at området med tiden kan udvides til også at omfatte Rold Skov. Rold Skov er Danmarks største skov med store naturskovsarealer og mange andre velbevarede skov- og naturtyper, bl.a. mange rene kilder, og med tilknytning til Lindenborg ådal og Madum sø. Der er en stor krondyrbestand i skoven. Frilufts- og turismepotentialet er stort med beliggenheden nær Aalborg og Rebild Bakker. I Regionplanforslag 2001 for Nordjyllands Amt er kerneområderne af de eksisterende naturområder udpeget som "regionale naturområder" og ca. halvdelen af de mellemliggende områder som "naturområder". Den anden halvdel af de mellemliggende områder er udpeget som "jordbrugsområder" med mindre dele som "regionale jordbrugsområder". Den afgravede nordlige del af Lille Vildmose er udpeget som "regionalt råstofområde", der skal overgå til at være "regionalt naturområde", når råstofferne er indvundet. Tofte Skov, Høstemark Skov og Lille Vildmose er beliggende i "område med begrænsede drikkevandsinteresser", mens den vestlige del af området ligger i "område med drikkevandsinteresser" og for en dels vedkommende i "område med særlige drikkevandsinteresser", herunder det meste af Rold Skov. Der er udpeget skovrejsningsområder nord for Høstemark Skov samt syd for Tofte Skov og mellem Arden, Terndrup og Hadsund. Et netværk af "økologiske forbindelser" kæder derudover områdets store naturområder sammen. Der er således gode planlægningsmæssige muligheder for at realisere et større sammenhængende naturområde her. Der verserer en fredningssag for Lille Vildmose, inkl. råstofområderne, Høstemark Skov og Tofte Skov.
Gudenåens og Skjern Å´s kilder Hovedparten af området er udpeget som Natura 2000-områder, og ca. 500 ha er i dag ejet af staten. Området kaldes "Det store Vandskel", og det passeres af Hærvejen. Her udspringer Danmarks to største åer: Gudenåen, der er den længste, og Skjern Å, der er den vandrigeste. Åerne løber i den samme tunneldal, men i hver sin retning. På de første strækninger af deres løb modtager åerne ikke meget forurenet dræn- og spildevand. De store kildeområder og de øvre løb huser derfor et rigt rentvandsplante- og dyreliv. I området findes landets største egekrat. I den centrale del af området har staten opkøbt og etableret et større område med meget store landskabelige og biologiske værdier. I overensstemmelse med en gennemført fredning afdrives nåletræsplantninger, egekrattene styrkes ved fjernelse af selvsåede nåletræer, enge og lyngheder afgræsses på ny af kreaturer, og dyrkede marker udlægges til græsning. Denne indsats bør styrkes ved gradvis udvidelse af naturarealerne og ekstensivering af landbrugsdriften på de omkringliggende arealer. Området omkring Gudenåens og Skern Å´s kilder rummer indenfor et forholdsvis lille areal meget store landskabelige, biologiske og kulturhistoriske interesser.
Store Åmose – Lille Åmose – Tissø Hele området er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde under Natura 2000 på grund af forekomster af diverse vandløbs- og søtyper med tilhørende plante- og dyreliv, herunder forekomst af odder og i Tissø store mængder af fugle. Genudsætning af bæver er en mulighed som led i områdets udvikling. Der er et stort naturgenopretningsprojekt under forberedelse i Store Åmose der både vil gavne naturværdien og de internationale kulturhistoriske værdier. I tilknytning til sø- og moseområderne ligger flere store skove. En lille bestand af genudsatte krondyr findes her, og bestanden burde gives flere muligheder for at sprede sig til gavn for de naturtyper, der har fordel af ekstensiv græsning. Det vil være en forudsætning, at der etableres adgangsmuligheder i Store Åmose for friluftslivet. Bromølle Kro er et skattet samlingspunkt for egnens befolkning og turister. I Regionplanforslag 2001 for Vestsjællands Amt er kerneområderne udpeget som "beskyttelsesområde". "Økologiske forbindelser" fører til og fra området. De omgivende skove og herregårdslandskaber er også udpeget som "beskyttelsesområde" og er desuden udpeget som "besøgsområde". Øvrige randzone omkring området er "landskabsområde", en mindre del mod sydøst er "jordbrugsområde". Alle arealer omkring området er "områder, hvor der kan rejses skov", og der er udpeget skovrejsningsområder nordøst for St. Åmose mellem Kongsdal og Brorfelde Skov og nordvest for Lille Åmose. Alle kerneområderne er indeholdt i et "større uforstyrret landskab". Regionale stier er planlagt flere steder i området. Hele området er et "område med drikkevandsinteresser". Der er således gode planlægningsmæssige muligheder for at realisere et større sammenhængende naturområde her, også med udviklingsmuligheder for friluftliv og turisme.
Områderne afgrænses og udpeges af amterne under inddragelse af lodsejere og lokalbefolkning, og der fastsættes retningslinier for deres midlertidige administration og deres etablering. Den administrative struktur for områderne må overvejes nærmere. Der udarbejdes for hvert område en plan for områdets beskyttelse, forvaltning og udvikling, og der nedsættes et rådgivende og koordinerende udvalg for hvert område. Formålet med at etablere sådanne større sammenhængende naturområder er at styrke naturområdernes størrelse, sammenhæng og kontinuitet, således at den frie dynamik og naturkvaliteten fremmes. Områderne er udvalgt bl.a. på grund af deres internationale og nationale naturbeskyttelsesværdier. Der er også lagt vægt på, at de er af stor betydning for friluftslivet, og at de centrale dele er ejet eller administreret af staten.
|