Tilbage
til startside
Tilbage
til artikeloversigt
Fisker
med fire arme
Fiskerbrødrene Frede og
©
Jakob Rubin
(tekst) og Casper Balslev (foto),
Jyllandsposten
Der er mørkt i det
lave hus. Frede rækker Morten en cigar, en Triumf. Brødrenes arbejdsdag
begyndte kl. 5 med at tømme åle- og rejeruser, og den sluttede 19.30 med
et dybt fald tilbage i de sorte lænestole i stuen i bondehuset, som
oldefaderen byggede i 1840. De nikker til hinanden. Rækker lighteren frem
og tilbage, hver gang den andens cigar går ud. Uden at veksle unødige
ord. Udenfor blæser det op. De orange digitaltal på en elektronisk vindmåler
på væggen viser 10 sekundmeter, kuling. Nærmer sig en time senere 11.
»Der bliver ikke en reje i nat. Det er høj nordvest. Ruserne bliver
beskidte,« siger den 66-årige storebror Morten. Frede er seks år yngre.
Han siger intet. Det var mest til os. Brødrene har fisket sammen fra
stranden nogle hundrede meter fra huset på Birkholm, fra de var børn og
hjalp deres far. Arme og ansigter er mørkbrændte af sol. Resten af
kroppen hvid som et lagen.
Fire naboer i alt
Vi er blevet inviteret hjem til dem og Fredes kone Margit, som han giftede
sig med som 54-årig. Indtil da levede brødrene alene. Familie fik de
aldrig stiftet, mens tid var. Det er svært at bryde ud. De har fire
naboer hele øen medregnet. Den er under en kvadratkilometer. Hvor skulle
kvinderne komme fra? Det er ikke noget, man snakker om mere. Det er jo for
sent nu. Desuden er de godt og grundigt trætte af pressens historier om
dem og deres bristede ungkarledrømme. Tidligt og silde er aviser og
tv-stationer kommet rendende og har villet lave historier om deres
dobbelte eneboertilværelse. Også de udenlandske. »Vi havde jo
italienske TV-Rai rendende et år. De anede ikke, hvad de selv lavede. Til
gengæld lavede tyskerne et flot program, synes vi,« siger Morten. Flere
gange er brødrene blevet så forargede over pressens udsendte
medarbejdere, at de er blevet smidt af øen. Et år bad Morten et tv-hold
rejse juleaften kl. 18, da journalisterne mente, det ødelagde
optagelserne, at de havde gæster. Et andet år fik en fotograf meget kort
tid til at forsvinde ud af deres horisont. Han havde forsynet sig fra
deres køleskab, mens de var på havet. Bortset fra problemerne med
pressen leves livet stille og roligt på den lille ø. Hver dag har sin
pligt, hver årstid sin specialitet. Altid sammen, brødrene. Når de
fisker, siges det, at de er som en firearmet maskine. »Vi behøver ikke
snakke om det, vi laver. Vi kender jo hinanden. Vi ved lige, hvad den
anden foretager sig. En løftet finger, et lille nik er nok for os for at
kommunikere,« forklarer Frede.
Snakker, når de har lyst
At kalde Morten og Frede for tavse typer ville dog være helt forkert. Som
alle Øhavets mennesker snakker de lystigt og gladeligt. Hvis de har lyst.
»Ensomme, næ, det vil jeg ikke sige, vi har været. Jeg tror, mange folk
inde i byerne er mere ensomme end os,« siger Frede. Det er, som om
lillebroderen er den mest udadvendte og storebroderen den mere reserverede
af de to. Det siges, at Frede er optimisten, mens Morten er pessimisten.
Under vores besøg var de snarere som adskilte siamesiske tvillinger.
