Tilbage til startsiden

Yrsa - en jerseyko, dens ejer og to fiskere på en ø

Niels Damsgaard har skrevet denne morsomme og pragtfulde artikel om Yrsa til "Jerseybladet" i 1993. 

For det meste ligner det ene koliv det andet. Køer lever stort set lige længe, - og sjældent bliver de så gamle og så højtydende, at de kan få diplom for livsydelse på DJ-årsmødet.
Og denne historie handler da heller ikke om en ko, hvis ejer kan få et diplom. Men på andre områder fortjener Yrsa, som koen hedder, en ekstra opmærksomhed. For hun er nemlig med garanti Danmarks ældste nulevende ko, - på tværs af racerne. Og det er jo noget særligt! Og så lever Yrsa på en ø, hvor hun er den eneste ko. Og halvdelen af øens beboere er stærkt involveret i Yrsa's liv. Det handler denne historie om.

Yrsa var nu ellers ikke noget særligt, dengang hun kom derover. Over isen. Heller ikke,
selvom hun gik med slagter Mathiesen i den anden ende af rebet. Det særlige var måske
mere, at Gunnar skulle ha' en ko til at stå i sit udhus, som forøvrigt er bygget sammen med
"Hjemly".
Sådan hedder Gunnar's hus. Og særligt var det, at Hjemly slet ikke er noget landbrug,
med marker og græsning til en ko som Yrsa.

Men hvad gør det på øen Birkholm, der bag sin diger og i sin faretruende fladhed rummer
masser af græsning? Ikke noget kunne vi se på Yrsa. For hun er trind som nogen gammel
kone, der i sit liv ikke har forsaget den lidt for fede, solide danske kost. Og når Yrsa 
så har Gunnar til at malke og fodre sig gennem vinterens mangel på græs med al den kærlighed,
han måske selv engang manglede; - ja, så var vi sikre på, at Yrsa ku' blive ved at give mælk
mange år frem. Måske ikke så mange år, som hun allerede har gjort. Men alligevel. Og det
skønt hun gik over isen fra Tåsinge hin vinter for 19 år siden som en da allerede prøvet mal-
keko.
Og her kommer vi igen til noget særligt, - altså det med mælken. For Yrsa har ikke fået
kalv i hele sytten somre. Og alligevel yder hun hver eneste dag sine otte til ni liter lige ned i
spanden, som Gunnar har stående på jorden under yveret. To gange dagligt malker Gunnar de
temmeligt store patter på det flot bårne yver. Så flot, at mangt en ung ko ville kikke
misundeligt til hendes yver. 

-Jeg passer Yrsa, når Gunnar er væk fra Birkholm, fortæller frede. Men Gunnar er nu den bedste til at passe hende. Foto: Niels Damsgaard

Det begyndte helt almindeligt
Som alle andre historier af den slags begynder historien om Yrsa helt almindeligt. For hun var 
jo bare en jerseykalv som alle andre, våd og med store øjne, da hun kom til verden i en stald på 
Strynø. Her voksede hun op og begyndte at levere mælk til øens mejeri efter at ha' kælvet med sin før-
ste kalv.
Mejeriet måtte give op i begyndelsen af 70'erne, som så mange af de små mejerier. Med mejeriet 
holdt Henry Blegholm også med sin besætning. Da var Yrsa cirka fem seks år. Det beretter Henry. 
Og slagter Mathiesen husker også Yrsa som en ko, der endnu var ung, for ellers var hun jo nok faldet 
for hans kniv. Og selvom Gunnar, Morten og Frede fortæller, at Yrsa var en kende ældre end som så
da hun. kom til Birkhorn, så gør det ikke den store forskel. For med sine mindst 24 år er Yrsa
jo stadig noget særligt!
Og det var derfor, vi tog afsted. Fordi vi havde hørt historien om Yrsa, som var fortalt både i 
TV2-Fyn og i bladene derovre på jerseykøernes ø. Det måtte vi: Peter, Kirsten og
jeg se ved selvsyn, - og med kameraet. For det ku' jo være en vandre historie, ja, en sand
skrøne.
Men det er det altså ikke.

