Skipper skæver nervøst op til vinduerne i den røde bygning. Men på denne frostklare decembermorgen er der mørkt såvel udenfor som indenfor. Godt det samme. For nu skal der ikke komme flere passagerer, før den lille postbåd overskrider den tilladelse som Søfartsstyrelsen har udstedt for passagersejlads med "Hjortøboen". 12 passagerer må være ombord har herrerne oppe bag vinduerne i det røde hus på Svendborg havn bestemt.

Snart glider "Hjortøboen" ud fra sin plads. Turen går vesterud gennem Svendborgsund. De få, der har forladt den røgfyldte, lille salon og står i læ på agterdækket, når lige at se solen stige op over bakkerne på Tåsinge, inden den forvinder bag skydækket.

Stemningen ombord er høj. Forventningen stor. Den øges efterhånden som vi nærmer os Hjortø. Da skipper Bent Rasmussen efter det faste grønne fyr midt i Højesteneløbet lægger postbådens kurs mod syd, kan vi se fiskekutteren, der ligger for svaj udenfor havnen. Der er altså også kommet folk fra Ærø. Og fra Spjald i Vestjylland er et par harefangere kørt afsted i nattens mulm og mørke for at nå frem. Det er dem, der har købt nogle af de harer, der i dagens løb vil ende deres frie liv på Hjortø for at komme i kasser, og så dagen efter genfinde friheden i Vestjylland, så bestanden dér kan få lidt friske gener i blodet.

Snart er vi samlet i øens forsamlingshus. Gammel Dansk er på bordet. Kaffen og nogle bajere - årets harefangst står foran sin begyndelse.

Der er en snak uden lige i det lille hus, hvor Nora, Gerda og Birgitte har travlt ude i køkkenet, mens fugtigheden driver ned ad ruderne, og skjuler udsigten til de efterårstunge, sandede, mørke marker.

Oldermanden byder velkommen. Han fortæller lidt om bestandens størrelse og kommer med sit bud på, hvor mange dyr der i dages løb vil havne i nettene. Han giver også instrukser om, hvordan øen skal drives af.

"Vi går søndersiden ud først. Når vi kommer til markvejen ved købmanden er det op dertil, og så den anden vej ud. Vi har sat spærregarn op ved Pejdenoret vesterude. Efter nordsiden tager vi kaffen og så resten af markerne."

Øens fem oldermænd har tidligere på året bestemt datoen for fangsten. Efter den gamle jagtlov sluttede jagttiden for haren den 18. december, så årets indfangning på Hjortø lægges som regel et par dage før den sidste jagtdag. Så er der mulighed for, at udskyde den en dag eller to, hvis det skulle storme så meget, at folk ikke kan komme til øen på det planlagte tidspunkt. Og samtidig er harerne fredet, når de dagen efter sættes ud på den nye terrænner.

De fem gårdmænd, der på skift er oldermand, har i dag stort set kun harejagten som fællesopgave. Tidligere bestemte de også - på det årlige oldermandsgilde den 4. eller 5. maj - hvornår hegnene skulle gås efter på de fælles græsningsarealer - ikke mindst på Hjælmshoveds fællede. Hvornår skulle gårdmændene i fællesskab afsætte en dag til at fjerne det tang, der i vinterens løb var skyllet op på markerne, og tidspunktet for kreaturenes udsætning på Hjælmshoved og de to småholme, Mejlholm og Odden, fandt også sin løsning på oldermandsgildet.

Dette års oldermand, Karl Henningsen, fortæller, at forberedelsen til harefangsten først og fremmest er aftaler om salg. I år skal de gå til Jylland og Fyn. Prisen er 350 kroner per styk. Dyrene kunne let give det dobbelte, hvis de blev solgt til avl i harefarme, men det er forbudt. Derfor skal hver af de jagtforeninger, der køber dette års harer bekræfte, at de købes til udsætning.

"Det er godt nok, at de ikke kan sælges til harefarme. Jeg kan ikke rigtig få det ind i mit hovede, at det der med harefarme skulle blive til noget i det lange løb."

