Juli 2002
Selma. En af Øhavets smækreste tøser. Tænk at møde hende en hed, dampende sommermorgen. Mælken løber ned ad hendes hvide arme, mens hun koket smiler lige ind i dit kamera. Forfatteren Achton Friis faldt i svime, da han klokken 6 morgen den 17. juli 1921 går fra skibsbroen på øen Birkholm og op imod byen. Kort forinden havde han talt med en ældre mand, Hans Albert, på molen. Om den videre vandring skriver han i sit første bind af "De danskes Øer", udkommet i slutningen af 1920-erne, hvordan han pludselig hører en ung piges stemme:
"Nå, De er nok kommen herover for at se på vores ø!".
"Jeg vender om og ser hende bøje sig imod mig bag Koens rumpe, og næppe er Ordene udtalt, før hun faar et forsvarligt Øredask af Haledusken. Men hun fortsætter uden at lade sig afbryde:
"Ja - her er sandelig ogsaa dejligt", siger hun. Hun har skam også været paa Hjortø, det har hun da rigtignok - man har vel set sig om i Verden! Men på Birkholm - ja, maa hun be´ om den Ø! Folk er ogsaa saa meget livligere her end dèr ovre, Karlene siger helt anderledes Ting her end andre Steder.
Jeg spørger om, hvad hun hedder.
"Selma", siger hun.
Jeg kunde jo se paa hende, at hun maatte hedde Selma, sagde jeg. Det var et kønt Navn.
- Hm!
Om jeg matte fotografere hende?
- "Ih ja, saa gærne!"
Mens hun malkede Koen?
- "Ja, værs´god bare!"
Strip-strip! sagde Mælkestraalen nede i Blikspanden. Solen skinnede på Koens blanke, røde Vom, hvor fingertykke Aarer sprang som Floder på en Globus, og foran den på Selmas hvide Arme. Og jeg saá, at Pigen var saare yndig - og saa henrivende i sin Frejdighed, uden antydning af idiotisk Koketteri og uden den fjærneste Forfjamskelse. Der var intet ved Haar eller Klædedragt, der skulde bringes i Orden, før jeg "tog" hende - jeg stillede mig til Styrbord for Koen og sigtede:
Klap! -
Ved dette Brag kom Hans Albert styrtende ovre fra Vejen.
- Om jeg fotograferede Selma?
- "Javel", sagde jeg. Jeg anede tordenvejr……
- Om han kunne blive taget af ogsaa!
- "Naturligvis."
Jeg tog ogsaa Hans Albert.
Saa spørger jeg Selma, som nu er færdig med at malke, om jeg maa tage endnu et Billede af hende - uden koen.
Jeg faar Lov til det. Men nu tager Møen dog sit Hovedlin af og binder det lidt finere. Hun sætter sig på Malkestolen med Spanden mellem Knæene, lægger Armene i skødet og ser paa mig. Og saa knalder jeg en Gang til.
- Paa dette Billede bliver De saa smuk, Selma, at naar Karlene paa Øen ser det, faar De et Dusin Friere til," vover jeg at udtale.
- Ih, hvad skal jeg dog med dem? Jeg har saamænd alt for mange i forvejen."
- Der er da rart at ha´nogen og vælge imellem!"
- Nej - saa er det saa svært at hitte Rede i. Ikke for mange!" siger Selma med et Anstrøg af Alvor.
- "Nu kommer Hans Morten ovre paa Diget," raaber Hans Albert.
Jeg gemmer gesvindt Fotografiapparatet.
- Er det én af Frierne?" spørger jeg.
- "Ok nej! Det er en gammel, gift Mand," siger Selma, atter smilende, "den slags ser jeg ikke til!"
Pavse.-
Jeg siger Farvel til Hans Albert og Selma. Hendes Haand er lille og varm som en Fugleunge - og min duftede længe efter af nymalket Mælk."
Efter disse få minutter forsvandt Selma ud af forfatterens liv igen, men Selma levede videre - i 61 år. Hun fik et hårdt liv. Vil du læse mere om Selmas liv, så køb hæftet "Rundt om Selma". Indbetal 50 kroner på girokonto 8401 1061656 - og jeg vil sende det fluks - hvis du samtidigt mailer til mig og fortæller mig hvem du er og hvor du bor...
Bestil altså ved at indsætte 50 kroner på kontor 8401 1061656 og samtidig maile navn og adresse til sydforfyn@sydforfyn.dk