Svært at nå til Birkholm
Rejsen til Birkholm med offentlige transportmidler er næsten så besværlig som at udrede et stykke 
hegnstråd i urede. Marstal på Ærø er uundgåelig, for det er herfra den trinde Peter "Post" to 
gange dagligt tar turen tur retur til havnen på sydsiden af Birkholm. Men Marstal er det kun muligt 
at nå ved at sejle fra Rudkøbing på langeland, eller ved at sejle fra Svendborg til Æreskøbing og 
derfra tage bussen.
Ikke underligt, at flere af de seks fastboende på Birkholm selv er sejlende fra Skovballe ovre på 
Tåsinge til det lille landingssted på nordsiden af øen. 
Og vi gjorde som de. Tog turen på de to - tre sømil i egen båd med sejl og påhængsmotor. Sejlene 
var nu ikke til meget gavn netop den dag, for vinden var stille som en urørt fjeder. Men hvad
gjorde det, når påhængsmotoren henne i agterstavnen tiltrods for sin uharmoniske larm fik Freja
til at glide gennem de små krusninger. Som næsten ikke ku' blive mindre, troede vi!
Vi var nu nær ikke kommet ud af landingsstedet der i Skovballe. For vandet var tykt som gele,
- og en lille påhængsmotor er ikke velegnet til fremdrift i den slags "vand". Ud kom vi dog og 
det var samtidig væk fra den hørm af sumpgas, som propellens sejge pisken i geleen havde skabt. 
Godt, at Morten og Frede en gang hvert år kommer sejlende med deres store fiskerbåd og lader den 
kraftige motor arbejde på højtryk med at rense op.

Pælene i indsejlingen til Skovballe var små som tændstikker bag agterstavnen, - forude lå Birkholm 
og brød Ærø's kystlinje, som i det fjerne stak op over horisonten. Over Birkholm bølgede en stor mørk 
søjle frem og tilbage, som en mægtig bevægelig skulptur, der svajede for vinden. Men det var stærene, som
øvede sig i at flyve i flok, inden det lange træk sydpå.


Vi møder Gunnar, Morten og Frede
- Velkommen, lød det på klingende ø-mål fra Morten, der tog imod os stående overskrævs
på sin cykel, brun og garvet i ansigtet, som var det skåret i mahogni. Vil I ikke lige ha' 
en øl? Samtidig kommer Gunnar gående henne fra byen, en kende genert og næsten lidt side-
læns. Yrsa havde vi ikke set noget til. Men før vi næsten vidste af det havnede vi ved Morten
og Frede's køkkenbord. Med øl, snaps, brød, røde tomater og godt med pålæg.
- Vil I ha' en Riga balsam, spurgte Frede, der er mindste så brun og garvet som store-
bror Morten. Vi blev lige så tavse som Gunnar. For hvad var nu det. En Riga balsam?
Men en verden uden nye chancer er ingen verden, - og vi tog den Riga balsam, vi blev
budt. Kun Brugsen i Marstal har den, - og de tre dråber på bunden af snapseglasset satte
pift og kulør til akvavitten.

- Vi er ikke tilfredse med prisen på ål og rejer, si´r  Morten. Og på den måde er vi i samme situation som landmændene, der også oplever prisfald. Foto: Niels Damsgaard