Karl Henningsen fik ret. I 1993 blev harefarme i Danmark forbudt. De skulle afvikles over to år. Da forbuddet trådte i kraft var der herhjemme 100 harefarme, der eksporterede op til 5000 harer årligt.

Decemberdagene er korte og kolde, så der skal ikke snakkes for meget i forsamlingshusets varme. Snart går mand og mand afsted, udstyret med hver sit net. Der er langt mellem kvinderne i marken. Anne, en tidligere beboer, er med og Petersens døtre også.

Mange har net at holde styr på. To om hver. 30 net. Andre - uden net - går rundt i skruppet - sivene og den høje bevoksning. Så gælder det elles om at holde nettet langs med jorden indtil haren vælger hvor den vil igennem rækken af net og fangere. Den store kunst er at stamme nettet på sent, at haren ikke når at opdage det, men alligevel så betids, at den drøner ind i det. Harens øjne sidder på siden af hovedet, og kun når den ser lige frem, kan den afstandsbedømme. Ellers må den nøjes med at registrere bevægelser og bruge sine lugte- og lyttesanser. Derfor pejler haren ofte med siden store, tragtformede ører.

Sidder haren først i nettet skal det holdes stramt, for ellers når haren at få kontakt ned Hjortøs marker igen, og de kraftige bagben sørger for, at den flyver afsted som en raket. Er der harer, der når at blive våde, sættes de ud igen. En våd hare bliver let syg, hvis den ikke for lov at løbe sig tør.

De næste timer er eet langt lydbillede. Stemningen og humøret er højt - uanset vejret.

I 1987 havde jeg båndoptageren med:

"Dér er den, dér er den! Dér er den, den lille karl. Bare træk ud Christian. Der er to! Er du tosset, mand. Den første - den er til os!

Se godt efter Christian. Har du godt ved. Den er vores! Nej, den drejer sgu og ryger forbi. Det ku jeg godt regne ud. De har jo ikke fat i nettet derovre.

Det var dog rædsomt de ikke havde fat i det net. Det kostede en hel flaske brændevin.

Der er en til! Den kommer nu...Christian, den må vi ikke lade gå! De må fanme ikke grine af os. Nææh...den kommer ikke her. Nææh...den kører over til de andre....den går i! Den er hængt. den er hængt! For satan mand, den hænger i fortænderne!"

Hurtigt kommer en hjælper og løfter haren ud af nettet - i bagbenene. Aldrig må man tage rundt om en hare, for dens ribben er ømtålelige, og brækker let.

Det kan se barsk ud, når harerne ryger i nettet og spræller. Nogle gange skriger de øredøvende, som et spædbarn. Angstskriget skal forskrække harefangeren, så han slipper dyret af bare overraskelse. Men fængerne fra Hjortø kender lyden.

Der er langt mellem en hare dør under jagten og den efterfølgende transport. Sat i kasserne får de lidt halm og en stump roe at gnave i.

Hjortøs første harefangst fortaber sig i det uvisse. Nogle snakker om en gang i 1920-erne, andre mener det hele begyndte i 1930-erne. Da øens lærer, N.P. Nielsen i 1939 skriver om Hjortøs naturforhold, nævner han, at der findes harer, men intet om denne særlige jagtform.

En del af indtægten fra de solgte harer gik tidligere til fællesskabet. En anden del til Hjortøs gårdmænd. Men nu, hvor havnen er blevet kommunal, og vejene også overtaget af komunen, og der ikke længere er de store udgifter på forsamlingshuset, går alle pengene til fordeling.

Efter frokosten og pausen i forsamlingshuset er det tid at sætte kursen hjem igen. Harerne er sat i kasser, og sælges oftest tre sammen: En han (ramler) og to hunner (sættere).

Dagen har været fyldt med gode oplevelser. Jeg er træt af turene i den mørke pløjejord og opholdet i den friske luft.

72 harer blev det til i 1987.

"Ses vi ikke før, så til næste år - samme tid, samme sted!"

