Det 480 kvadratkilometer store sydfynske Øhav er et særpræget og enestående område.

Næppe noget andet sted findes der et tilsvarende øhav, og i Danmark er dette område med 50 øer en meget værdifuld landskabshelhed, som det er vor pligt at værne og bevare i al dets variation for fremtiden.

Øhavet har morfologisk fået sit præg af Lillebælt-gletcherens bevægelser, og fremtræder nu som et druknet morænelandskab, hvor Sydfyns varierede istidslandskaber fortsætter i en delvis havdækket form. Kun de højeste bakker rager op som øer og holme, men under vandet er den tidligere landoverflades karakteristiske træk endnu bevaret. Afløbsfloderne fra fastlandstiden findes i de dybe render, f.eks. Mørkedyb og Knudedyb, og modsvarende forekommer udstrakte fladvandsområder - de tidligere moræneflader - som grunde eller flak, f.eks. Flintegrund syd for Egholmene. Havbundens relief sammen med lævirkningen fra de større øer gør, at øerne fremtræder meget varierede. Bølge- og strømforhold udvikler sig meget forskelligt, og mens nogle øer ligger ubeskyttet for havets op byggende og nedbrydende kræfter, er andre beskyttet totalt. Mange terrænformer er altså blevet dækket af vand ved havstigningen og landsænkningen efter fastlandsperioden.

Resultatet af Lillebælt-gletcherens virksomhed finder man dels i bakkernes og rendernes orientering i retning SØ-NV, dels i landskabernes opbygning af morænemateriale. Et illustrativt eksempel på denne orientering er Bjørnø, som på samme tid viser havets opbyggende og nedbrydende kræfter forbilledligt. Mens sydvestkysten er vindeksponeret og havskabt som udligningskyst fra det frie stræk mellem Lyø og Avernakø, er øen i begge ender præget af marine aflejringer.

Karakteristisk for næsten alle de større og beboede øer er også lagunedannelserne i vest af marint forland. I dag fremtræder disse aflejringer som strandenge med lagunesøer afsnøret af strandvolde. De såkaldte drag, som forbinder 2 eller flere småøer, er også strandvolde, og det ses især markant mellem Avernakø og Korshavn og ved Drejø. Da hele det sydfynske øhav ligger syd for aksen hvorom Danmark hæver og sænker sig, finder der ingen egentlig landhævning sted. Alt havopbygget land er altså dannet af erosionsmateriale fra moræneklinter, og de rev og holme, der nu opstår, er alle beliggende på de udstrakte grunde og flak.

I et så stort område med mange varierede øer findes naturligt et overordentlig rigt fugleliv. De ubeboede holme med de udstrakte strandenge yder kolonirugende fugle et fortrinligt fristed. De beboede øer er med deres betydeligt mere varierede landskaber hjemsted for et rigt fugleliv, men samspillet mellem hav og land gør at kyst fuglene forekommer særlig talrigt overalt.