Ærø er "idyller i kilometervis" som forfatteren Achton Friis fris skrev i 1921. Tre byer ud til vandet, snoede veje mellem bakker og landsbyer og enestående afvekslende natur giver mulighed for mange dages oplevelser.

Ærø er bakkeland. Oprindelig lå her næsten to øer, kun forbundet ved det smalle drej ude ved Østersøen. Dér, hvor det store inddæmmede Gråsten Nor i dag ligger var lavt vand indtil 1856, endog med færgeforbindelse ved Kragnæs. Ud mod Østersøen står kysten med høje skrænter og her nedbrydes dele af den hver vinter. Til gengæld vokser den ved Ærø Hale øst for Marstal.

Ærø er først og fremmest en landbrugsø, men markerne er gennemgående små og mange levende hegn deler landskabet op. Øen er skovfattig, og mod Øhavet er en fliget kyst med flere tørlagte nor.

Øen har helt form efter isen der kom fra sydøst og efterlod moræne under sig. De højeste bakker ligger dér hvor isen kom fra og så flader bakkerne ud i isens bevægelsesretning. Sådan en bakke set fra siden ligner nærmest en hval. Ærø er én lang bakke af den type som geologerne kalder en drumlin - og faktisk Danmarks flotteste af slagsen. Nogle steder ganske høj. Øens højeste punkt når 68 meter og flere er over 50. Geologerne nyder også de mange krumodder hvoraf den flotteste ligger uden for Marstals lange kampestensmole. Da den blev anlagt var her åbent hav. Nu har havet lagt til og skabt en odde der når helt ud til sejlrenden.

Mellem Urehoved nord for Ærøskøbing og byen er flot udviklede drag der ligger mellem tidligere moræneøer.

Ved Voderup Klint træder det blågrønne cyprinaler frem. Det har navn efter de molboøsters der er efterladt i leret, der med sine 100.000 år er aflejret i et hav der dækkede Danmark mellem den næstsidste og sidste istid.

Når du har nydt det gamle ler kan du ved Voderup - og andre steder langs de stenede kyster - se strandarve, kruset skræppe, marehalm, hjælme, strandmælde og strandært. Men der er også mere sjældne arter på overdrevene ved Voderup hvor der er tørt, solrigt og megen kalk i undergrunden: Håret viol og følfod blomstrer allerede i april og om sommeren kan du finde mælkeurt, vild hør, merian, bakketidsel og bakkejordbær.

Besøger du krumodden ved Marstal Havn er der i strandsøerne store områder med strandkogleaks. Også strandmalurt og strandkarse ses her

Skov er der plantet ved Søby, Marstal og Lille Rise. De sidste to steder er Staten ejer og de artsrige skove er med hjemmehørende danske træarter.

De flade, ekstensivt dyrkede nor og den fligede nordøstvendte kyst giver levesteder for mange fugle. Ved Næbbet på Skjoldnæs og Ærø Hale yngler havterner og langs kysten strandskader, sølvmåger og stormmåger. I norene holder rødben til sammen med gule vipstjerter. Den store kobbersneppe og brushanen har forladt det for intensivt udnyttede Gråsten Nor og her er dårligt nok sjapvand til viben heller.

I det dyrkede land ses mange kornværlinger siddende på elledningerne, hvorfra de synger deres korte karakteristiske strofer, der kan minde lidt om raslen fra et nøgleknippe. Bomlærker er det gamle danske navn for arten.

Natuglen og skovskaden har aldrig turde flyve over det åbne land. Det gør sløruglen gerne. Fra Als er den nået til Ærø og derfra videre til nogle af de mindre øer og Fyn hvor den slår sig ned på lofter i gamle landbrugsbygninger.

Klokkefrøen har været fåtallig, men en lokal biologs årelange indsats med at få renset vandhuller og gravet nye har båret frugt. Nu kan frøens kvækken - der lyder som en blæsen over en flaskemunding - høres flere steder. Springfrø og snog er talrige. Rådyr er udsat og klarer sig godt.

Voldstedet ved Søbygård sydøst for Søby er sandsynligvis bygget som et værn mod de krigeriske vendere. Øen nævnes første gang i et kvad fra Island der netop omtaler en kamp mod venderne ved Ærø.

Ærø var kongens private ejendom. Den blev givet i medgift til grever fra Brandenburg og har siden haft mange ejere og tilknytning til hertugdømmerne, hvor øen altså var tysk. Så blomstrede smugleri op fra Ærø til Danmark. Det foregik overalt via sydfynske kyster.

I 1776 blev alle landsbyer udskiftet, og bønderne fik ejendomsret over gårdene i 1787. Som på Lyø er mange af de traditionelle sønderjyske, enlængede gårde bevaret. I 1200-tallet blev Ærøskøbing anlagt under tysk indflydelse. Gader skærer hinanden i rette vinkler.

Krigen i 1864 betød at Ærø blev skilt fra Sønderjylland og derfor igen blev en del af det danske kongerige. Nu orienterede ø-samfundet sig i stedet mod nord. Søfarten blomstrede op. I 1700-tallet var det sejlads med landbrugsvarer til Sydnorge og den nære Østersø men senere worldwide. Rio Grande, Arkhangelsk og Marokko, var hjemmevante steder for adskillige marstallere. De sejlede dertil i to- og tremastede skonnerter, ofte bygget på Ærø. 300 fartøjer hørte hjemme i byen i 1890.

Æraen med sejlførende skibe sluttede ved 2. Verdenskrigs begyndelse og siden har mange, men nu færre coastere haft Marstal som hjemby.

Ærø mister folk. Der er for få unge og dermed forholdsvis mange ældre på øen. Snart bliver de to kommuner slået sammen til én. Ærø forsøger - sammen med Samsø og Læsø at skabe et ø-samarbejde, hvor blandt andet turisme skal være et udviklingsområde.

Øen har markeret sig på energiområdet. Såvel Ærøskøbing som Marstal har store solfangeranlæg. Marstals er Verdens største. Store er også tre møller syd for Dunkær og Store Rise.

Sammenholdet på øen er legendarisk. Da søfartsskolen i Marstal var lukningstruet i år 2000 lykkedes det Ærø at samle tusinder til demonstration foran Christiansborg - og skolen blev bevaret. Ærøboerne deltog selv - i coastere og busser.

Værd at vide

Helårsfærger til Svendborg, Faaborg, Rudkøbing og Mommark

Alle overnatningsmuligheder

Naturguider m.v. på turistkontor og i boghandel

Flere museer.

Pas på naturen

Undlad færdsel på Ommelshoveds strandenge i perioden 1.3. - 15.7.

Tag hensyn til ynglende fugle på Ærø Hale og Næbbet