Birkholms harejagter

Hjortøs naboø mod syd er Birkholm. Der har traditionelt været tætte forbindelser mellem de to øer, der sammen med Skarø og Drejø har udgjort selvstændig kommune og kirkesogn. Hjortø og Birkholm har også - indtil 1921 delt lærer. I dag hører Hjortø under Svendborg og Birkholm under Marstal kommune.

På Birkholm er harerne fanget levende siden 1921 hvor de første gårdejere købte sig fri af det langelandske grevskab, Tranekær. Greven overlod harefangsten til beboerne.

Før den tid drev Greven selv en årlig jagt på harerne. I 1908 skød hans jagtselskab ikke færre end 170 harer på Birkholm. Der var tradition for, at øens børn var klappere på jagten.

Ved frikøbet blev det besluttet, at de levende harer skulle sælges til udlandet, og indtægten gå til øens ve og vel. Det betød fremgang for den lille, én kvadratkilometer grønne, lave klat mellem Tåsinge og Ærø. Der blev i 1924 bygget et lille anneks til det hus, hvor oldermændene holdt laug. I 1936 blev havnen anlagt, der blev opført pumpestation og anlagt veje. Så vidt så godt.

På Bystævnet for øens gårdmænd den 15. juli 1959 informerede oldermanden, Frede Rasmussen, om, at han taget 300 kroner fra kassen, fordi harerne havde forøvet markskader. En anden gårdmand, Christian Jeppesen, protesterede øjeblikkeligt, og krævede, at pengene blev betalt tilbage. Man enedes om sagsanlæg!

I januar året efter er under "indtægter" opført 300 kroner fra Frede Rasmussen, så sagen har tilsyneladende fået en mindelig løsning!

Først i 1990 lykkedes det igen på Birkholm at blive enige om, at overskuddet fremover skulle gå til udbedring af de slidte diger. Landbruget var i mellemtiden ophørt på øen, så det var svært at argumentere mod forslaget og henvise til eventuelle markskader!

På Birkholm blev harerne fanget den første lørdag i december. Før i tiden blev gæsterne bespist om morgenen i forsamlingshuset, hvor øens gårdmandskoner stod for opvartningen. Før jagten kaffe, morgenmad og et stykke smørrebrød. Efter de fysiske udfoldelser suppe og kød i peberrodssovs - dertil øl.

I takt med affolkningen blev det sværere og sværere at få arbejdskraft nok til opvartningen. I harefangstens sidste år på Birkholm tog hvert hus på øen sig af sine egne gæster, og man nøjedes med en varm formiddagsdrik i forsamlingshuset.

Om aftenen blev der pyntet op i forsamlingshuset, spillet bankospil til medbragt kaffe, og der var gerne pyntet et juletræ.

Dagen efter, om søndagen, blev de indfangne harer sendt med "Hjortøboen" til Svendborg. I 1993 fangedes de sidste harer på Birkholm.

I dag afholdes en årlig harejagt. Det er udenøs der for en klækkelig betaling får lov til at skyde harer en novemberdag. Nogle år er arrangementet udbygget med mulighed for et aften- og morgentræk efter ænder langs øens kyst.

Jagten i Øhavet

Der har været harer i Danmark siden istiden og de første rydninger i den skov, der dengang dækkede hele landet. I perioder har haren været almindelig, mens sygdom i andre perioder har været tæt på at udrydde den danske harebestand.

I Kong Valdemars Jordebog fa 1231 opgøres vildtet på kongens ejendomme. Her nævnes haren ikke i genemgangen af De sydfynske Øer.

Sandsynligvis er den derfor indført på de mindre øer syd for Fyn efter den tid.

Haren blev før i tiden jagtet herhjemme med gevær, myndehunde og falke. Ved en kongelig forordning i 1537 blev jagten på harer forbeholdt adelen. Andre, der jagtede harer blev straffet hårdt.

For 40-50 år siden blev hare indfanget mange steder i landet, men altid med henblik på udsætning andre steder.

Bjørnø holder harejagt over fire dage. To lørdage og to søndage. Der spændes faste net over hele øen. På Bjørnø holdes harefest om sommeren. En lade pyntes. Levende musik og mere end 100 festdeltagere samles.

Korshavn. Her blev fanget harer ihvertfald i 1939.

