Tilbage
til startside
Tilbage til artikeloversigt
Færgens
plejefamilie
"Hjortø" bringer journalist og fotograf fra Skarø til
Hjortø, 2. juni 2005
Postfærgen ''Hjortø'' var i årtier Hjortøs livline til fastlandet Fyn, indtil en større tog over og gjorde gamle skipper Greve trist. Ved hans død var færgen efterstræbt af købere udefra, men et testamente og en flok søulke ville det anderledes.
©
Jakob Rubin
(tekst) og Casper Balslev (foto),
Jyllandsposten.
Alle beboede øer har deres postfærge, der dagligt sikrer
forbindelsen til omverdenen. Småbitte færger, større færger, gamle færger
og en sjælden gang en ny. Efter krigen sejlede postbådene fra de mindste
øer i Det Sydfynske Øhav stadig for sejl. De traditionelle smakkejoller
var lastet med mælkejunger, post og passagerer. I 1950'erne blev de
sidste ruter motoriseret. Den lille postfærge "Hjortø''
fra 1954 blev med sin encylindrede Hundested-motor et skattet syn, når
den tøffede forbi holme og øer året rundt i al slags vejr. I 50 år
stod skipper Greve ved roret i det lille styrehus på skibet, han selv
havde ladet bygge med støtte fra det danske postvæsen, som også betalte
ham en mindre skilling for at hente og bringe posten til den lille ø. Før
ham havde Jørgen Greve Rasmussens far betjent øens postrute i en
menneskealder. Den teknologiske udvikling indhentede skipper Greve i
1970'erne, da han så sig nødsaget til at investere i et jernskib med
plads til en bil på fordækket.
Hjertebarn
Det siges, at han aldrig vænnede sig til det nye skib. Nogle år senere
overlod han driften af den ny postbåd til sin nevø. Den gamle færge
forblev hans hjertebarn. Han sleb og lakerede den og sejlede rundt i øhavet
til sin død i 2004. »Han passede den bedre, end han passede sig selv,«
siger Kjeld Søberg-Hansen, museumsformidler på Søfartsmuseet i Troense
på Tåsinge. Da skipper Greve døde, havde ''Hjortø''
bejlere fra nær og fjern. Købstilbudene strømmede ind fra Tyskland og København,
men skipper Greve havde en trumf i baghånden. ''Hjortø'' var testamenteret til Kjeld Søberg-Hansen og hans venner. De
havde lovet den gamle at passe på skibet, og det var det vigtigste.
Arvingerne var indforstået med skipper Greves sidste ønske. Alle vidste,
at hans sjælefred var sikret med ''Hjortøs'' bevaring. »Vi stiftede
foreningen Postbåden ''Hjortøs'' Venner med et bådelaug på ni
personer, der reparerer og vedligeholder båden,« siger formand Kjeld Søberg-Hansen.
»De fleste af os er gamle, pensionerede søulke, som ikke kan undvære
havet. Vi får masser af timer til at gå og hygger os gevaldigt,« siger
et andet af medlemmerne, tidligere ØK-kaptajn Kurt Kaysen. Skipper Greve
magtede på sine sidste dage ikke at passe den 25 fods færge, så ''Hjortø''
trængte til en overhaling. Med 150.000 kroner i støtte fra blandt andre
A. P. Møllers Fond og tusindvis af knofedttimer er postfærgen atter tæt
på storformen. Torsdag var dagen for ''Hjortøs'' jomfrurejse efter
restaureringen. Hun sejlede fra Svendborg til Skarø. Glødehovedmotoren lød,
som den skulle. Stampede støt derudad. På Skarø blev Jyllands-Postens
udsendte øhoppere hentet med stil. Der blev skålet i Maribo pilsner en
time senere, da ''Hjortø''
anduvede Hjortø, nøjagtig som hun havde gjort i skipper Greves tid. Men hvor var
de alle sammen henne. Ingen procession, ingen hejste flag, ingen jublende
øboere. Mens ''Hjortø'' er
sikret en fremtid, er Hjortø med dens ni indbyggere tæt på ingen at
have.
Endnu
er der liv på øerne
Striden står om kursen for de sydfynske øers fremtid. Fortsætter
udviklingen, er der om få år ingen fastboende tilbage på øerne, kun
feriehuse og museumsstemning. Danmarks Naturfredningsforening drømmer om
at gøre øhavet til naturpark, andre vil have hurtigere færger og små
skoler for at lokke levende børnefamilier til.
