| tilbage
til kort over Øhavet tilbage
til alfabetisk ø-fortegnelse
Lille Græsholm En svær tilgængelig småholm, der ligger nær Bredholm ved Mørkedybet, én af Øhavets dybe sejlrender, hvor isen for 8000 år siden skabte en buldrende smeltevandsflod. Areal: 0,8 ha. Kystlængde 0,5 km. Lille Græsholm er en lille flad, marint dannet holm, hvis centrale del består af en strandsø. Overalt store sten, såvel på øen som stranden omkring den. Mod vest dog lidt sandstrand. Lille Græsholm ligger i meget lavvandet område, hvilket effektivt forhindrer færdsel. Lille Græsholm bruges ikke til noget. Men tidligere var her godt hø til høslet. Det var smeden på Strynø der havde retten til høet og eftergræsningen på holmen.
Fugle Da ornitologen R. Jul. Olsen i 1911 offentliggjorde "Beretning om en rejse i farvandene syd for Fyn i 1907" skrev han: "Fra Buddiken roede vi til Græsholm. En Del Stormmaager og en halv snes unge Sølvmaager lettede fra den, før vi landede. Denne holm er ganske lav og bevokset med ret højt og frodigt Græs. Foruden Maagerne saa vi enkelte Præstekraver og nogle Rødben og fandt en lille Dununge af sidstnævnte Art. Der var ikke saa faa Maagereder, men saa godt som alle tomme; der blev kun fundet 3 med Æg - henholdsvis 1,2 og 3 i Tallet. En Fisker og hans Dreng gik i Land samtidig med os; begge søgte de efter Æg." Ornitologen gik i land den 25. maj. I dag er det ikke tilladt at samle æg fra nogle arter, men tidligere var det en ikke uvæsentlig indtægtskilde for fiskere og ejerne af de mange småholme. Sølvmågen har stadig en koloni på øen. I 2003 blev den anslået til at være på 45 par. Lille Græsholm huser en af Øhavets største knopsvanekolonier, om end størrelsen er blevet halveret siden 1986. Her er også en ederfuglekoloni, (40 par i 2003). Grågås yngler jævnligt. Skarven har fra 1993 uregelmæssigt ynglet på holmen (op til 30 par) - som det hidtil eneste sted i Øhavet. Der kommer sjældent unger på vingerne, da der er tale om fugle der ikke får tilkæmpet sig territorier i den store koloni ved Brændegårds Sø mellem Svendborg og Fåborg, og derfor først sent kommer i gang med at bygge reder på Lille Græsholm. Stedet er klassificeret som værende en lokalitet af national ornitologisk betydning på grund af de ynglende knopsvaner. Botanik Lille Græsholm er af meget stor botanisk betydning. Det overordnede indtryk er en holm med mestendels græs, men her er også lidt tagrør og fine forekomster af strandmalurt, der kan dæmpe stanken fra de ynglende og rastende skarvers skidt. Strandmalurten er vidt udbredt i Øhavet, især i den østlige del. Den kan benyttes som brændevinsurt, men skal ikke trække mere end nogle få dage. Den har været anvendt mod fårs iktesyge og som ormedrivende middel hos mennesker. Nogle steder i Øhavet blev der plukket så mange til apotekerne, at den lokal blev sjælden i en periode. Det gælder bl.a. for Hjortø og Birkholm. Botanikerne har også registreret strandannelgræs, alm. kvik, fåresvingel, strandasters, tætblomstret hindebæger, vingefrøet hindeknæ, strandkarse, kveller, smalbladet kællingetand, spydmælde, strandmælde, sandkryb, strandgåsefod og tangurt. Ejer, adgang og ophold Ejer: Ejerlaug på Strynø, det vil sige at gårdejerne har holmen i fællesskab.. Lille Græsholm blev i 1977 reservat med adgangsforbud i fuglenes yngletid, fra 1. marts til 15. juli. Ellers er der fri adgang, men besværligt er det, for der er stenfyldt, lavt vand omkring holmen.
tilbage til kort over Øhavet tilbage til alfabetisk ø-fortegnelse
|