Tilbage
til startside
Tilbage
til artikeloversigt
Blomstersmykket vej på Skarø, begravelse, 2.
juni 2005.
Magnus
og begravelsen
Skarø
var i sorg, da den første begravelse i 26 år fandt sted i torsdags. Alle øens
34 indbyggere mødte op på nær en, eneboeren Magnus. Først til sidst kom han
frem.
Magnus Gregersen vil helst passe sig
selv. Han boede ude i stalden ind til taget begyndte at styrte sammen. Nu bor
han i stuehuset - uden tv, telefon og køleskab. Skyer og
hav er gråt i gråt, da færgen fra Svendborg dukker op i de krabbe bølger ud
for Skarø Havn. Den lægger til.
Ligkistevognen kører først fra
borde. De sortklædte sørgende følger efter til fods. Vel en snes i alt. Går
i regnen ad Skarø Brovej mod den lille øs eneste by. Træder over de afrevne
syrener, hvidtjørn og stedmoderblomster, som øens indbyggere har pyntet
asfalten med langs ruten. Blæsten flår i paraplyerne, da de kommer ud i det åbne
landskab bag byen. De følger Søndre Stænge til det 105 år gamle kapel. Øens
34 indbyggere støder til.
Fra Skarøs gårde og huse vajer
Dannebrog på halvt. Så lavt er det hængt, at ingen tvivl er tilbage. Snippen
når næsten jorden, så dyb er sorgen.
Holder sammen
»I sådanne stunder holder vi
sammen. Det gør vi ved alle mærkedage, ja, vi gør,« siger bondekonen Erna på
det typiske ømål.
Hun hentyder måske ubevidst til den
gamle fejde blandt den lille øs indbyggere. Den rasede første gang i første
halvdel af 1900-tallet af diffuse årsager, men brød ud igen i 1990'erne, da én
åbnede en grillbar og dermed erklærede krig mod købmandsbutikken, der også
solgte is.
Også den fejde er fortid og hører
under alle omstændigheder ikke dagen til.
Skarø var engang en livlig ø med
over 100 indbyggere. I dag er der blot en tredjedel. Når en af Skarøs sønner
falder fra, er sorgen så stor, at den skal deles med alle. Hennings mor er
stadig på øen. Og hans bror. Og flere til. I et lille samfund er døden
nationalsorg.
Magnus
Eneste skarøbo, der ikke er med, er
Magnus Gregersen, øens eneboer.
Han er blevet i sit mørke bondehus,
hvor de for længst smadrede ruder er lukket til med brædder. Hvor haven er
tilgroet, så kun katte, høns og jordmus kan komme rundt i tornevildnisset.
Magnus vil ikke snakke med nogen. Han
vil blive inde i sit eget liv. Han vil passe sig selv, og det synes han også,
at andre skulle.
Han er 78 år og har boet i
bondehuset hele sit liv, uden tv, telefon, køleskab eller komfur - det gamle brændekomfur
fra 1800-tallet er der dog stadig. Og det fungerer fint, hævder han.
Når resten af øen sover middagssøvn,
kommer Magnus frem. Så går han ud til digerne og vedligeholder dem, samler
sten, som han forstærker de diger, der støder op til hans marker, med.
Sten har i det hele taget hans
interesse. Han holder af dem. Han samler på stenalderredskaber fra sine egne
marker. De er hans svage punkt. Han synes, de er smukke. At de vidner om, at der
har boet mennesker på hans jord i tusinder af år. Stenene viser han med glæde
frem, hvis nogen ønsker at se
dem. Hvis de altså får mulighed for at fortælle
ham, at de gerne vil se dem.
Magnus boede i stalden indtil for et
par år siden, da dens tag begyndte at styrte sammen. Så flyttede han ind i
stuehuset. Det havde stået tomt siden forældrenes død 20 år tidligere. Om
fredagen går han over til købmanden og køber det mest nødvendige. En gang om
måneden tager han jakkesæt på og tager færgen til Svendborg for at købe kød.
Første begravelse i 26 år
I dag taler den gamle præst fra Drejø,
Jens Theodor Hansen. Han blev pensioneret for tre år siden efter 38 års
tjeneste, men har sagt ja til at komme og bisætte Henning. Den lille kirke ved
Vesterbjerg i øens vestende er fyldt. Det er første gang i 26 år, der er
begravelse på øen. Skæbnen vil, at det sidste gang var Henning Andersens far,
der blev lagt i jorden.