Skarø. Allerede da forfatteren Achton Friis besøgte øen i 1921, var der tradition for fangst af harer. Setteren kostede 30 kroner, ramleren 15. I 1968 fangedes der 125 harer på øen. I perioder har man fanget to dage årligt.

Også Drejø, Torø, Lyø, Thurø, Ærø, og Illumø har lagt marker til harefangst. Achton Friis besøgte også Drejø i 1921. Dengang blev harerne skudt, skriver han.

Vildtbiologisk Station - det nuværende Danmarks miljøundersøgelser har i årene 1957-70 foretaget omfattende forskning på Illumøs harebestand, der årligt er blevet fanget om mærket. Undersøgelserne viste blandt andet, at den årlige dødelighed i øens harebestand var på 46 procent.

Forbuddet

De første begrænsninger i den traditionelle harefangst på øerne syd for Fyn kom i 1982, da et forbud mod brug af net til jagt trådte i kraft. Op gennem 1980-erne blev det kun muligt at få dispensation til fangst af harer, hvis de blev udsat andre steder i Danmark. Den traditionelle - og særdeles indtægtsgivende - eksport var dermed forbudt.

Den ny lov om jagt- og vildtforvaltning fra 1994 mindskede mulighederne for traditionens videreførelse. Såvel indfangning som udsætning af vildt blev forbudt. Undtagelser er de udsætninger af hundredetusinder af fasaner, gråænder og agerhøns, der stadig finder sted. Den ny lov forbyder udsætning af vildt, med mindre Skov- og Naturstyrelsen under Miljø- og Energiministeriet har givet tilladelse.

I september 1994 beder Styrelsen Vildtforvaltningsrådet, der er ministerens rådgivende organ, om at få accept af, at Styrelsen ikke længere tillader udsætning (og dermed også fangst) af harer, med mindre der er tale om små, isolerede bestande på småøerne, der er forsvundet, for eksempel på grund af sygdom. Styrelsen mener ikke, at man længere skal acceptere udsætning af harer for at "blodforny" bestande, fordi der ikke er biologiske argumenter for, at udsætning af harer har en positiv indvirkning på en lokal bestands trivsel. Embedsmændene mener også, at bestanden af harer på mange mindre øer trives udmærket, uden der sker udsætning af harer fra andre lokaliteter.

Vildtforvaltningsrådet accepterer Skov- og Naturstyrelsens nye politik.

Skov- og Naturstyrelsen er godt klar over, at et stop for den traditionelle harefangst kan få økonomisk betydning for visse småøer, men skriver i et brev til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg: "Styrelsen er imidlertid af den opfattelse, at en udlejning af retten til at jage harer på de pågældende øer helt eller delvis vil kunne kompensere for dette tab."

I 1994 er det forbudt at fange harer, og ansøgninger fra såvel Hjortø som Birkholm imødekommes ikke. Kun Midtfyns Jægerklub får lov til at fange fem harer på Lyø til udsætning på Stige Ø i Odense fjord. Danmarks Miljøundersøgelsers afdeling ved Kalø på Djursland får lov til at fange fem sættere (hunharer) også på Lyø. De skal ikke sættes ud på en lille ø, men på markerne ved Kalø gods, hvor vildtbiologerne gennemfører et forskningsprojekt der skal finde ud af, hvorfor harer i dag har svært ved at formere sig.

Skov- og Naturstyrelsen tager sig også af landets kulturhistoriske værdier. Det er her fredningen af gamle bygninger, sten- og jordgærder hører under.

Men kulturhistorien - sådan som den levende, aktuelt og nærværende har udspillet sig på øerne syd for Fyn igennem årtier - er ikke et argument, Skov- og Naturstyrelsen tilsyneladende har foretaget deres vurdering ud fra.

Heldigvis nåede Jørgen Jensen at opleve den gennem en årrække, og jeg selv et enkelt år. Det er disse dejlige oplevelser vi i denne bog bringer videre, så læserne og iagttagerne får - forhåbentlig - blot en lille fornemmelse af den herlige tradition, der var engang.

Tilbage til forside