Jagt i reservater

Styr på vandfuglejagten?

Af Hans Meltofte
formand for DOF’s Naturpolitiske Udvalg

Hvad blev resultatet af de 50 nye og forbedrede reservater, som blev oprettet i løbet af 90’erne,
og hvad kom der ud af alle de opfølgende undersøgelser, som Danmarks Miljøundersøgelser (DMU)
gennemførte? Det ligger der nu en pæn stak rapporter og videnskabelige artikler med svarene på, og
det er dem, der refereres og kommenteres i denne artikel.

Som et resultat af aftalerne mellem Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening,
Friluftsrådet og DOF omkring den nye jagtlov fra 1992 blev der skabt ca. 50 nye eller stærkt
forbedrede reservater i forbindelse med EF-fuglebeskyttelsesområder overalt i landet. Det var et
af de største fremskridt i dansk naturforvaltning i det 20. århundrede, og DOF spillede en helt
afgørende rolle hele vejen igennem processen med at sikre et reelt indhold i reservaterne, som blev
forhandlet på plads i samspil mellem lokale brugergrupper og Skov- og Naturstyrelsens
reservatsektion.

Har de nye reservater virket efter hensigten?

DMU havde sideløbende med udviklingen af oplæggene til de nye reservatet gennemført omfattende
undersøgelser i to forsøgsreservater hhv. i Nibe Bredning og omkring Nyord. Resultaterne herfra var
ekstremt lovende, idet antallene af fugle, der opholdt sig i forsøgsreservaterne, mangedobledes, når der blev lukket for jagten i tilstrækkeligt store områder. Tilsvarende voldsomme forøgelser i fuglemængderne er ikke
konstateret i alle de nye reservater, men samlet set er der f.eks. sket en tredobling i antallet af rastende
Skeænder, lidt mere end en fordobling i antallene af Spids- og Gråænder, og knap en fordobling i
antallet af Pibeænder i de nye reservater.
Til sammenligning har antallene af rastende fugle i de gamle reservater været stabile, og der er heller
ikke konstateret nedgange i andre områder, så fremgangene i de nye reservater skyldes altså ikke blot,
at fuglene flyttede dertil fra andre områder, men at der nu er flere ænder, der bliver i Danmark i
længere tid som følge af jagtfreden. Det er således en række jagtbare arter af ænder og gæs, der har
reageret positivt på reservatoprettelserne, mens andre arter ikke har vist ændringer – måske med
undtagelse af Storspoven, men den blev totalfredet i 1994, så det er svært at skille effekten af
reservaterne fra den generelle fredning.
Oprettelsen af de mange reservater har selvfølgelig betydet, at en del jægere har måttet søge andre
steder hen, men det er bemærkelsesværdigt, at der, på trods af fordoblingen i det jagtfredede areal
siden 1992, på landsplan ses et stadigt stigende jagtudbytte af gæs, kun er noteret en mindre
reduktion i jagtudbyttet af Gråænder, og at der ingen reduktion er i udbyttet af andre arter af
svømmeænder.
DMU konkluderer på denne baggrund, at ”Danmark har med udvidelsen af reservatnetværket fået
en perlerække af nye reservater, hvoraf flere manifesterer sig som nye rastepladser af international
betydning for en eller flere fuglearter.”

Strandengene mangler

Men det er ikke alle perlerne i perlerækken, der skinner lige smukt. Som DMU skriver: ”Strandengene
er medtaget i færre af de endelige reservatordninger end oprindeligt anbefalet af DMU, og i de fleste
af områderne, hvor de indgår, drejer det sig om mindre arealer.” Dette angives af DMU som en mulig
forklaring på, at f.eks. Krikænderne ikke har reageret særlig meget på de mange nye reservater – de
mangler freden til at kunne fouragere inde på strandengene. Og det bekræftes af omfattende forsøg
med jagtregulering på strandengene på østkysten af Vendsyssel. Her kunne det konstateres, at trods
lav jagtintensitet havde aftenjagt fra strandengene en tydelig negativ indflydelse på antallet af især
Krikænder. I år uden aftenjagt var der hele 3½ gange så mange Krikænder i områderne som i år med
aftenjagt, hvilket formentlig skyldes, at Krikænderne forlod områderne og fortsatte trækket mod
sydvest i de år, hvor der blev skudt i områderne.

