Det er en tidligt morgen. Søren sidder i sin
jagtpram. Han har været på vandet i flere timer. Oplevet en intens, fantastisk
morgen langs kysten på Sydtåsinge.
Båden er en kravlepram. Den er lille, flad og stikker ikke ret dybt. Når
kravleprammen rigtig skal leve op til sit navn, ligger man faktisk næsten helt
på maven i den. På den måde er jægeren gemt bag skydeskjulet foran - og er
der samtidigt smidt lidt tang på fordækket kan ænderne dårligt fornemme
båden. Den ligner blot en sten. Nærmer Søren sig en flok ænder drejer det
sig om at være så stille som muligt - og kun foretage meget rolige
bevægelser. De små stykker træ Søren har i hver hånd bruger han til at
stikke forsigtigt ned i det flade vand og så give båden fremdrift ved at
sætte langsomt af mod bunden.
Han har kun at håbe på, at han kan komme så tæt på fuglene - helst i medvind
- at de letter, flyver op mod vinden og dermed kommer på skudhold. Lykkes det
ikke, er det om at holde øje med hvor flokken flyver hen og lægger sig. Så kan
han begynde forfra. Langsomt nærme sig og håbe på bedre held.
At dyrke strandjagt med en kravlepram er en svær sport. Det kræver
fuldstændig styr på alt: båden og sine egne bevægelser. Nogle bruger også
prammen til "trækjagt". Så lægger jægeren sin pram godt gemt bag
sten og tang og venter på at fuglene skal flyve fordi - enten i de tidlige
morgentimer eller sidst på dagen, når det mørkner.
I midten af 1990-erne blev der etableret nogle jagtfri områder i Øhavet. Det var
først og fremmest et forsøg på at give svømmeænder, gæs og svaner mere ro
i sensommeren og efterårstiden hvor de raster undervejs på deres træk fra de
nordlige ynglepladser til vinterkvarteret længere mod syd. Undersøgelser havde
afsløret, at mange steder blev fuglene jaget på vingerne ret ofte. Og der gik
typisk tre kvarter før en sådan fugl blev så rolig, at den genoptog sin
fødesøgning. Måtte en jæger da komme forbi igen og jage flokken op endnu en
gang, kunne der gå op til to timer før fuglene faldt til ro og igen begyndte at
søge efter føde.
Om efteråret, når det svinder i de lyse timer, er det altafgørende, at de
rastende fugle får ro, så de kan nå at "tanke op". Ofte har de
fløjet langt inden de ankommer til Øhavet - og en lang tur venter forude. Når
fuglene ikke at få tilstrækkelig med næring og fedt, kan det gå ud over
deres chancer for at overleve senere på året. Ikke mindst derfor blev jagt
forbudt i to områder - og nogle steder må jægeren kun jage, hvis det er for
opankret pram på trækjagt - og dermed opsøger han (der er mest mænd) jo
netop ikke den ene flok efter den anden.
Resultatet har vist sig: Fuglene får mere ro, æder mere - og de jægere der nu
- som Søren på billedet - kan gå på jagt udenfor de jagtfri områder får
også flere fugle på tasken, altså skudt flere fugle. Det gør ikke noget.
Mange af ænderne er nemlig i bestandsfremgang - men derfor skal de
selvfølgelig alligevel have ro til at søge føde.