Tilbage til startside
Tilbage til artikeloversigt

Beretningen om Johannes og øhavet
 © Jakob Rubin (tekst) og Casper Balslev (foto), Jyllandsposten

Øerne i det sydfynske øhav er perler af idyl og dramatiske historier om danskernes liv gennem generationer. Afhængigheden af hinanden er stor og myterne mange.


For knap 100 år siden blev en dreng ifølge overleveringen slået ihjel af sin lærer på en skole på den lille ø, Strynø. Så forfærdelig var hændelsen, at der ikke blev talt om den siden. Myndighederne blev aktiveret. Sagen blev tiet tavs. Den syntes at have været ubærlig for øsamfundet, hvor alle på godt og ondt kendte hinanden og ikke ret mange andre. Øboerne kan have frygtet konsekvenserne af et opgør om skyld og straf; at fundamentet under dem smuldrede. På en isoleret ø er samhørighed en betingelse for at overleve ensomhed, sygdom og fattigdom. De havde fælles skæbne. Både med læreren og drengen. Danmarks store ø-kronikør, maleren og forfatteren Achton Friis, nævner heller ikke det formodede drab i sit fembinds mammutværk "De Danskes Øer" i det ellers omfattende kapitel om Strynø. Alt tyder på, at Strynøs befolkning holdt den 12-årige Johannes Jørgensens skæbne hemmelig for den anekdoteglade Achton Friis, da han med tegneren Johannes Larsen besøgte øen i efteråret 1921. 60 år senere gjorde Erik Aalbæk Jensen Achton Friis kunsten efter. Hans om muligt endnu mere anekdotefikserede ottebindsværk Livet på Øerne mangler også historien om Johannes.

Gravsten i kirketårnet på Strynø, 30. maj 2005 

Dårlig samvittighed
Læreren, der gik over gevind, da han ville straffe en elev foran resten af klassen og endte med at dræbe ham, har været øens dårlige samvittighed i 96 år. »Det var ikke noget, man snakkede om. På Strynø er man på godt og ondt knyttet til hinanden. Historien blev på en måde tabu,« fortæller Strynøs lokalhistoriker, arkæologen Jens Bech. Han forklarer, at læreren var kendt som en streng mand. Han ville straffe drengen, muligvis for at have proppet en tudse i hans lomme, og slog ham i hovedet med den skarpe side af en trælineal, så der dannedes en bold af blod på ydersiden af drengens hoved. »Johannes gik hjem og spiste som en afsindig, sikkert grød, og det fortælles, at han ikke kunne stoppe. Forældrene måtte tage maden fra ham. Nogle dage senere var han død,« siger Jens Bech, der har taget imod i sit hyggelige hus midt i Strynø By. 80 meter væk ligger øens efter forholdene store kirke. Døren til tårnet står åben. Det er mandag, og graveren har fri. Går man ind og op ad den gamle trætrappe forbi reb og sirligt ordnet værktøj fra fortiden, kommer man efter en snes trin til mellemdækket, halvvejs oppe i tårnet. Bag en bunke byggemateriale står en lille marmorgravsten skjult. Det er Johannes Jørgensens. Kort meddeler inskriptionen »Født 27. juli 1896. Død 14. juli 1909«. Ikke andet.

Skulle kasseres
Pladen skulle for længst have været kasseret, men kirkegraver Ejvind Andersen ville det anderledes. »Jeg kan jo ikke bestemme, hvad der skal gemmes, nej, jeg kan ej,« siger han med strynboens typiske dialekt. »Men alligevel syntes jeg, det var synd at smide den ud. Den fortæller jo øens historie, ja, den gør. Først satte jeg pladen ind i skuret, men det står ulåst. Så satte jeg den op i tårnet, hvor ingen så tit kommer,« forklarer den 59-årige graver, hvis familie har beboet den fem kvadratkilometer store ø i generationer. Bagsiden af marmorpladen smykkes af sorte bogstaver og tal. Signe og Inger Jørgensen, Johannes' to storesøstre, fødtes 9 og 15 år før ham. Da de døde godt 60 år efter ham, blev han vendt på ryggen og genbrugt.