Morsomme, lune, parate til at tage fusen på hvem som helst. »Jo, det kan
vi øboere godt lide. At gasse hinanden er altid godt,« forklarer de. Da
en af deres venner et år lavede en aprilsnar i den lokale avis, hvor han
påstod, at skarvkolonierne nu skulle fodres med skidtfisk i en sø, så
de ikke tog fisk fra fiskerne på havet, sejlede brødrene en nat til
Svendborg og stillede en kasse skidtfisk foran hans dør med et anonymt
brev om, at de nu ville levere en kasse ugentligt. Den forsinkede
aprilsnar var nok til at gøre vennen nervøs.
Sejlet på arbejde
Margit har sat sig til rette i sofaen med albummet med avisudklip. Hun
serverer havrekager og kaffe. Brødrene tager godt for sig og henter så
bagefter en øl. »Jeg føler mig ikke spor ensom her,« siger Margit, der
selv er fiskerdatter. »Jeg passede mit arbejde hver eneste dag i
Svendborg, indtil min arbejdsplads lukkede for et par år siden.« Det
foregik ved, at Frede og Morten sejlede hende til Tåsinge om morgenen og
hentede hende igen om eftermiddagen. »Vel er det svært til tider at bo
her. Ligesom det er andre steder. Her er jo meget mørkt om vinteren,«
siger Margit. Mere brok får man ikke fra hende. Det er, som om alle tre
skal anstrenge sig for at besvare vores spørgsmål om, hvad der er det dårlige
ved at bo på Danmarks mindste og tyndest beboede ø. »Jeg kunne da godt
tænke mig, at der var lys i lidt flere af øens huse om aftenen,« siger
Frede. Broderen gør sig ikke de store forhåbninger om øens fremtid. Han
er overbevist om, at Birkholm ophører som et levende, fastbeboet samfund,
når de selv og deres jævnaldrende naboer går bort.
Et tab
»Det er et tab for landet, hvis de små øer affolkes og bliver til
fritidssteder. Det vil fattiggøre vores kultur og naturen med, fordi der
ikke vil være nogen til at passe den. Ubeboede øer gror jo til,« siger
Morten og må for fjerde gang have fut i sin Triumf-stump. »Løsningen er
bedre transportforbindelser til de steder, hvor arbejdspladserne er.
Hurtigere småfærger og flere skoler på øerne til børnene, så de ikke
skal ud på lange, kolde sejlture kl. seks for at komme i skole. Det er
synd for børnene og for hårdt for deres forældre,« siger Morten. Da brødrene
var unge, boede der 70 mennesker på øen. Skolestuen var fyldt med børn.
Mortensens barndomshjem husede øens telefoncentral fra 1910 til 1969.
Mens faderen fiskede, sørgede brødrenes farmor og mor for øboernes
kontakt til omverdenen, når de kom ned i det gamle bondehus for at ringe.
Achton Friis kaldte i sin bog birkholmerne for Øhavets franskmænd.
Varmblodede typer med et godt blik til kvindekønnet. Da forfatteren steg
i land i 1921, var den første, han mødte, 19-årige Selma, der sad og
malkede en ko. Hun havde engang besøgt Hjortø, men det var ikke noget
for hende. »Folk er meget livligere her end derovre. Karlene siger helt
anderledes ting her,« sagde hun. Da Achton Friis trykkede hendes hånd
til afsked, var den »lille og varm som en fugleunge og min duftede længe
efter af nymalket mælk«, som han skrev.
Farvel til Birkholm
I stærk kuling forlod vi Birkholm med postfærgen til Drejø. Søen stod
i kaskader ind over stævnen. Båden blev kastet rundt af bølgerne, der
kom fra alle sider. Tasker og kassen med proviant blev slynget rundt, så
tomaterne trillede. Farvel til Birkholm og de muntre brødre. At få dem i
tale havde ikke været nogen sag. Kun under fotosessionen afslørede de
deres hemmelige side; stjernenykkerne. »Ja, ja, det kan vel ikke tage
mange sekunder,« sagde Morten. Fotografen vendte tre gange tilbage, første
gang kl. halv seks om morgenen, hver gang med et ønske om et par minutter
mere for at færdiggøre billederne. Det fik han. Nøjagtigt afmålt.