Tilbage til startside

Det er et sygt kort. Udtænkt af mænd i deres bedste alder - for 25 år siden. Billedet viser - i enkle røde streger - det ækle natursyn der trivedes i 1977.

Det var ikke en aprilsnar, da det daværende Fyns amts økonomiudvalg på den sidste dag i april 1976 vedtog at nedsætte et såkaldt embedsmandsudvalg til at undersøge forskellige muligheder for løsning af trafikken til og fra Ærø.

Embedsmændene fra de ærøske kommuner, amtet og de dengang to færgeselskaber der sejlede til og fra øen, brugte et år å arbejdet. De mødtes ni gange.

Og her er så resultatet af disse mænds fantasier. Dels er der nogle bud på hvordan man gennem fortsat færgebetjening kan forbedre sejladsen ved at anlægge nye havne i Rantzausminde vest for Svendborg eller ved Skovballe på Tåsinge. Det er de løsninger der ødelægger naturen mindst.

Men af de 11 forslag gruppen vurderer er de fem ikke blot med færger. Det er derimod faste forbindelser med anlæg af nye færgehavne, dæmninger samt høj- og lavbroer.

Se på kortet. Det siger mere end ord. En dæmning fra Ristinge over de helt æventyrlige, flotte rev og holme mod Marstal. Vejforbindelser fra landevejen over Tåsinge ned over øen, pløjende sig tværs over amtets største og vigtigste strandeng, Monnet og videre på fire meter høje jordvolde ud i Øhavet.

Det går helt vildt for sig i herrernes hoveder. Man kan se det  for sig: De kedelige jakkesæt går i selvsving. Jakkesætterne læner sig ind over et kort: "Her skal være en færgehavn", udbryder amtsdirektøren og drysser asken fra cigaren ned over Hjortøs sydkyst. Da kæmneren fra Marstal taber sin kuglepen, sætter den en streg ud til de smukke holme Vogterholm og Bondeholm nordvest for Strynø: "Nå, ja - hvorfor ikke dæmning over øerne. De ligger der jo til ingen Verdens nytte" udbryder han ,og alle jakkesættene griner. Inden den sidste grynten lægger sig, har kæmneren udvidet dæmningen med et lille komma, der pludselig også gør Strynø landfast.  Med et sæt rejser sekretæren sig og vil også være med: "HER - af alle steder!" brøler han ud i mødelokalet - og placerer en tyk tommelfinger på den lille, smukke Grensholm: "Her knalder vi enten en 26 meter høj bro op - og vil I ikke have det, laver vi sgu en færgehavn, lissom den vi kender fra Tårs", brøler han ud i lokalet. Alle drengene morer sig - og som noget af det sidste inden mørket sænker sig og jakkesættene kører hjemad er der én - ingen ved hvem - der lige når at udradere den helt lille Buddiken med såvel en dæmning fra nord og en 26 meter høj tilkørselsrampe mod syd...

Embedsmændene nævner ikke ordet "natur" eller "miljø"  i deres 29 sider lange rapport. Men i bilag gør Fyns Amt og "Fredningsplanudvalget for Fyns Amt" opmærksomm på de helt unikke værdier der findes i Det Sydfynske Øhav.

Tiden indhentede embedsmændene. Gud være lovet....

Vil du have det helt store grin kan du låne rapporten på biblioteket: "Fyns Amtskommune: Rapport fra den nedsatte tjenestemandsgruppe til undersøgelse af forskellige muligheder for løsning af trafikken til og fra Ærø. Fyns Amtskommune, 1976"       

tilbage til startside