Køer der venter på en færge....
Kofærger i fortid og nutid...
Kofærger har været brugt i mange kystnære landbrug - før den højtbesungne, såkaldte "strukturudvikling" satte ind for 50 år siden. Den tog livet af køerne og fik kofærgerne til at rådne op langs de danske kyster.
Storhedstiden for disse prægtige fartøjer var tiden før kunstgødningen blev hver bondes eje. Dengang var et landbrug et samlet hele, hvor husdyr og marker ikke kunne betragtes hver for sig. Det var i den tid hvor den tidligere formand for danske svinebrugere, Kent Skaaning, ville være blevet mødt med store spørgsmålstegn i bøndernes ansigter hvis han sagde: "Min svinefabrik kunne lige så godt ligge i et industrikvarter. Foderet kommer i lastbiler færdigblandet og jeg sender dyrene afsted til slagteriet i andre lastbiler".
Tidligere var enge - og ikke mindst de mange strandenge i det kystrige Danmark - en forudsætning for, at bonden kunne dyrke på sine "rigtige" marker. Om foråret lod han græsset gro på engene. Ofte var det - nær kysten - naturligt gødet af de næringsstoffer der blev tilført, når vinterhøjvande efterlod tang på området. Når græsset var højt og saftigt blev det høstet til hø. Dermed havde bonde og husdyr fået sikret en del af sit vinterfoder.
Nu afdøde altmuligmand Hans Banke Hansen, der det meste af sit liv boede på Drejø, har til denne hjemmesides redaktør levende fortalt, hvordan han - i sin tid som karl på Birkholm - oplevede hø-høsten på Store Egholm:
"Jeg kan huske en morgen - klokken halvfire - hvor vi tog en en flok karle sammen med gårdejer Hans Hansen Nielsen i pramme over Mørkedybet til Egholm for at slå hø. Det skal ske, før dyrene til august får lov at løbe frit over hele holmen. Og arbejdet med at få det stride græs, strandmalurt og ukrudt lagt ned, skal foregå, mens duggen hænger i stråene. Ellers tager leen ikke ordentligt ved. Allerede klokken syv var vi alle mænd hjemme igen. På Egholmen ligger høet nu bundtet til tørring."
Forfatteren Achton Friis fortæller et sted i sit værk om de danske småøer, at han en morgen - i 1920-erne - vågner tidligt og stikker hovedet ud af kahytten på "Rylen". Han ser er sælsomt syn. Store højhuse er på vej over havet. Han forstår intet, men efterhånden som han får gnedet søvnen ud af øjnene ser han en række af fladbundede pramme. Det er ko-færger uden køer! Fyldt med enorme mængder høstet græs er de på vej tilbage mod gården for at få det bragt tørt indendørs. (Kan nogle af læserne huske hvorhenne i tre-bindsværket Friis beskriver dette, vil jeg være taknemmelig for at få det at vide).
Ikke kun køer tager færgeture i Øhavet. Her er et
billede fra Birkholm, hvor
øens hest skal på sejltur. Tre mand er i gang med arbejde.
Sandsynligvis stammer fotografiet fra 1930-erne.
Når græsset var høstet blev dyrene fragtet fra græsningsområder nær gårdene til de ubeboede holme. Kofærgen gled langsomt gennem det stille, flade vand igen. Denne gang var det med køer, der stod helt stille og undrede sig over, hvad der nu skulle ske. Resten af sommeren gik dyrene og gnaskede græs i sig.
Før i tiden hed det om Birkholm, at øens "sylte" - det er et gammelt udtryk for våd eng - har en "betydelig høbjergning" og at øen endog sælger hø til Ærø.
Om vinteren fik køerne som nævnt engenes hø som foder - og deres gødning blev fragtet fra staldene ud på møddingen, hvor det - som den eneste gødningskilde - var uundværligt på markerne, så der her kunne dyrkes korn. Nogle steder blandede øboerne gødningen med ilanddrevet tang.
Et gammelt dansk udtryk lyder "Eng er Agers Moder" - og det forklarer hele det naturlige kredsløb på landbrugsbedriften før i tiden.
Men sådan er det ikke mere. Det industrialiserede landbrug klarer sig med store mængder svinegylle eller sække fyldt med kunstgødning...
Danske kreaturer samles i større enheder - og ofte er det de sandede jorder i Vestjylland der trækker. Der bliver færre og færre køer tilbage i Østdanmark - og ikke mindst i Det Sydfynske Øhav - er udviklingen gået hurtigt. Kofærgerne står og ligger tomme - ingen køer løser billet mere.
Det er trist, for engene på småholmene gror til og springer i busk. Så forsvinder de vadefugle som ellers er vigtige at fastholde hvis Danmark skal standse sin tilbagegang i den biologiske mangfoldighed som vi har besluttet og også lovet i EU - inden år 2010.
Derfor var det også en god tanke, en strynbo gjorde sig i begyndelsen af 1990-erne da han - på en tur langs Strynø Kalvs kyster - så den gamle kopram ligge i strandkanten. "Den bør sikres for eftertiden" tænkte han og fik hurtigt Øhavets Smakkkecenter med på ideen - og det daværende Fyns Amt. Amtet betalte for en restaurering og en påhængsmotor - Smakkecenteret kvitterede for hjælpen ved at "arbejde tilskuddet af" i form af praktisk hjælp til sejlads med køer. Billedet herunder er fra 1994-1995, hvor bønder på Tåsinge sejler dyrene til græsning på Birkholm.
Sådan en dag er en festdag. Bønder i aftensol, med redningsvest og dåsebajere...! Alle glæder sig over at se køerne løbe ud i folden...
Men selvsamme pram var ikke nær så prægtigt et syn i 1989 - hvor den også dokumenterede, at køer ikke nødvendigvis behøver at være lasten:
Billedet viser faktisk to kopramme - bundet sammen med reb, og der er så på tværs udlagt et par kørebrædder. Herpå er placeret en ganske tung radiosendevogn fra Danmarks Radio. Bilen skulle til Strynø Kalv, hvorfra der hver morgen i en uge i juni blev sendt direkte børneradio fra øen.
Kopramme er ikke blot et dansk fænomen. Prammen nedenunder så jeg på en lille gruppe små skærgårdsøer ved Stockholm - Fjäderholmene - i august 2002. Ko-färjen blev bygget i 1923 af Hildor Hådefin til Fridof Ôsterman på Låndö. Den er 7,6 meter lang og 2,88 meter bred. det meste af sin tid tjente den fæ og folk på Svartö i skærgården.
