tilbage
til forsiden
Kampen mod Øhavet
"Det er mit Haab, at man altid paa Ærø med Taknemmelighed og Ærbødighed maa hædre Dr. Bierings minde."
Det er redaktør Jensen der slutter sin tale. Stedet er Dunkær Kro, hvortil næsten 100 mennesker er stævnet kort forinden. De forlod Drejet tidligere på dagen. Her havde de på en dansk sommerdag, den 19. august 1943, været samlet for at deltage ved indvielsen af mindesmærket for "Norets skaber". I dag suser de fleste forbi den smukke natursten og når ikke at læse inskriptionen: "Dr. E. Biering, en af Ærøs gode sønner, gennemførte i 1856 Udtørringen af Graasten Nor og vandt derved over 700 Tdr. Land af Havet".
Det var en stor datidig bedrift som Marstals sognelæge tog hul på, da han - i en alder af 38 år - sendte et andragende til ministeren for Hertugdømmet Slesvig om at måtte få lov til at udtørre Gråsten Nor. Han fik tilladelsen mod at der mod vest blev opført et dige fra Kragnæs Hoved til Grønnæs som han uden vederlag skulle tillade al offentlig færdsel på. Desuden skulle han personligt udrede erstatning for eventuel sandflugt eller andre ulemper for de nær ved boende lodsejere.
Dr. Biering henvendte sig på ny og fik lov til - i en periode på 30 år - at opkræve et mindre gebyr for dæmningens vejfarende - alt efter om de var gående, kørend eller ridende. Gebyret har næppe kunne opveje de 22.000 Rigsdaler det kostede at tørlægge Noret. Arbejdet stod på fra 1856 til 1860. Diget måtte anlægges højere end planlagt og der skulle hele to møller til at bortpumpe vandet.
Landvindingernes første tid
300 år tidligere havde den første landvinding fundet sted. Det var
Christian 3. der lod 11 hollændere få ejerskab af Bøtø på Falsters
østkyst i 1552 "således som de havde inddæmmet den". Senere
blev inddæmmet yderligere 2140 ha. gennem anlæg af en dæmning på 17,6
km.
Det første dige i Vadehavet skød op i 1556 men også ved Øhavet har nogle af landets tidligste landvindinger set dagens lys: Dæmningen over Vejlen syd for Vornæs Skov på Vesttåsinge blev anlagt i 1765. Det var - som ved Gråsten Nor - oftest private initiativer og midler der blev benyttet i 1800-tallet. Ny lovgivning omfattede fra begyndelsen af 1900-tallet landvindinger og i 1953 blev det muligt for Staten - gennem landbrugsministeren - at omdanne vand til land og tilmed dække alle udgifter, såfremt det vundne land forblev offentligt ejet.
Da var Nakkebølle Fjord, Stokkeby Nor, Magleby Nor, Ristinge Nor, Henninge Nor og Gråsten Nor for længst inddiget og mere eller mindre tørlagt.
Baggrunden var del at stort og meget indflydelsesrigt landbrug, Utallige steder fik lokale landmand overvundet enkelte romantiske naturelskeres betænkeligheder ud fra holdningen: "Den der ikke vil dige, må vige"). Som argumentation blev også brugt at det dyrkede areal blev mindre og mindre. Tabet af Hertugdømmerne 1865 fik også betydning. Hvad udad var blevet tabt skulle indad vindes.
Den mægtige stormflod i 1872, der ramte de danske Østersøkysten betød at alle tre nor på Ærø på sammenlagt 60 ha blev oversvømmet - foruden de lave øer i Øhavet. Dette var med til at øge presset for flere og højere diger.
Byer, veje, sommerhus, militærområder, lufthavne og sportsanlæg ville alle havde del i landbrugsjorden. Endelig blev de store anlægsarbejder en aktiv del af Regeringens beskæftigelsespolitik.
Konsekvensen af de mange vandvindinger og dræninger af våd landbrugsjord blev at det samlede danske landbrugareal blev øget med 30 procent fra 1860-1920.
Tolv øer bliver til én
"Vore Ingeniører har længe tumlet med store Planer om dels
at formindske antallet af danske Øer, og dels gøre vandlidende arealer
frugtbare. Men i Landbrugskrisens lange og trange Aar var der ingen
Sangbund for disse Tanker, Ingeniørerne udarbejdede ganske vist
Projekterne, men de havnede blot i Myndighedernes skuffer og kom ikke
længere."
Sådan indleder redaktøren af Brugsforeningsbladet i 1940 sin artikel
under overskriften "tolv Øer bliver til én".
Videre skriver han om landvindingspioneren, civilingeniør Ulrik
Pedersens plan om at inddige det meste af Det Sydfynske Øhav:
" Med en "Hær" paa 500 Mand og en
"Krigsperiode" paa fem Aar vil Ingeniørerne være i Stand til
at udrydde Selvstændighedstrangen hos de smaa øer; faa dem samlet under
Fyn igen, kan dog ikke lade sig gøre. Svendborgsund er i Tidens Løb
blevet for dybt. Taasinge, Langeland og Ærø vil blive de dominerende
Dele af den nye Ø.
Planen gaar ud på at lægge en Dæmning fra Taasinge til Siø og
derfra til Langeland, hvor den rammer Land lidt Syd for Rudkøbing, der
saaledes stadig får Lov at blive en Havneby. Fra Langeland bygges en
Dæmning over til Ærø, og her skaaner man også Marstals berømte gamle
Skudehavn. Lidt Syd for Øens anden berømte Havneby, begynder en ny
Dæmning, der gaar over til Dejrø, derfra videre til St. Egholm, derfra
igen til Birkholm, saa til Hjortø, og den sidste dæmning herfra og til
Taasinge fuldfører Kredsløbet."