- Oksekød er godt, si'r Frede med ligefremhed, selvom han er fisker om en hals. En gang om 
året slagter vi den tyrekalv, som Yrsa's mælk har gjort trind sammen med øens tykke tæppe af
græs, der før i tiden kunne føde 50-60 køer.
- Vi slagter kalven i november, fortsætter Morten, og en samme dag køber vi ny spædekalv 
til at drikke hendes mælk. Vi kan jo ikke drikke al den mælk selv, og bruges det skal den. 
Nogen gange laver Grethe, som også bor på Birkholm, rygeost af mælken. Men det er slet ikke 
hver dag, Gunnar sætter fra til ost.
Men skønt Morten og Frede sætter stor pris på oksekød, sætter de dog mere pris på at vi
andre danskere spiser fisk i rigelige mængder. Det er det, de skal leve af. Tre både har de i
forskellig størrelse, og dem stikker de til havs i året rundt. Det sydfynske Øhav er deres ele-
ment, som de tumler som nogen traktorfører, der pløjer bakke op og ned med sin traktor.
Når vinteren knapt er rindt til ende, er det tid at fange rejer i ruser. I det tidlige forår var
prisen i top med 70 kroner pr. kilo. Sidst på sæsonen var den helt nede, - og fisketorvet i
København måtte se langt efter Morten og Fredes rejer, for de gik til Holland, hvorfra der
netto blev fem kroner til kontoen.
- Når prisen er nede ta'r vi mange rejer, op til 4.000 kilo pr. uge, forklarer Morten. Han vil
nu meget hellere fiske mindre til en højere pris. Ikke underligt, for alle de mange kilo
rejer skal ises og pakkes med pergament mellem lagene. Men deres penge skal de nu ha'
hjem, for der skal være til dagen og vejen, - og så til bådene. Uheldigvis bliver markedet
presset af de mange rejer og prisen starter en nedadgående spiral. Som ikke er til at stoppe,
før sæsonen er omme. Godt, at rejerne ikke er den eneste streng, de to brødre har at spille 
på. Når landmændene starter de forårskåde traktorer, er det tiden for Morten og
Frede at påbegynde fangsten af ål med kasteruser. Det står på frem til august, hvor de
kraftige bundgarnspæle igen bankes solidt ned i bunden på de 14 stadepladser, som Mor-
ten og Frede har hævd på. Nu gælder det blankålene.
Ålene samler Morten og Frede i hyttefade, - og en gang i ugen henter fiskeeksportøren resultatet.
- Prisen er vi ikke tilfredse med. Det skal ingen hemmemed være, si'r de samstemmende. På fem år er 
den faldet med 20 kroner til 50 kroner pr. kilo. Og når så torskene, der uvægerligt svømmer sig fast 
i garnet, ikke må følge med til land, er det rigtigt skidt. Selv en torsk til middagsbordet må Morten 
og Frede sætte tilbage i bølgen blå. Det har nu ikke gjort, at de selv spiser flere ål.
- Får vi ål for tit, bliver vi trætte af dem, si'r Frede. Det hænder dog, at en sild eller en
torsk ta'r turen om komfuret. Og der bliver også til en kryddersild, som de er glade for.
Kryddersilden har ry for sin absolutte velsmag.
Inden årsskiftet skal de sørge for at fjerne bundgarnspælene igen. Det påbyder loven, når der er 
mindre end tre sømil fra kyst til kyst.
Der er en stille tid i årets første måneder, og Frede får tid til at gå mere i køkkenet og eks-
perimentere med nye og velsmagende retter. Det er noget der passer ham meget vel, - og
egentligt ville han også ha' været kok i sine unge dage. I Gunnar og Morten har han tilli-
gemed to mænd, som sætter stor pris på hans madlavning.


Gunnar er bare trofast - og arbejdsom
Gunnar hedder Jensen til efternavn, - og han er helt igennem øbo. Født på Birkholm, som han har 
været trofast overfor i det meste af sit godt 67-årige liv. Der var dog nogle år, hvor han var på 
fastlandet som barn og senere som medhjælper på de store gårde.

Gunnar er mand for at holde Yrsa i topform - år ud og år ind - og sådan bliver det sikkert ved i mange år frem. Selv gør han ikke meget ståhej ud af sin rolle som ejer af Danmarks ældske ko. Foto: Niels Damsgaard.

