tilbage til forside

 

Det er ikke hverdagskost at opleve en ny bog der sætter fokus på Det Sydfynske Øhav. Derfor var det også anledning til megen omtale i september 2008, at journalist Bjarne Bekker fra Svendborg sendte et stort værk på gaden.

Lad det være skrevet med det samme: Bogen "Øhavets historier" er med sine godt 200 sider et værk der ikke undgår opmærksomhed. Det ene flotte billede afløser det andet og suppleres med en række forholdsvis korte tekster. Der er omtale af forhold, livsforhold og begivenheder som af mange ikke er kendte før med denne udgivelse. 

Men alligevel er det som om der mangler noget...

Bjarne Bekker har i mange år været journalist på den lokale avis - Fyns Amts Avis. Derfor har han oplevet mangt og meget gennem årene - og han har husket de mange Øhavs-oplevelser han har dækket som  journalist. 

Men der er mange fejl i bogen. Den første findes i bogens første sætning! - på side 4, kan man læse at "Jægerstenalderen begyndte på Afrikas savanne for 2,4 millioner år siden, og den nåede aldrig til Danmark."
Det er ukorrekt. For 13.000-14.00 år siden vandrede rensdyret mod nord og mennesket fulgte med. I Det Sydfynske Øhav havde Brommejægerne slagtepladser blandt andet på Ommelshoved ved Ærø. Her er fundet skafttungespidser som blev brugt til at nedlægge rensdyrerne ved Ærø.

Få sætninger senere dupper fejl nr. to op: "Det sunkne morænelandskab" skriver forfatteren. Men ret beset er det jo havet og landet der er steget siden den sidste afsmeltning. En mere korrekt betegnelse er "Det druknede morænelandskab".

Teksten har mange stavefejl, men lad det ligge. Den er også skrevet i en gammeldags stil. Læs dette: Livet, der var engang, bliver forunderligt nærværende mens klyver og topsejl peger op i evigheden [....] (Den der vandrer)...kan ikke komme nærmere på et himmelsk liv på jorden [....] Strandfuglenes sang. Lærkerne. solsorten, der fra trætoppen synger sit glade farvel til nok en dag - herude, hvor mor Danmark bor [....] Nu sejler smakkerne som smukke svaner med fritidssamfundets kærlige hænder på ror, skøder og fald."

Bogens to stærke sider er dels de mange ekstremst flotte illustrationer der fylder mere end halvdelen af de 200 sider. Og det er fortællingerne om begivenheder, som de fleste aldrig har hørt om - eller glemt. Da Otto Halberg blev reddet af en birkholmser, da datidens Ærøfærge løb på en mine i Høje Stene-løbet, da et engelsk fly styrtede ned over Skarø. Da der var tredobbelt bryllup på Halmø i 1951 og mange andre sjove, men gemte og glemte Ø-havsfortællinger.

Det første eksemplar af bogen blev overdraget til Dronning Margrethe da hun i september besøgte Skarø. Men desværre breder den royale røgelse sig over mange, mange sider i bogen. Det er for overdrevent.

Poul Henrik Harritz

Bogen er udsolgt og planlægges ikke genoptrykt.

tilbage til forside