»Til gengæld var her barnedåb for
nylig. Det har vi heller ikke haft i 30 år, så det går da også fremad,«
siger Drejø Kirkes organist, som er kommet over for at spille ved Hennings
begravelse.
Til hans overraskelse spiller orgelet
i Skarø Kapel fint. På Drejø flyver det ofte med møl, når der sættes gang
i piberne.
Begravelsesfølget køres ned til
forsamlingshuset på ladet af en traktor. Omgivet af en duft af lilla syrener og
hvidtjørneduske drikker de gravøl, holder taler og ønsker Henning fred.
Dannebrog går på hel i haverne.
Reserveret
Regnen pisker ned imens. En kold
sommerdag. For fjerde gang går vi forgæves til Magnus' dør og banker på. Han
åbner ikke.
Vi skriver ham en seddel og skubber
den ind under døren:
Kære Magnus. Vi vil gerne høre, om
du ville snakke med os og vise os dine stenøkser. Vi kommer igen klokken tre.
Vi forklarer, hvem vi er og hilser
venligt af.
I købmandsbutikken fortalte man, at
Magnus er reserveret, men ikke menneskesky. Han vil bare selv bestemme med hvem
og hvornår, han taler.
Da vi kommer igen, står han under
det enorme kastanietræ, der dækker gårdspladsen som et tag. Og venter. Tavs
og stille. Vi er de første mennesker, han taler med i dagevis, skal det vise
sig.
Magnus Gregersen, Skarø, juni 2005
Han inviterer os ind.
Hoveddøren er faldet væk. Fra en
lille forgang fører en almuegrøn dør ind til køkkenet. Jernkomfuret knitrer
lystigt. Der er hedt i det mørke rum, hvis møblement er et bord, en langbænk
og en brunbejset lænestol, hvis armlæn er slebet glødende ravfarvet af slid.
Magnus tømmer en plasticpose med
sten på bordet. Stenøkser, pilespidser og spydspidser. 19 i alt. Nogle er knækket,
andre store og grove, andre igen er af den fine glatslebne slags, endnu helt
skarpe i bladet.
»Min fatter har fundet de fleste.
Men det er ikke mere end et par år siden, jeg fandt de sidste i kartoffelbedet,«
siger han.
Han forklarer, at han har sat lidt
rigeligt med kartofler i år. Så er der også til kattene og hønsene.
Magnus fortæller. Om et langt, langt
liv. Om engang han var i Århus. Om det uoverskuelige arbejde med at passe gården
alene, efter at hans forældre døde »for 20 eller måske 25 år siden«.
Han har altid sovet i stalden og i
hvert fald altid i et uopvarmet rum. Sådan har han det bedst. Også i
isvintrene i 1940'erne sov han i høkassen. Det var 30 graders kulde, isen hang
ned fra loftet.
»Jeg har aldrig været forkølet
eller haft influenza. Men det kan jo være, jeg får det en dag,« siger han.
Modstander af jagt
Når jagten går ind på Skarø,
bliver Magnus arg. Han står på sine marker og råber »mordere« ad jægerne.
Og på hans jord bliver der i hvert fald ikke jaget. Der skal være et sted,
hvor dyrene kan være i fred.
»Fasanerne er kloge dyr. Når det første
skud lyder, kommer de farende hen til mig. De ved, at der ikke er nogen, som
skyder her,« siger han.
Mange af fasanerne er blevet tamme.
De bliver siddende, når han kommer forbi, men flygter for alle andre.
Magnus fortæller videre. Om dengang
Hitlers maskiner fløj henover kronerne på kastanietræerne. Det glemmer han
aldrig. Om den første traktor. Om tv-apparatet, han fik ondt i øjnene af. Om
radioen, hvor han hører radioavisen og sætter sig ind i verdens gang.
»Men hvad der sker på Skarø, ved
jeg ikke. Det fortæller ingen mig. Begraver de Henning i dag, siger I? Det
vidste jeg ikke. Han var endda min tantes søn.«
Lidt efter kommer det frem, at
Magnus' bror, Jens, havde fortalt ham om det. Det gør i øvrigt ingen forskel.
Magnus vil bare ikke med.