Civilingenør Ulrik Pedersen var landets største landvindingspioner. Han stod bag marskafvandingen og inddæmningen af Vestamager og det var også ham der foreslog inddæmning af farvandene mellem Tåsinge, Ærø og Langeland.
Ganske visionært! Samlet skulle anlægges 25 kilometer dæmninger i Øhavet der ville omfatte "15.000 Hektar fortræffelig Landbrugsjord". 200 km nye veje og en stor pumpestation på Birkholm skulle afslutte det 40 mill. kroner dyre projekt, der tilmed ville skabe eksistensmuligheder for 8500 mennesker. "Man regner med at der skal bygge Landbrugsbygninger for ikke mindre end 11 millioner Kr. derude hvor nu Fiskerne er ene om at bjerge Dagens Føde", skriver Brugforeningsbladet altså i 1940.
Én indvinding bliver til 12
Det gigantiske projekt blev aldrig gennemført som foreslået, måske
på grund af 2. Verdenskrig. Men så sent som i 1953 blev det delvis taget
op af Det Danske Hedeselskab. Firmaet præsenterede i 1953 95
landvindingsforslag som for de fleste var teknisk realiserbare.
12 af dem omfattede større eller mindre områder i Øhavet:
Blandt disse var Skårupøresund (280 ha), Dyreborg Nor, Bøjden Nor, Helnæsbugten nord for Illum Ø , Keldsnor, Lilleø (290 ha), Drejø Vig (125 ha), Lindelse Nor (775 ha), Monnet på Sydtåsinge (315 ha), Halmø (170 ha) og så var det store "12-øers-projekt" splittet op i to delprojekter.
Det Danske Hedeselskab udarbejdede i 1953 en liste over 95 områder som
det skønnedes lønsomt at
inddæmme. Flere af dem lå i Det Sydfynske Øhav.
Professorens drøm
Så sent som i 1966 skriver professor i geografi ved Århus
Universitet, Johannes Humlum, om fremtidige landvindinger: "Jord vil
i højere og højere grad blive en mangelvare i Danmark, og at
spørgsmålet om indvinding af store landarealer fra havet bliver aktuelt
inden år 2000, holder jeg for en given ting". Udover landbrug
forestillede professoren sig skov, byer, industrianlæg og
militærområder lagt på den tørlagte havbund. Humlum bekymrede sig
endog om øernes fremtid i en tid hvor affolkningen virkelig havde fat:
"Det er klart at de sydfynske øer får andre fremtidsmuligheder,
hvis Det sydfynske Øhav inddæmmes, så alle øerne bliver landfaste med
Fyn".
Det var nemlig hvad manden forestillede sig! Fra Skjoldnæs på Ærø skulle dæmningen går til Lyøs sydpunkt og videre fra Lyø Rev til Horne Land! Svendborgsund, Skårupøre sund og Thurø Bund ville også blive tørlagt. Alt i alt ville 530 km2 blive fravristet havet.
Flere tog med kyshånd imod Humlums gigantiske landvindingsforslag. Folketingets 1.viceformand Vagn Bro sagde i januar 1964 på et offentligt møde: "Jeg tror Humlum har ret. Før år 2000 har vi bro fra Sjælland til Fyn, kanal gennem Øresund og jeg tvivler ikke om, at alle øer ved Fyn bliver landfaste. Vent og se…."
Også den radikale landbrugsminister og folketingsformand Karl Skytte troede han havde set dagens lys. Til Dagbladet siger han i februar 1964: "Meget af det, der i dag forekommer luftige spekulationer kan derfor inden den tid have forskaffet deres ophav ry som foregangsmænd, samtiden burde have lyttet bedre til…"
Så sent som i 1966 fremlagde professor Johannes Humlum dette kort med
sine visioner over gigantiske landvindingsforslag. I den sammenhæng er
Øhavets 530 km2 blot et ganske lille projekt!
Ikke mindst et forslag om at inddæmme vildtreservatet Ulvedybet vest for Ålborg medførte en debat hvor også naturbeskyttelsesinteresser kom stærkt på banen. Det skete i 1960-erne. Regeringens beslutning om at inddæmme reservatet medførte en storm af protester og Friluftsrådet udtalte: "Udtørring af Ulvedybet ville næsten svare til, at man forlangte Dyrehaven nedlagt for at skaffe landbrugsjord."
Den landvindingslov der blev vedtaget i 1940 og som gav 2/3 statsstøtte til landvindingsprojekter blev ophævet i 1970. Perioden var ved at løbe uf for "landvinderne".
Det synspunkt som digteren Jeppe Aakjær allerede i 1909 havde forfægtet i Politken fik for alvor forankring i den offentlige debat:
"Det er for mig ikke nok at få lyst fred over en alle anden hældende busk ved vejsvinget, for mig handler det om at få skreget stop til den trold, som stjæler os barnet op af vuggen og lægger en skifting i stedet. Og trolden, jeg sigter til, er Det Danske Hedeselskab".
Landvindingens tid er slut. Og skiftingen, troldebarnet der blev forbyttet med et menneskebarn, slog sig aldrig for alvor ned i Det sydfynske Øhav.
©Poul Henrik Harritz, 2005