- Men det ligger mange år tilbage, fortæller Gunnar os, da vi står i Morten og Fredes køkken. Gunnar 
taler ikke meget. Helst svarer han kun på spørgsmål, når der er flere i lokalet, - og da kun med me-
get korte sætninger, som ikke flyder over af overflødige ord. Noget almindeligt snakkehoved er Gunnar 
altså ikke.
- Men han er tro som amen i kirken, sir' Frede og Morten næsten i munden på hinanden. Og han er bare til at stole på. Vi fornemmer, at den karakteristik sidder i plet. Og selvom Gunnar ikke har det i 
munden som et andet gabehoved så har han en hel del i sin store foretagsomhed. 
- Vi er ikke i familie med Gunnar, fortæller Morten, der iøvrigt hedder Mortensen til efternavn. Frede, 
der også hedder Mortensen til efternavn og er Mortens lillebror, fortsætter: -men han spiser ved os.
Gunnar passer også haven, for han er jo pensionist.
Derude i haven er der masser af blomster, en stor og mægtig gammel vinstok med masser af druer, kartofler og andre grøntsager og så drivhuset. Bag det beskyttende glas kan vi se en svimlende mængde dybrøde, store tomater. Kartofler bliver taget af jorden dag for dag, og de, som Frede ikke gør klar til egen gryde, står i plastposer på et lille bord ude ved vejen og er til salg. Gunnar har altså også grønne fingre, ka' vi se på havens rige vækst.
Når det grove arbejde med at rydde op efter årets høst skal gøres, tager Frede og Morten også deres nap. Det sker som regel ved fuldmåne, for da er de alligevel ikke på havet. Blankålene er nemlig ikke aktive i fem dage på hver side af fuldmåne, - og så er der jo ikke grund til at røgte bundgarnene, forklarer Morten til vi landkrabber. Kun hvis vejret er meget uroligt og det er stærkt overskyet, så månens lys ikke ka' få magt over nattens mørke, er ålene på vandring.
Inde i køkkenet ved Gunnar også, hvad det vil sige at gøre rent og vaske op. Det er også ham, der tager tørnen med støvsugeren hver dag henne ved Morten og Frede. Vi ku' da også se, at i Morten og Frede's hjem er alt rent og skinnende, som boede her en flittig husmor. Men alle tre er ungkarle. Den flittige husmor ved rengøringen er altså Gunnar. Og han er ikke den slags menneske, som overlader opvasken til timers henstand. Det huslige forstod Gunnar sig også på, ku' vi se.
- Vores garn er Gunnar også pokkers go' til reparere, sir' Frede ligefremt. - Og så er han meget kærlig over for dyrene, fortsætter Morten. Han kan heller ikke have en hund, for så ville han forkæle den, som var den en konge. Og tyren som drikker mælken fra Yrsa, klør han i panden. Det er vi nu ikke så glade ved, for det kan sætte den op.
Hvis ikke det var, fordi Gunnar i forvejen var vejrbidt, og derfor har en sund rød kulør i sit lille ansigt, 
ville han måske rødme synligt for al den ros. Men vi kan forstå, at ikke uden årsag står Morten og Frede bag Gunnar hver dag og giver ham den opbakning, han så rigeligt har fortjent. Det har de gjort siden dengang, han for seks eller syv år siden kom til dem, som en meget syg mand uden lyst til at gå til læge. Gunnars modstand mod læger rakte så vidt og længe, at han med helikopter i yderste øjeblik måtte tage turen over isen til sygehuset, - nærmest uden selv at registrere det. Så syg var han. Dengang. - Vi troede ikke rigtig på at han nogensinde ville se Birkholm igen, fortæller Morten. Vi kunne fornemme, at det ikke huede Morten og Frede, at det skulle komme så langt ud. Men han kom igen, og den første tids meget hyppige kontrolbesøg på fastlandet er afløst af et halvårligt visit. Som Gunnar passer til punkt og prikke. Under sygdommen, som har røvet mange af Gunnars gode dage, var Frede mand for at passe Yrsa.

Skovlen har for sommeren taget Yrsa´s  plads i Hjemly´s  udhus. Foto: Niels Damsgaard.

