Da vinden i begyndelsen af november for 130 år siden blæste kraftigt fra vest i flere dage tænkte stenhuggeren Henrik Peter Madsen ikke særlig over det. Heller ikke da den 11. november springer over i nordøst og tager til, så en "torebet mærssejlskuling" raser ind over landet. Vandet, der i dagene forinden var presset over i Østersøens østlige ende vælter tilbage mod de syddanske kyster. Vinden tager til og kulminerer onsdag den 13. november om formiddagen - i en orkan. Katastrofen er uundgåelig: 260 skibe drev ind på kysten eller forliste til havs - med døden som følgesvend. Næsten 100 mennesker omkom.
Syd for Fyn kostede katastrofen
ingen menneskeliv, men på de små øer måtte beboerne kravle op på
loftet og holde kreaturernes hoveder oppe over de frådende vandmasser.
Heldigvis skyllede havet tavlene ud i bindingsværkshusene så bølgerne
kunne købe igennem.
Uhyggeligt var det. især på Birkholm, Hjortø og Store Egholm. På
Birkholm gik det helt galt. Øen var hundrede procent under vand. Da det
lysnede onsdag, var vandet otte fod over daglig vande og mellem halvto om
eftermiddagen og seks om aftenen væltede bølgerne ind over Birkholm.
Havnefogeden i Søby målte et højvande på 11 ½ fod.
Beboerne oplevede, at havet steg og steg. Samtlige huse stod i vand. I det
smukke gamle fiskerhus, nummer 15, var beboerne fattede nok til at ridse
et lille kryds i en af entreens dørkarme, da man i løbet af den 14. igen
kunne se enden på mareridtet. Hertil nåede vandet! Men forinden havde
familien været på loftet, og med et reb holdt de hovedet på deres
eneste ko over vande. Morfar i huset satte sig i et dejtrug og stagede
over til en nabo for at se, hvordan det stod til der.
Andre steder på øen hev man fårene med på loftet. Den mørke,
stormende novembernat var det værste. Skorstenene i flere huse faldt
sammen. I den tidligere postbådførers hus var manden ikke hjemme, men
konen og en farfar havde fået mad og børn på loftet. Moderen havde lagt
børnene i tæpper op ad skorstenen, der stadig var lun, men farfaren
synes det var for farligt, og børnene blev flyttet. Kort tid efter
styrtede skorstenen sammen!
Først den fjortende, da det lysnede, kunne man se, hvad der var sket.
Vandet var da kun fire-fem fod over normal vandstand. Sikken et syn! De
fleste huse var ilde tilredte. Indbo, mad og døde husdyr flød flere
steder. Men ingen mennesker var omkommet. Og der gik ikke lang tid, før gårdmændene
var i gang med at tømme øens centrale brønd for saltvand, og fra naboøerne
kom skibe med ferskvand og madvarer. Greven på Tranekær sendte en båd
afsted fra Rudkøbing. Han troede alle var omkommet. Også han sørgede
for vand og mad til sine fæstere.
Birkholmerne flyttede sammen, blandt andet i fiskerhuset, som var mindst
medtaget.
Den 12. november 1872 var Rasmus Nielsen fra Store Egholm taget på indkøb sammen med sin bror i Marstal, da stormfloden også nåede Store Egholm. De kunne ikke nå tilbage til familierne på øen, men i møllerens kikkert så de, at husene stod næsten helt under vand. Rasmus´ kone, Karen, var kravlet på loftet med ni måneder gamle Cecilie og en lille gris. De tre køer druknede og drev i land ved Ærøskøbing, det samme gjorde indboet og hønsene, hesten overlevede ved at strække hals og gæssene klarede sig i vandet. Først den 14. kunne brødrene komme tilbage. De flyttede til Drejø mens husene på Egholmen blev genopbygget!
På Avernakø fik Henrik Peter Madsen travlt med at hugge flodsten. Alle blev de sat de steder hvortil vandet nåede under den stormflod som altid vil blive husket, mindet og fortalt videre fra generation til generation i Øhavet. Stenen overfor står på vejen fra Avernakøs havn og byen Avernak. De fleste turister opdager den ikke. Men flodstenen fortæller om en katastrofe de færreste danskere overhovedet kan forestille sig.