De samme resultater nåede DMU frem til ved forsøg med tre sammenhængende ugedage med jagtfred
skiftende med fire dage med jagt på Knopper Enge på Harboør Tange. Især Krikand og Dobbelt-
bekkasin, der er afhængige af bredzonen og de våde enge, var sårbare overfor jagtlig forstyrrelse,
idet de stort set kun forekom i det forsøgsår, hvor der var jagtfred på engen i september-oktober.

Heller ikke jagtfred resten af dagen efter at morgenjagten er slut er nok til at sikre fuglenes ophold i et
område – i hvert fald ikke for gæs, når der fortsat er jagt på andre arter. Det var resultatet af
undersøgelser, som DMU gennemførte efter forbudet mod gåsejagt efter kl. 10, som DOF var med til
at få gennemført fra 1994. Gæssene udnyttede kun i ringe grad, at de var fredet efter kl. 10, idet de
langt foretrak at forblive i helt jagtfredede områder. Mere positive resultater kunne formentlig opnås,
hvis al vandfuglejagt sluttede midt på formiddagen. Om ikke andet, så kunne aftentrækket til de
natlige fourageringsområder, som mange andefugle gennemfører, ske uforstyrret af aftenjagten,
sådan som undersøgelser i Vadehavsområdet har påvist. Her var der mange gange flere
natfouragerende gæs og ænder på forlandsområder, hvor der ikke blev drevet aftenjagt, end i jagede
områder.

Jagt en gang om ugen

Men hvad sker der så, hvis man skruer yderligere ned for jagthyppigheden? Det blev undersøgt af
DMU i fire år på Nyord, hvor der kun blev drevet jagt af 9-13 jægere om eftermiddagen og aftenen
på Sydengen en gang hver 3. uge, en gang hver 2. uge og en gang om ugen i de forskellige
undersøgelsesår. Sydengen er ellers en del af et af Danmarks fineste reservater og inkluderer en del
af Fugleværnsfondens Nyordreservat, og som desuden omfatter et meget stort vandområde syd for
Nyord og Ulvshale, og DOF havde kun med meget store betænkeligheder støttet, at forsøge foregik i
reservatet.
esultaterne viste, at en så begrænset jagt ikke påvirkede fuglene væsentligt udover selve jagtdagen,
hvor hovedparten af fuglene oftest forsvandt ud på det fredede vandareal allerede mens jægerne gik
ud i området med deres hunde eller når de første skud blev afgivet, samt 1-2 dage efter, hvor der var
færre fugle på engene og de nærmeste vandområder. Forudsætningen for denne begrænsede effekt
var givetvis, at der netop var store jagtfredede områder, som fuglene kunne flygte ud på, og som de
igen kunne trække ind på engene fra, så snart der var fred. De blev derfor ikke jaget totalt væk fra
området, sådan som det er tilfældet på mange andre lokaliteter, hvor der drives regelmæssig jagt.

Samme resultater blev der opnået ved DMU’s undersøgelser i den naturgenoprettede Vest Stadil
Fjord, hvor der var jagt en gang om ugen på skift i en tredjedel af området, dvs. så der kun var jagt
med tre ugers mellemrum i de enkelte delområder. Heller ikke her var der længerevarende effekt af
jagtdagene, fordi der stadig var jagtfred på to tredjedele af området på jagtdagen.
Men mere end én jagt ad gangen går ikke, hvis fuglene skal forblive i området. Det fremgår af
tilsvarende undersøgelser i Skjern Å-deltaet efter naturgenopretningen. Her var der jagt i tre dage
(to aftenjagter og en morgenjagt) med tre ugers mellemrum på 46% af det naturgenoprettede område,
hvor op til 50 jægere deltog i jagterne med et udbytte på mellem 1500 og 2300 ænder pr. sæson.
Ligesom på Nyord forsvandt de fleste fugle fra området, allerede når jægerne gik ud i det, og resten
forsvandt, når der blev skudt, hvorefter jagten rettede sig mod ænder, der forsøgte at komme tilbage
til området. Efter tre dages jagt var antallet af rastende ænder tydeligt reduceret i de efterfølgende
fem dage. Igen var de store tilstødende jagtfrie arealer forudsætningen for, at effekten ikke varede
endnu længere.