- Yrsa er bare nem at malke; - ja, det jeg behøver næsten kun at ta' ved patterne og Yrsa klarer resten, fortæller Frede. Men Gunnar er nummer et til Yrsa, og jeg malker da også kun, når han er væk fra øen.
Når Gunnar ikke er ved Morten og Frede eller i gang med nogle af de øvrige gøremål, ta'r han tilbage til Hjemly. 
Huset arvede han efter sin faster i begyndelserne af 60'erne. Vi så også Hjemly. Ude fra vejen lod vi først blikket vandre over havelågen gennem havegan-gen op til døren, der er grøn som de to hushøje stedsegrønne træer, der står et par meter ude på hver sin side af havegangen. Et messinghåndtag skinner gult som en lille sol mellem de mørke glas, - og højere oppe rejser kvisten sig mellem de to skorstene. Vindskedens grønne kranser vinduespartiet med det hvidmalede træværk og røde mursten lagt på kant viser buerne på overkanten af to-fags vinduet. To hvidmalede tre-fags vinduespartier sidder som øjne på hver side af døren i stueetagen, og det tilhugne fundament af kampesten bliver kun brudt af trappen med tre trin. Det var, hvad vi så fra havelågen. Men Yrsa bor også i Hjemly, som for hende er et ly for vinteren. Hvor hun bor ku' vi ikke se fra havelågen.
Vi var tilpas nysgerrige, - og ville se hendes stald. På bagsiden af Hjemly er udhuset bygget til i vinkel. 
Det står pudset, kalket hvidt og adskiller sig fra de røde sten. Hvor de to huse mødes kan Gunnar gå ind i sit bryggers og gårh an helt om i gavlen af tilbygningen, står Yrsa lige inden for døren i den lille stald. Her står "hendes" kalv også.
Gunnar selv har meget mere plads end Yrsa og kalven. Hele to store stuer og et soveværelse. Men mon ikke Gunnar er meget nøjsom? Det så nemlig ud til at han kun brugte soveværelset til daglig. Først for nylig har han fået soveværelset sat godt i stand med gulvtæppe, maling og sådan. Her er også fjernsynet, som sætter kulør og bevægelse i de mere ensomme aftener. Familien ser han aldrig i Hjemly, - eller i det hele taget. Selvom han har en bror, der bor lige ovre i Marstal.
Gunnars far var fisker i det Sydfynske Øhav, - og han giftede sig engang midt i1920'erne med Selma, som var malkepige på Birkholm. Gunnar blev den ældste af en flok på fem søskende men tidligt måtte han slippe sin far. Han blev nemlig fundet død i sin fiskerjolle i 1937, - historien fortæller at han sled sig op, for Selma interesserede sig ikke for husholdning, børn og deslige. Vi kunne forstå at det blev et knæk for den dengang 11-råge Gunnar. Tåsinge og Fyn var de næste tre år Gunnars øer.
Konfirmationen var vendepunktet til voksenlivet som medhjælper på gårdene, - og det blev på Birkholms gårde. 
Gunnar var tilbage igen. En bror kom året efter, mens de tre mindste søskende var "offentlige". Selma havde travlt med at klare sig på sin egen måde uden sin egen mand, - og børnene. Familien var spredt som blade for efterårets barske vinde.

Vi ser Yrsa
Gunnar, Morten og Frede går ikke af vejen for en voksen cerut. Og så en go' kop kaffe til at lægge toppen på frokosten. Peter "Post" kom på sin cykel, som altid står klar til ham nede på havnen. Han ka' lige nå at nappe en bajer, som nemt forsvinder i hans godt udlagte krop. Gunnar havde allerede været på havnen med den lille Ford Dexta traktor. Han og Peter havde lige nogle tønder med bensin og en stak tagplader, som skulle langes i land.
- Vi må afsted, si'r Frede, så I kan se Yrsa. Lidt fortumlede over alt det, vi har fået at vide, rejser vi os, og efterlader det hele i syndig uorden! Ude i indkørslen holder Frede med Dexta'en. Morten og Gunnar kravler behændigt op på hver sin smalle bagskærm, mens vi tre får bagkassen til fri dispostion. Vi måtte så håbe, at Frede ikke kørte traktor som en anden fortravlet landbrugsmedhjælper. Det gjorde han ikke, - som øbo tager han sig tid nok.

