Drejø er en af de større øer og skal du nå at opleve hele herligheden på en dagstur kræver det en cykel.

Drejø ligger på grænsen af det mere åbne farvand mod nord og vest og den lavere del af Øhavet mod øst og syd. 

Det er ganske pudsigt som Drejø ligner sin storebror mod nordvest, Avernakø. Begge er det to markante landområder forbundet med et drag, skabt af havet.

Det skyldes selvfølgelig isen der for 17.000 år siden kom fra sydøst, og delte sig i to tunger der skød henholdsvis op i Storebælt og hen mod Lillebælt. Den sidste tunge har efterladt bunker af moræne i retningen fra sydøst mod nordvest. De viser sig senere - efter landhævning og vandstandsstigning - som bakketoppe der rager op af havet. På Drejø er den østlige og vestlige del og en lille bakke imellem senere blevet til én sammenhængende ø, da havet har aflejret materiale mellem morænekernerne.

Kysten er afvekslende. Mod nord er den stærkt fliget og engen går helt ud til havet, mod syd er den stenet, men også med badestrand mange steder.

Mod vest står klinten stejlt og det lerrige morænejord er forsøgt udnyttet gennem byggeri af et teglværk for 100 år siden. Det er siden revet ned. Det er kun halvdelen af Drejøs areal der dyrkes. Resten er enge, overdrev, strandsøer og moser, ikke mindst Søndersø og Nørresø. Nogle plantede granplantager skæmmer det smukke landskab, hvor mange levende hegn, ofte stynede popler, ellers pynter langs vejene. På "Skoven", den vestlige og op til 17 meter høje del af øen, ses røn og hyld.

Natur

Overalt langs strandene driver tang ind. Det er blære- og savtang og meget ålegræs der er en blomsterplante.

Oven over vandlinjen ses de typiske strandplanter: Strandasters, strandkvik, strandgåsefod, sandkryb, strandarve, strandkål og megen strandkarse. Langs de diger, der er mange af på de lavere dele af øen, vokser bukketorn og hyld. I Søndersø, Nørresø og Tørvegravene er der tagrør og strandkogleaks.

Det mest synlige fugleliv er om vinteren at finde på havet. Titusinder af edderfugle ligger overalt omkring Drejø. Ikke mindst i februar trænges farvandet af arten, da der ankommer tusinder af vintergæster der ellers har ligget i Vadehavet. Det er alle fugle der yngler i Østersøområdet. Den elegante havlit kan du også være heldig af se fra færgen. Den flyver let som en svale over havet men er selvfølgelig større.

I forårs- og sommertiden er de store enge ved Mejlhovedet og Drejet fyldt af ynglefugle. Storm- og især sølvmåger anlægger reder og også Danmarks største mågeart, svartbagen, yngler her. I strandsøen lige før Skoven er mange gråstrubede lappedykkere, og det samme kan du se i Nørresø, hvor også gæs og svømmeandearter holder til, foruden trold- og taffelænder. Her og i Søndersø yngler rørhøge.

Langs kysten ser du strandskader og store præstekraver - og i Klinten på Skoven har digesvaler gravet deres redegange ud.

For nogle år siden slap nogle rådyr ud fra en indhegning. De trives godt og søger læ mellem granerne og i levende hegn. Haren er almindelig og blev tidligere fanget som på de øvrige småøer.

Drejø brænder! På en smuk sommerdag lidt over middag var tækkefolkene på præstegården inde hos præstekonen og drikke kaffe, mens pastor Blum var på vej til Skarø. Det røg lidt fra det gamle halm på gårdspladsen. Ilden bredte sig lynhurtigt. Præsten så den kvælende røg og roede hjem, og førstelærer Køster organiserede slukningsarbejdet. Tre minestrygere satte kursen mod øen og landsatte mandskab der kunne hjælpe til. Men alt var for sent. 11 gårde og syv huse brændte. En national katastrofe. Kogtved Søfartsskoles elever, Frivillig Dansk Arbejdstjeneste og Danske Kvinders Beredskab mødte op fra hele landet.  

Der er rester af stenalderbopladser i det lave vand flere steder omkring øen, og på Mejlhoved har ligget en runddysse, men ellers er Drejø nok først blevet bosat i 1300-1400-tallet hvor kongen lod den opdyrke, inden han i 1667 solgte den til det fynske gods Egeskov. Senere har bønderne været fæstere under Hvedholm.

Generelt var landmændene bedre stillet end andre fæstere, fordi herremanden kun sjældent kom forbi. Det medførte et stærkt sammenhold landmændene imellem.

