tilbage til forsiden

Til"En anderledes fødselsdagsgave"

Lilly Irene Sørensen fortæller om en usædvanlig fødselsdag ombord på "Egholmskokken"

”3 nye kryds”

Tekst: Lilly Irene Sørensen
Foto:   Erik Dalgaard Olesen og Erhardt Ecklon

 

Ved siden af fødselsdagsflaget lå en flad kuvert fra Dagli’ Brugsen - hm - hvad kunne det nu være? Kuverten viste sig at indeholde 5 fotokopier startende med et billede af Bill Clinton med underteksten ”ex-president”. Nu har jeg ikke noget imod Bill Clinton, endsige at komme til et af hans foredrag, men det havde nok krævet mindst en rund fødselsdag. Nå de næste sider måtte opklare hvad gaven bestod i – her kom 3 sider fra bogen om ”Danmarks Småøer” udgivet af Danmarks Naturfredningsforening. Det var jo en noget anden boldgade, der var sider om Birkholm og Storeholm – men hvad havde Bill Clinton dog med alt dette at gøre? Det havde han så heller ikke – det var han egenskab som ekspræsident, der skulle være kodeordet. Sidste side var en udskrift fra hjemmesiden havguiden.dk – billedet viste en båd ”Egholmskokken” som sejler chartrede ture i det Sydfynske øhav. Stadig usikker på, hvad det var jeg havde fået, begyndte tingene dog at hænge sammen. Vi vil gerne se en ny dansk ø om året, og gaven måtte være en sejltur ud til en af de øer, som man ikke kan nå med offentlig færge. Nu stod der heller ikke noget om hvem, der skulle sejle, så der manglede stadig en brik – det skulle vise sig at være en ekspræsident nemlig Poul Henrik Harritz, tidligere præsident i ti år iDanmarks Naturfredningsforening. Pyh-ha, så faldt selv Bill Clinton ”på plads”.

Dagen oprandt, hvor vi skulle af sted. Vejrudsigten blev studeret i ugens løb – de lovede ret megen blæst. Så det var først aftenen før, at vi var sikre på at komme af sted – der ville være nogen vind i starten, men den ville løje af i løbet af dagen. Nå men vi blev nødsaget til at advisere familien om, at de skulle ud og sejle, så de kunne få regntøj og støvler med.

Kl. 9.00 stod vi i Skovballe Havn klar til at tage på heldagsudflugt. Efter en del postyr med at få redningsveste på, ikke alle var helt fortrolige med dette udstyr og vestene, snore osv. blev vendt og drejet inden alt var på plads. Nu gik det af sted ud af den lille havn med retning mod Birkholm. Vi var dog næppe kommet ud af havnen, før vi blev OBS’et fra Monnet-siden . I mailboksen lå det, da vi kom hjem – med spørgsmålet – var det jer??


Venner til fødselsdagsbarnet spottede Elly kort tid efter afgang fra Skovballe

LÆS OGSÅ HVAD "FYNS AMTS AVIS" MENER OG SKRIVER

Der var god fart på båden. PHH sagde, at med lidt fart på mærker man ikke søgangen så meget. Det må være ligesom når man i bil kører over en færist eller en ujævn vej – så skal man heller ikke køre for langsomt, ellers bliver det hele meget værre. Det var en frisk tur, men med regntøj og støvler på var det ikke noget problem. Dejligt med lidt/noget saltvand i håret og rigtig mærke sejlturen, kunne se vandet og ind imellem havbunden. Man får en bedre oplevelse når man sidder så tæt på vandet. Båden er lavbundet og kan gå helt ind til øerne, hvor man kommer tørskoet i land.

Det blev til et besøg først på Birkholm, hvor vi travede øen rundt og fik fortalt om dens historie og om at øen i 1870’erne 2 gange var blevet oversvømmet. Hele to gange måtte øens beboere bygge husene op igen. Det var som på en halv time at blive sejlet langt tilbage i tiden. Herefter gik turen til den meget flade og nu ubeboede Egholm. Her blev frokosten indtaget i det fri. Solen skinnede vinden var løjet af og selv så langt ind i september var det dejligt varmt. Vi fik set en ø vi ellers ikke ville have haft mulighed for at komme til. Og vi fik fortalt, at øen ikke altid havde været ubeboet. I slutningen af 1800 tallet havde flere familier forsøgt at bebo øen. Det havde krævet et stort arbejde med at bygge nødtørftige diger for at holde vandet ude – sikke et arbejde. Men nogen succes var det aldrig blevet, og familierne havde opgivet og flyttet fra øen igen. Efter frokosten gik vi en tur rundt på øen og en dværgfalk tiltrak sig opmærksomheden. Ellers var det lidt småt med fugle på denne tid af året. Poul Henrik fortalte, at der normalt yngler Stor Kobbersneppe herovre. Til slut besøgte vi Hjortø hvor vi travede op til byen – ned til havnen for at se færgen sejle og en fiskerbåd, der netop var kommet ind med ål. Undervejs fik vi af PHH mange gode og underholdende historier og fortællinger om øerne, deres historie, beboere og meget andet.

Kl. 18 lagde vi igen til i Skovballe Havn efter en uforglemmelig dag, med mange gode oplevelser, en frisk kulør i ansigtet og et besøg på hele 3 nye øer i erindringen.

 Nyttige hjemmesider:
http://www.detsydfynskeoehav.dk/
http://www.sydforfyn.dk/
http://www.havguiden.dk/

 

 

tilbage til forsiden