Peter Larson havde svært ved at få lov til at tælle årringe på Yrsa´s  horn. for hun ville hellere slikke ham! Foto: Niels Damsgaard

Morten og Frede bor vesterude på Birkholm og vi kører gennem byen på vej ned mod havnen. Med seks fastboende troede vi, at øen blot havde nogle få huse. Men det er i ikke tilfældet. Dengang, hvor ø-liv ikke var noget man flygtede fra, var der helt andeledes mange mennesker på Birkholm, - og følgelig tilsvarende mange huse. 
Husene står der stadig, ja selv forsamlingshuset fungerer stadig. Men det er i de få og hektiske sommermåneder, det hele foregår. Så kommer ejerne af husene, der nu er sommerhuse, og nyder det afstressede ø-liv. 
I de samme måneder er der et vældigt leben i havnen, for ofte ligger mere end 100 lystbåde til for natten. 
Det er lige før det er for mange, mener Morten og Frede, der ka' have svært ved at komme til havs med deres både midt i al den trængsel. Lige efter byens sidste hus stopper Frede.
- Derhenne står Yrsa og hendes kalv, sir' han og peger 50 meter hen til venstre. Gunnar kravler ned af skærmen og vi hopper ned fra kassen. Vi er spændt på at se hende, nærmest som børn der har fået en pakke med papir omkring. Gunnar siger ingenting og begynder at gå tilbage igen. Lidt befippet spørger jeg, om han dog ikke vil med hen til Yrsa for jeg vil jo gerne ha' et billede eller flere af de to sammen. Det vil han nu ikke. Billedet af de to sammen er dermed overladt til fantasien.
Peter Larson, konsulent for jerseyfolkene på Fyn og omliggende øer, går hen til Yrsa. Hun har strakt sit lange tøjr for at nå os hurtigst muligt og begynder straks at slikke Peter med sin mere end ru tunge. Peter er nu mere optaget af at tælle lagene i Yrsa's horn. De fortæller om Yrsa's alder. Han kan ikke tælle mere end 25 og efter flere forsøg er der ikke et sted, hvor Yrsa ikke har haft sin tunge. Ingen nyfødt kalv bliver slikket bedre end Peter blev af Yrsa.
Jeg fik mine billeder uden Gunnar, - og efter vi ærbødigt havde taget afsked med Yrsa,begyndte hjemturen.

Birkholm - på vej til at blive en sommerferieø?
Ænderne snadrede og skabte et mægtigt liv i byens gadekær. Stærene i tusindtal gjorde træer og hegn levende. Øens eneste landmand, som slet ikke er landmand men tolder, var ved at gøre klar til at så vintersæden. Han og hans kone er forresten slet ikke Birkholmere. Det er Lis, der er teknisk tegner, heller ikke. Gunnar, Morten og Frede er de eneste af den ægte vare, - og de har ingen efterkommere til at fortsætte. Vi ku' derfor hurtigt lægge to og to sammen og få et resultat. Der vil om føje år ikke længere være Birkholmere tilbage på øen, og der vil nok heller ikke længere være nogen med erhverv på selve øen. Af generationers barske liv med at fiske i det omliggende øhav, med at pløje, harve, så og høste jorden, som flere gange har været havets bytte, når de lave diger ikke ku' stå for bølgernes pres, bliver der ikke andet tilbage end det, som står i historiebøgerne.
Også husene bliver tilbage og sommer efter sommer vil de villigt tage imod de mange turister. Og så bliver der måske nogle få fastboende, som har valgt en tilværelse som øboere, med arbejde uden for Birkholm. De får en flot og barsk natur at nyde sammen med fuglene. Endda helt for sig selv i vinterhalvåret. Gad vide, om Peter "Post" til den tid fortsat kommer to gange dagligt til Birkholm året rundt, - bortset fra om søndagen?

Der er altid noget under overfladen 

Havets overflade var fuldstændig i ro, da vi igen stak til havs. Der var end ikke krusninger så store som bølgerne på en tagplade. Under os var vandet klart som i den reneste kilde og bunden stod tydeligt, som var der ikke flere meter vand mellem den og os. Halvtreds meter foran stævnen brød to marsvin pludseligt overfladen for et kort sekund, - og væk var de igen i deres element: - under overfladen. Vi slukkede motoren for at se dem igen. Trods intens stirren så vi dem kun en gang mere, og det var langt væk.


Tilbage til startsiden