Tilbage
til startside
Tilbage
til artikeloversigt
Udsigt fra ventesalen på Drejø færgemole, 31. maj 2005
Den
snoede vej over tangen
Drejøs indbyggere er en sammensat flok af entusiaster. Døende ø - ikke
hos os, siger de. Øens oprindelige befolkning forsvinder og erstattes af
ressourcestærke, ældre tilflyttere. En af dem b
På Strynø lader købmanden sine varer stå ude på gaden, når han har
lukket. På Drejø sidder nøglerne altid i bilerne. »Tag vognen, hvis I
får brug for den,« råbte Beth Blay. Hun kendte os ikke, men er der
noget, vi har lært i ugens løb, er det, at øboere har tillid til folk.
Magen til venligt folkefærd. Så vi tog hendes bil. Lod sagerne stå i
hytten bag Drejøs kombinerede kro og købmand, hvor Lotte havde solgt os
kolonialvarer uden for åbningstid. Den er også kun åbent to timer om
dagen, og hvordan skulle stressede øhoppere kunne nå det, når postbådsskipper
Gustav først havde tid til at sejle os gennem dønningerne fra Birkholm
til Drejø henad kl. 15. »Husk at kigge på datoen, « sagde Lotte uden
mindste blusel, da vi ledte efter en leverpostej. »Det kan jo være, at
den har stået lidt.« Sådan går livet sin stille gang i Det Sydfynske
Øhav. Man hjælper hinanden og dem, der dukker op. »Vi når det nok«
eller »betal hellere i morgen, det er lettere« er mottoer, der klinger
tidligt og silde i denne ekstraordinære egn. Vi kørte således af sted i
Beths varevogn. Som oftest i andet gear, kun sjældent i tredje. På Drejø
kører man ikke stærkt. Det ville ikke passe ind noget sted. Kulturen i
øhavet er skabt af en lang historie i isolation. Af slid og måneder med
vind, mørke og regn. Af nødvendigheden af at holde sammen og ikke mindst
af skønheden, der hvert forår åbenbares, når sol og varme fortrænger
den tunge vinter.
Søstrene Beth og Sanne på Gl. Elmegaard, 31. maj 2005
Aura af nostalgi
Omkring øerne ligger en aura af nostalgisk godmodighed. Ikke mindst nu,
hvor syrener, klematis og hvidtjørn står i fuldt flor, og fuglene synger
om kap. Beths blå Toyota førte os gennem Drejø By. Til venstre lå øens
ældste bygning, Gl. Elmegård, fra 1500-tallet med dens
Stor stærk mand
Vi banker forsigtigt på den lave almuegrønne dør. Det rumsterer
derinde. En stor stærk mand oppe i alderen dukker frem. Vi forklarer, og
hans næve stikkes frem: Kom dog ind. »Vi skulle lige komme os over
overraskelsen over, at der kom nogen,« siger han. Jens Thomsen trængte
for 23 år siden til at vende hjem efter 20 års uafbrudt ophold i
udlandet for FN, Danida og Verdensbanken. Hjem til sine rødder. Den
danske muld, som han kendte den fra barndommen på Sandemoses Mors. Sissel
Thomsen stiller et par krus kaffe frem. Jens hælder bitter op i et par
solide glas. Spørger, hvad der dog bringer os hid. Og besvarer bagefter
selv samme spørgsmål. »Vi ville ikke have naboer. Ingen larmende
maskiner. Ingen tankstationer eller trafik. Efter årene i udlandet ville
vi have fred,« fortæller han. Jens Thomsen kender Afrika, Sydamerika og
Asien som sin egen baglomme. Han kendte ikke Drejø, men faldt dengang
over en annonce på to linjer: Gård på Drejø sælges. De købte den med
dens 60 tønder land på det yderste af Drejø. Omgivet af hav til alle
sider på nær den lille tange, der leder til resten af verden. Jens
dyrker raps og kløver og havde i en periode 200 frilandsgrise. Af
idealistiske grunde. »Det er en skændsel, som man behandler dyrene nu om
dage. Grise er jo intelligente, mere end hunde, og ikke mindst meget
sociale. Når jeg kom ud på min mark, hoppede de af glæde, og de blev
ved, til de dejsede af træthed. Så glade var de,« mindes han. »Der går
enormt med livsglæde tabt, når dyr pines,« siger han. Sissel har
gnistrende blå øjne. De er begge oppe i 60'erne, men stærke og friske.
Hendes engagement er flammende. Hun beretter om sin fascination af gamle
borge og Middelalderens krige. »Vi læser utroligt meget. Hver eneste
aften. Eller lytter til klassiske plader. Her har vi ikke tv. Det er
tidsspilde. Jeg smed vores sidste tv ud i 1969. Børnene lavede jo ikke
andet end sidde og stirre ind i det,« siger hun.
Jens og Sissel Thomsen, Drejø Skov, den 1. juni 2005
Vintrene er sjovest
De viser rundt. Frydes atter en gang over synet af markerne ned mod havet.
De fandt lykken på Drejøs yderste spids. »Jeg kan lide ensomheden. For
mig er vintrene de sjoveste. Når det rigtigt stormer, regner og rusker. Så
kryber man i seng med en god bog og lytter til havet. Det er bare skønt,«
siger han. Jens og Sissel frygter ikke som andre for Drejøs fremtid. Den
oplever opgangstider, mener de. I 1980'erne kom en del narkomaner og
langtidsledige til øen. De bragte forfald og druk med sig. Nu er de væk
og erstattet af velfungerende ældre med hænderne godt skruet sammen og
penge til at virkeliggøre deres drømme. »Det er vejen frem. Drejø skal
ikke satse på at være en familieø,« siger Jens Thomsen. Det samme
siger Beth Blay og hendes søster Sanne. Vi har afleveret bilen til de to
smukke, blonde kvinder, der kvitterer med et par hjemmelavede snapse. »Drejø
skal være en slags oldekolle,« siger Beth og griner af ordet. Øens
oprindelige befolkning er ved at være trængt i baggrunden. Ikke mindst i
antal. De nye tilkommere er for manges vedkommende efterlønnere eller
pensionister, der har energi og penge og lyst til sætte gang i
aktiviteter.
Bedste eksempler
Det er Beth og Sanne de bedste eksempler på. De driver Gl. Elmegård som
museum, café og butik. Snart overtager de deres fars trælegetøjsvirksomhed
og flytter den fra Nordsjælland til øen. Søstrene griner igen og
tilbyder en malurtsnaps. De smutter over på kroen for at deltage i et møde
med embedsmænd fra Fyns Amt. Om to uger begynder turistsæsonen. Så
bliver der anderledes travlt. Drejøs 74 indbyggere er medlemmer af ti
foreninger, de selv har stiftet. Hele vinteren går man til møder,
foredrag, generalforsamlinger og ikke mindst festligheder hos hinanden. Øens
eneste barn er tre år gammelt. Et bud er, at dets fremtid ikke ligger på
øen. I de gamle bonde- og fiskerhuse bringer internetforbindelser hele
verden til Drejø med et klik på musen. Men sørger for, at Drejø
forbliver på afstand.