Livet på øerne syd for Fyn
Poul Henrik Harritz på sin båd, Egholmskokken.
Færgen fra Rudkøbing dunker af sted mod en lun vind fra sydvest. Retning Strynø. En af de 55 små og store øer, der udgør Det Sydfynske Øhav. Snuden pløjer sig igennem vandet, som skyller over dette sunkne istidslandskab. Forude stikker de grønne øer op. Fortidens bakker fra dengang øhavsområdet hang sammen med resten af Fyn under sidste istid. Siden begyndte området at vippe. Havet steg, og for 6000 år siden dukkede så det ørige frem, som vi kender i dag. Godt og vel. For naturen ændrer sig hele tiden. Et sandrev dukker frem. Grådige bølger æder en sandskrænt.
På Strynøs
havn står Poul Henrik Harritz klar til at tage imod. At bede den tidligere
præsident for Danmarks Naturfredningsforening om at vise rundt i Det Sydfynske
Øhav er som at spørge Søren Ryge, om han giver en rundvisning i køkkenhaven. Han
kender hver en sten i området, har ringmærket en stor skare af stedets fugle og
sejlet mellem småøerne siden begyndelsen af 1970'erne. Nu bor han på Strynø midt
imellem to af øhavets større øer, Ærø og Langeland, hvor han arbejder som
journalist og er sejlende "havguide" for turister i området.
Vi traver op ad Grevebroen, der har navn efter en adelig fra Langeland. Flere af
øerne i Det Sydfynske Øhav har indtil 1800-tallet hørt under godser og
herregårde på Fyn og Langeland, og det kan stadig spores.
Langs havnen ligger en række smakkejoller fortøjet. De små træbåde med
rektangulære sejl er kendt som "øhavets folkevogn", og de har fra gammel tid
bundet øerne sammen. Skulle man ud at fiske eller i kirke på naboøen, var
smakkejollen det foretrukne transportmiddel dengang, og i dag kan man stadig
være heldig at se de små både blæse gennem Svendborgsund eller stævne ud fra
Strynø, der har fået sit helt eget smakkecenter.
Vejen, der fører op til Strynø by, er omkranset af marker. På den ene side står
kornet gult – dyrket konventionelt af en lokal landmand. På den anden side
vokser en græsmark vildt, og her står en flok karamelfarvede skotske
højlandskøer og skuler ud under pandelokkerne. De to marker illustrerer
udviklingen inden for landbruget på mange af de sydfynske øer, bemærker Poul
Henrik Harritz.
– Det kan ikke betale sig for landmændene at dyrke markerne intensivt, og derfor
lægger mange i disse år om til mere ekstensivt markbrug med dyr på græs. Det
giver en meget varieret natur i stedet for ens marker med sprøjtespor.
Vilde heste på Langeland, små færger i rutefart, klinterne ved Voderup på Ærø,
stenalderbopladser få meter under havoverfladen. Hvad er det særegne ved Det
Sydfynske Øhav? Ud over at vi her finder den plet i Danmark med flest beboede
øer på mindst muligt areal er forklaringerne mange. Vi bænker os ved et bord med
udsigt til vand og marker. Over os synger lærken.
– Der er et unikt samspil mellem land og hav i dette område. Kystlinjerne
forandrer sig hele tiden, og på bare de lidt over 30 år, jeg har sejlet her, er
der sket ændringer i naturen. På nogle øer har man bygget diger for at bremse
nedbrydningen, men netop foranderligheden er en af de ting, som karakteriserer
områdets natur, siger Poul Henrik Harritz.
For den geologisk interesserede er resultatet af den sidste istids vandring over
Fyn – fra de buttede hatbakker til morænefladerne – et spændende landskab. Poul
Henrik Harritz breder et landkort ud på bordet foran os og udpeger, hvorledes
man ud fra øernes form og beliggenhed kan se, hvordan en gletsjer har presset
sig fra sydøst, delt sig i to og mast sig videre mod Storebælt og Lillebælt og
efterladt et øhav, hvor mange af øerne ligger i samme retning. De er et produkt
af det ler, sand og jord, som isen skubbede foran sig.
For den fugleinteresserede er området også en åbenbaring. Hvert år yngler
tusindvis af fugle på øer og holme, og mange steder møder de besøgende skilte
med restriktioner i yngleperioden mellem 1. marts og 15. juli: Træd varsomt.
Skræm ikke fuglene op, og hold jer væk fra de områder, hvor et sandfarvet æg
hurtigt kan knuses under en uforsigtig sandal.
Ud over de imponerende fugleflokke kan paddeinteresserede være heldige at støde
på både klokkefrø og grønbroget tudse på Birkholm, hvor man i 1998 satte disse
arter ud.
Efter forklaringer til lands bevæger vi os igen ned til havnen. Poul Henrik
Harritz slækker på fortøjningerne til sin syv meter lange, hvide motorbåd "Egholmskokken",
der almindeligvis fragter turister på "øhop" i farvandet. Med en fart på 18 knob
skyder vi hen over vandet med retning mod en af de små grønne holme ud for
Strynø.