Drejø Bys vedtægter er fra 1705 og giver retningslinjer for alt fra kirkegang, slagsmål, banden, morgenbøn, høslet, skorstensfejning, løse hunde og fattighjælp. Eksempelvis var gårdejerne forpligtet til at give jordløse husmænd og fattige gratis mælk. Kunne de ikke levere varen skulle der i stedet gives øl!

Under Englandskrigen 1807 blev beboerne udstyret med muskedonnere og geværer, men de kom aldrig i brug. Øboerne holdt fjenden på afstand blandt andet ved bygning af forsvarsanlæg – af tang. De så nok så truende ud fra havet!

Der har været drevet fiskeri fra Drejø. Typisk fiskede den enkelte bonde og husmand til husbehov, men i 1885 stiftedes Kvaseselskabet Drejø. Tre både har drevet trawlfiskeri, men ellers er det åle-, torske- og rejeruser, bundgarn og kroge, der har været anvendt.

Drejø Gammelhavn på øens nordside er en kulturhistorisk perle. Det er nærmest en naturhavn, og den er anlagt før 1880, hvor den blev udvidet. Den ligger på dette beskyttede sted, da Drejø møllegård, Hvedholmsgave, lå tæt ved. Her fik såvel beboerne fra Skarø og Hjortø malet korn, før de fik egne vindmøller. Den lille havn har haft anløb af såvel fragt- som passagerbåde. I 1884 etablerede nogle af øens beboere deres eget dampskibsselskab og oprettede en rute mellem Drejø, Fåborg, Svendborg og Skovballe på Tåsinge. Efter behov anløb skibet også Bækkehave på Tåsinge. I 1905 flyttede passagerdamperen til den nyanlagte skibsbro på sydøstsiden af øen. Men stadig kom fragtskibe til Gammelhavn. Havnen bestyres af Drejø Havnelaug der gerne ser den kulturhistoriske perle frisket op. Nye toiltetbygninger har afløst nogle ældre i gasbeton og der er planer om at genskabe tjære- og stejlepladser, genopføre de gamle fortøjningspæle udenfor havnen og restaurere det gamle pakhus som er opført af Svendborg-købmandsgården "Baagøe & Riber" i fragtsejladsens storhedsstid. Måske bliver her også primitive overnatningspladser og en udstilling om fiskeri- og fragtperioden.
Fra gammel tid var der planer om at inddæmme Vigen nord for Drejø. Det blev heldigvis aldrig til noget, ligesom Søndersø blev forsøgt afvandet i 1951, men de 52 ejere af parceller i mosen kunne ikke blive enige om betalingen.

Drejø har gennem de seneste mange år oplevet affolkning. Det er den lange færgetur - mere end en time - og Svendborg Kommunes lukning af skolen i 1991 - der har ødelagt muligheden for tilflytning i større stil.
Af samme grund er der næsten ingen børn på Drejø og der bor flest midaldrende og ældre.
Selv om øen har ret ny færge, som den dog stadig deler med Skarø, har det ikke ændret udviklingen.

Et gammelt badehotel er feriekoloni for Gladsaxe kommune. I den gamle skole (nedlagt 1991) er indrettet naturskole. Som en modsætning til tidligere tiders trang til landindvinding og tørlægning, besluttede to lodsejere for nogle år siden at standse pumpen, der fjernede vand fra Nørresø. Her er siden genskabt en dejlig sø med afgræsning på engene ned til bredden. Her står et fugletårn.
I byen er en lokalhistorisk arkiv og en af de gamle gårde er museum.
Der er ø-lejr hver sommer på Drejøs sydkyst.
Øens fremtid er usikker. Der har i årevis været ønske om en hurtigere færgeforbindelse, eventuel med kortere rute og anløb på Tåsinge eller vest for Svendborg, men øen har aldrig kunnet stå sammen om at fremføre dette ønske overfor byrådet i Svendborg. En ny færge fra 1997 har ikke kunne tilfredsstille behovet.

Ved prædikestolen i Drejø Kirke er placeret en række timeglas. Den gode historie fortæller, at en tidligere præst var utilfreds med, at menigheden var en smule drikfældig - men menigheden synes omvendt, at præsten holdt alt for lange prædikener den ene søndag efter den anden. For at råde bod på det sidste, satte præsten disse timeglas op. Under en prædiken var tiden alligevel løbet fra præsten der slet ikke var færdig, da det sidste sand løb gennem glassene. Han kiggede ud på forsamlingen, og sagde så: "Ja, jeg ved jo at I gerne holder af et glas til" - hvorefter han vendte timeglassene og fortsatte sin lange, lange tale!!!!