Hvad skal undersøgelserne bruges til?

Fuglene skal kunne veksle mellem at raste og fouragere på vandarealerne og at søge føde på de
tilstødende våge enge, hvis områderne skal kunne fungere optimalt. DMU konkluderer således for
undersøgelserne på Nyord, ”at for enge, der støder op til et jagtfredet vandområde, vil engenes værdi
som et raste- og fødesøgningsområde for vandfugle med rimelig sandsynlighed kunne bevares, hvis
jagt begrænses til få timer efterfulgt af én eller flere uger uden jagt.” Hermed har DMU vist de danske
jægere, hvordan jagten bør forvaltes i naboområder til vores mange reservater, og det kan formentlig
også gøres med succes i en lang række andre kystnære områder. Jægerne kan altså ved at drive en
hensynsfuld jagt i disse områder undgå, at det bliver nødvendigt at udvide reservaterne til også at
omfatte strandengene, sådan som de oprindelige planer var, men som det af økonomiske og politiske
årsager endnu ikke er blevet gjort. For vi skal ikke til at lave ”jagtreservater” med udbetaling af store
erstatninger for at få jægerne til at drive en fornuftig jagt, som oven i købet er til deres egen fordel.
Eller som den tidligere formand for Dansk Jagtforening, Gustav Rønholt, udtrykte det: ”Vi skal ikke
betale jægerne for at opføre sig ordentligt.”

Et reservat bør leve op til navnet, et sted hvor der virkelig er fred, og ikke et område, hvor man først
”narrer” fuglene til ved at give dem ro til at opbygge store antal, og så skyder løs på dem med en eller
nogle få ugers mellemrum, sådan som det sker ved Vest Stadil Fjord og i Skjern Å-deltaet. DMU’s
anbefalinger bør indarbejdes i de jagtetiske regler, og så bør der indføres en 100 m skudfri zone
langs grænserne til alle landets reservater (hvor der godt må drives af med hunde og samles nedlagt
vildt op), så jægerne ikke kan sidde direkte på reservatgrænsen og skyde. Hegnsjagt, hvor det er
naboens vildt, man skyder på, har aldrig været god jægermoral, og det er det heller ikke ved
reservater!

Kilder:

Thomas Bregnballe m.fl.: Regulering af jagt på vandfugle i kystzonen: Forsøg med døgnregulering i
Østvendsyssel. Faglig rapport fra DMU, nr. 363, 2001.

Thomas Bregnballe m.fl.: Regulering af jagt på vandfugle i kystzonen: Forsøg med datoregulering på

Nyord. Arbejdsrapport fra DMU, nr. 205, 2005.

Thomas Bregnballe m.fl.: Regulering af jagt på vandfugle i kystzonen: Forsøg med datoregulering på

Nyord. Arbejdsrapport fra DMU, nr. 205, 2005.

Thomas Bregnballe m.fl.: Vandfugle i Skjern Enge 2002-2004: Forekomst i træktiden og forstyrrende

effekter af jagt. Faglig rapport fra DMU, i trykken.

Preben Clausen m.fl.: Reservatnetværk for trækkende vandfugle. Faglig rapport fra DMU, nr. 490,

2004.

John Frikke og Karsten Laursen: Forlandsjagt i Vadehavet. Faglig rapport fra DMU, nr. 102, 1994.

Jesper Madsen m.fl.: Effekt af døgnregulering af jagt på gæs. Faglig rapport fra DMU, nr. 312, 2000.

Jesper Madsen og Thomas Eske Holm: Regulering af jagt på vandfugle i kystzonen: Forsøg med

døgnregulering på Harboør Tange. Faglig rapport fra DMU, nr. 168, 2002.

Jesper Madsen m.fl.: Effekt af reservatoprettelse for rastende vandfugle i Vest Stadil Fjord.

Arbejdsrapport fra DMU, nr. 176, 2003.

Alle rapporterne kan findes på DMU’s hjemmeside http://www.dmu.dk/Udgivelser

Tilbage til forsiden