Nora Rasmussen i sin stue på "Gammelgaard", den 3. juni 2005
Hjortø Stille. Helt stille. Hjortø slumrer. Øens ni indbyggere sidder i
deres hjem, hvor de påstår, at de »slet ikke har timer nok til at få
tiden til at slå til«. Eneste lyd kommer fra fuglene. 22 påfugle
skriger bragt til øen af hjortøboen Carsten Rasmussen mens skarerne af
indfødte danske fugle synger anderledes yndefuldt. Som et vingebåret
symfoniorkester over strand- og markenge. Øens tre veje er mennesketomme.
Man sidder indenfor her. Og kigger ud. Som altid vinker øboerne, når vi
går forbi. Nora Rasmussen, øens 72-årige alderspræsident, kommer frem
og inviterer ind til en snak og en øl, selv om hun har »nok så travlt«.
Susanne Rasmussen slukker computeren i sit hjemmefirma og giver kaffe og
en ostemad. Tyskfødte Silke Rasmussen smiler sødt hun er en af Hjortøs
solstrålehistorier. Per sumper i sin gamle, snavsede gård med
merskumspibesamlingen, de antikke geværer og alle ølflaskerne. Bent
ordner ved nogle småting i haven. Carsten går ned til havnen for at
sejle postfærgen til Svendborg og hente øens to eneste børn fra skolen
i Svendborg. Ude på odden går den pensionerede tandlæge og lapper sin
gamle mølle, hvilket ikke ser ud til at gå særligt godt. Men dér
kommer Hans, Hjortøs gladeste dreng. »Jeg er Hans,« udbryder han i
vilden sky, da han ser de fremmede. »Kom Menja,« siger han til hunden,
»du skal med ud og smøre traktoren.« Lidt efter kommer Hans kørende på
græsslåmaskinen. Han hedder også Rasmussen. Det gør man på denne ø.
Gamle Kathrine
Achton Friis beskrev i 1921 Det Sydfynske Øhav og ikke mindst øboerne
med særlig veneration når han ellers var i godt humør og befandt sig på
en ø, hvor han blev vel modtaget. Hjortø med dens syv huse var et af
stederne. »I den største gård i byen lever en gammel kvinde, som jeg mødte
og ikke vil kunne glemme. Gamle Kathrine kaldes hun. Gården har hun ejet,
men har givet den til sin datter og dennes mand, hos hvem hun nu bor.
Noget blidere og venligere end denne gamle har jeg ikke mødt. Hun er i
sit væsen, som om al ondskab og slethed er gået langt uden om hende for
end ikke at minde hende om, at de er til. Hendes øjne, hendes stemme,
hendes fine hænders bevægelser er lutter mildhed. Og på hendes ansigt,
der er så udpræget dansk, kom og svandt bestandigt et lille smil, så
blidt som en sommersky. Jeg tænkte med undren, hvordan det smil mon har været,
da hun for tresindstyve år siden var ung « Typisk Achton Friis-lyrik.
Han sansede stedets mildhed. Og skattede den. Noget overraskende findes
den lyslevende den dag i dag. Man skal have temmelig grovslebne sanser for
ikke blive betaget af øhavets særligt liflige karaktertræk. Her har
boet mennesker siden stenalderen. Naturen var gavmild allerede dengang.
For 50-100 år siden var øerne tæt befolkede af bønder, deres store børneflokke
og karle og staldpiger. Udviklingen vendte. De unge forsvandt til mere
larmende og sprudlende lokaliteter. Markernes størrelse kunne ikke længere
brødføde en familie. Affolkning og forfald satte ind. I dag er børn som
Hans et særsyn og desværre ikke et tegn på, at vinden vender. »Vi kæmper
for at bevare øerne som helårssamfund. Vi vil ikke havne som museer. Færgerne
er alfa og omega for vores overlevelse. Derfor skal færgefarten
forbedres. Den skal være hurtigere og hyppigere. Så kommer tilflytterne.
Interessen for et øliv er i stigning. Besværet er bare for stort for de
fleste, som det er nu,« siger sekretariatschef Claus Jensen fra
Sammenslutningen af Danske Småøer. Øsammenslutningen består af de 27
af landets småøer, der ikke er store nok til at udgøre en selvstændig
kommune, og som har helårsbeboelse. »Det er i landets interesse at
bevare øerne som levende samfund. Danmark vil blive fattigere, hvis øerne
affolkes. Naturen vil også tage skade. Idyllen forbindes netop med, at
der lever mennesker her,« siger han fra Øsammenslutningen har kontor på
Strynø. Noget tyder på, at kursen for øernes fremtid allerede er
afstukket, hvis det vil gå, som