Fortøjet ved havnen ligger kreaturbåden "Yrsa" – opkaldt efter rigets ældste ko.
Den fragter hvert år får og køer rundt til holmene for at holde græsset nede.
Til stor fornøjelse for fugleinteresserede, forklarer Harritz. Jo bedre udsyn
kystfuglene har, desto flere tiltrækkes nemlig af de små ubeboede holme, hvor de
kan spejde langt efter farer, mens de ruger.
Med en skrigen og piben byder mågerne velkommen, da bådens flade bund efter ti
minutters sejlads når kysten ved Vogterholm. Tilsyneladende kommer vi højst
ubelejligt. Det er stadig i slutningen af ynglesæsonen, og ikke alle unger er
ude af reden. Sølvmåger og den større Svartbag med dens sorte vinger står i en
sværm over os på himlen, da vi knaser ind over stenene ved bredden. Langs kanten
vokser strandmalurt, der dufter skarpt og krydret, når man nulrer en kvist
mellem fingrene.
Fra denne grønne plet midt i alt det blå er der udsigt til adskillige andre øer.
Der ligger Langeland og Birkholm, og længere inde i retning mod Svendborg ligger
Hjortø, Skarø og den større Drejø, der kaldes "øen midt i verden", fordi den
ligger midt mellem Ærø og Svendborg, og en kone på øen derfor følte, hun boede i
verdens centrum.
Ankeret op, og båden glider ud. Forude pisker en flok grågæs hen over
havoverfladen.
– At her er grågæs hele året, er et godt eksempel på klimaforandringerne.
Tidligere ville de været taget sydpå om vinteren, men nu er her varmt nok,
forklarer Poul Henrik Harritz og sætter kursen mod Strynøs nyanlagte havn.
I øjeblikket diskuteres det, om Det Sydfynske Øhav skal være Nationalpark.
Miljøministeren har peget på området, og nu er det borgernes tur til at
diskutere forslaget. Tidligere har opbakningen til en nationalpark været mildest
talt lunken.
– Nogle øboer frygter, at øerne vil blive invaderet af turister, hvis området
bliver til nationalpark. Naturligvis vil der komme flere folk, men hovedparten
af de mennesker, der besøger øerne, tager en dagstur med færgen, sunder sig lidt
på havnen, går op i byen og køber en is og tager hjem igen. De slider ikke på
naturen, og har man sårbare områder, kan man lave nogle stiforløb, så folk
vælger at gå ad dem, siger Poul Henrik Harritz, der mener, at naturen i Det
Sydfynske Øhav står over for langt større udfordringer end isglade sommergæster.
– Vandkvaliteten har det mange steder ad Pommern til på grund af landbrugets
udledninger af kvælstof. Øhavet har meget stillestående vand, og i de dybe
områder er der iltsvind og fiskedød, mens der på det lave vand gror alger og
tang – noget, de lokale kalder "fedtemøg". Det tager ilten og lyset fra andre
planter.
En flok røde havkajakker padler forbi. En yndet sport i de sydfynske farvande.
Vi når havnen og et lille opbud af lokale, der er et karakteristisk syn på mange
af øernes anløbspladser. Marstal, Skarø eller Strynø. Når færgen kommer ind,
eller der er lystsejlerliv om sommeren, holder de nysgerrigt øje fra bænke eller
rækværk.
På vej op i Strynø By passerer vi solbagte sommergæster – en præst fra Odense,
en ung læge fra København og et par cyklende sommerhusgæster fra Langeland. Alle
vil de have en bid af ølivet. I alt fald i sommerhalvåret.
– Størstedelen af alle danskere mener, at øer er interessante. Folk finder det
romantisk at sejle blandt de grønne toppe, der stikker op af det blå hav, og så
synes de fleste, at der er noget meget eksotisk over at bo på en ø, måske også
mere, end der i grunden er. Livet er ikke så meget anderledes her – ud over at
vi er afhængige af færgerne, siger Poul Henrik Harritz.
Et skilt mellem nogle af husene reklamerer for en af de lokales keramikværksted,
og jeg præsenterer Poul Henrik Harritz for tanken om, at de små øer i fremtiden
vil stå som levende museer med lidt pottemagere, turistnips og sommerboliger.
– Naturligvis er der forskel på årstiden, og vi er på øerne enormt afhængige af,
at der kommer turister fire-fem måneder om året. Det er på den tid, hvor
købmanden har overskud, så han kan eksistere for os andre om vinteren. Men der
kommer flere hjemmearbejdspladser, som kan kombineres med ølivet, og mange er
fristede af at flytte hertil.
I dag bor der omkring 200 hele året på Strynø, og øen har gennem de senere år
oplevet fremgang, så der næste år er 24 elever i skolen. Men på andre øer er der
langt flere pensionister end børnefamilier, og her er fremtiden en udfordring.
Tilbage på havnen bliver færgen endnu en gang fyldt op med cykler og mennesker,
der efter en dagstur sejler tilbage til fastlandet.