Mest folkerige
Jyllands-Postens ekspedition er begyndt på den mest folkerige af øhavets mindre øer, Strynø, med 212 voksne og børn. De kommende dage besøger vi yderligere fire øer, nogle i positiv udvikling som Strynø, andre i akut fare for at blive endeligt affolket inden for få år. Alle med egen historie og beboet af store personligheder. Achton Friis brød sig ikke om Strynø. Den var grim, skrev han surt dengang i 1921. Husene var forfærdeligt nymoderne og blottet for charme, mente han. I dag er netop Strynø By blandt øhavets absolutte perler og de samme gamle huse for længst erklæret bevaringsværdige. Jens Bech, arkæologen, søger flere svar på mordgåden i øens lokalarkiv, der ligger på loftet på skolen. Mens øens otte skolebørn undervises nedenunder, finder han protokollerne fra forrige århundrede frem. Med sirlig håndskrift kan læses ud for Johannes Jørgensen , at han ofte var syg og fik middelmådige karakterer. En dag i juli 1909 står nøgternt anført: Død. »Nu afdøde strynboer har fortalt, at læreren af skolebestyrelsen blev pålagt at bede forældrene om tilgivelse. Kun drengens far tilgav ham. Moderen ville ikke,« fortæller Jens Bech. Arkæologen skulle dog blive modsagt i minutterne efter. I haven til præstegården bokser provst Knud Nielsen med en jolle på en trailer. Jo, historien om tragedien har de ældste af sognebørnene i tidens løb talt om. »Den gamle lærer var for stolt og stivnakket til at ville indrømme og undskylde over for forældrene. Det var ellers noget af det mindste, man kunne forlange,« mener provsten at vide. Hvad der er myte, og hvad der er sandt, er uklart. Sådan er der så meget på Danmarks 527 øer, hvoraf omkring 90 er beboede. Historien om Johannes Jørgensen er under alle omstændigheder vidnesbyrd om et liv, der for 100 år siden betød isolation og nøjsomhed. Danmarks mange øer er med Achton Friis' ord et særkende, der også i dag gør vores land til noget unikt. Så mange og så små. For manges vedkommende beboet af prægtige og standhaftige mennesker. »Jeg kan tage et landkort og en passer og tegne en radius af fem kilometer rundt om mit hjem på Strynø. Så har jeg 10 små havne på seks øer, jeg kan besøge,« siger John Sørensen, der for et par år siden købte en gård og nu forsøger at skabe en levevej med en nyanlagt, økologisk frugtplantage. »Det er det liv, jeg ønsker at leve. Vi kan blive næsten selvforsynende med mad. Vædderen blev for eksempel lavet til pølse her til morgen,« siger han. I luften om ham synger seks forskellige fuglearter om kap.

John og Lise med Ella, Strynø, 30. maj 2005

Fritidsreservater
Kratter man i overfladen, stikker idyllen imidlertid ikke dybt. De fleste øer kæmper for at undgå at blive fritidsreservater. For 50 år siden levede over 800 mennesker på Strynø, og skolen havde 100 elever. I dag er der otte skolebørn, men dog 17 børn i børnehaven, hvorfor Strynøs indbyggertal som en undtagelse i øhavet ikke daler i disse år. »Vi kan mærke en interesse for at bo på Strynø. Mange vil væk fra byerne og ud, hvor der er fredeligt, rent og trygt. Som med Johns frugtplantage er det ofte kreative mennesker, som tør satse på noget specielt. Vi har en vinbonde, og lammene fra Strynø Kalv er en særlig delikatesse, man kan købe hos slagteren på Kultorvet i København,« fortæller Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Poul Henrik Harritz , selv tilflytter til Strynø. Engang havde gårdene staldkarle og malkepiger. Børneflokkene var store, og øerne spækket med små forretninger. Køerne blev sejlet ud for at græsse på holmene om sommeren. Kotransporterne ophørte for en del år siden, men genoptages nu. Med offentlig støtte har Strynø igen fået en kofærge. Den er netop på vej fra Tåsinge til Halmø med syv kalve, da vi i Poul Henrik Harritz ' båd ''Klyden'' møder den et sted mellem Strynø og Birkholm. »Øernes og holmenes natur bliver ødelagt, hvis de får lov at gro til. Før i tiden holdt køerne plantevæksten nede, hvilket de mange fugle har brug for, hvis de skal yngle,« siger strynboen Kenneth Knudsen, skipper på kofærgen ''Yrsa''. Kenneth er solbrændt som en sydlænding. Maven er halvrund, han smiler, når han taler. Han er iført en blå kanvasanorak, der snøres i halsen med rød snor. At være skipper for Strynøs øtaxa og kofærgen er hans drømmejob. »Der er ikke mange penge i det, men det har jeg heller ikke brug for. Jeg skal bare have til mad og mine smøger,« siger han. Køerne ankommer til Halmø. Prammen sejler så tæt på land som muligt. Kvæget vil ikke af. Så springer de tigerspring ud i det lavvandede hav. 

Jo og højlandskvæg udenfor Halmø, 30. maj 2005 

Tilbage til startside
Tilbage til artikeloversigt