Junis fotofortælling
En af Øhavets talrige beboere. Lasius flavus, hvis man vil tiltale det lille 2 til 9 mm lange dyr på latin. Møder du den i Det Sydfynske Øhav forstår den nok navnet "Den gule engmyre". På Lyø Rev, Monnet på Tåsinge, Store Egholm og mange andre steder ser du tuerne stikke op over jorden. Fejlagtigt tror mange af os, at det er sten, der er vokset over med et lag græstørv. Måske er Monnet, der lokalt kaldes "Månen", og er Fyns største strandeng, ligefrem opkaldt efter det måneagtige udseende de mange myretuer giver.
Det sker kun én dag hvert år. På en stille augusteftermiddag kravler arbejderne uden for og åbner tuen. Pludselig fyldes luften med myrer fra hundredvis af tuer – det tiltrækker tusinder af måger. Det er den gule engmyre, der sværmer, når dronninger og hanner skal finde hinanden.
Ellers lever engmyren et usynligt liv. Aldrig bevæger den sig på overfladen af myretuen, der ligger som en forhøjning på op til en halv meter i landskabet. Men indeni er der hektisk aktivitet. Den gule engmyre holder bladlus som husdyr. I sommerhalvåret flytter de op til 140.000 arbejdermyrer rundt med 12.000 bladlus og finder de rødder til dem, der giver mest honningdug – lusenes sukkerholdige ekskrementer, myrens livret. Om vinteren kryber myrer og overvintrende bladlus sammen i den centrale del af tuen. Undersøgelser fra den fredede Hjortholm i Stavns Fjord viser, at hver beboet myreture vokser 4 mm om året. Samlet er det enorme mængder materiale, der føres rundt på en eng som Monnets, hvor der er mange tuer.
På myretuerne, der stikker 30-50 cm op over den flade eng, vokser særlige planter, der ikke kan tåle så salte forhold som dem på den lavere eng. På tuerne er jorden også varmere, løsere og tørrere end på engen. Her kan man finde gulaks, almindelig hvene, fåresvingel, tidlig dværgbunke og gul snerre. Øverst på tuerne er der tørt og sandet, på grund af myrernes graveaktivitet. Her vokser forskelligfarvet forglemmigej, fin og gul kløver, smal hareøre, gæslingeblomst og markærenpris.