tilbage til forside

"Fisker-Mortensens erindringer"

Nedenstående artikel er bragt i "Birkholm Tidender", juni 2006.  
Få dage efter udgivelsen i "Birkholm Tidender" døde Erik Mortensen pludseligt og uventet.

Erik Mortensen – kendt som ”Fisker Mortensen” eller ”Erik fra Vindeby” har nedfældet sine erindringer fra et langt og til tider dramatisk liv. ”Mine erindringer – mine oplevelser på både godt og ondt i de 75 år der er gået” har Erik kaldt bogen, som er fortalt helt ligetil og uden dikkedarer.

Erik stammer fra egnen omkring Fjerritslev, hvor han var den yngste i en søskendeflok på 8. Kort efter hans fødsel døde hans mor af tuberkulose, og Erik blev så bortadopteret til Jens Hansen Mortensen og Anne Kathrine Mortensen, som boede på Virkelyst på Birkholm. Dette ægtepar havde ingen børn, og Erik fik nu familienavnet Mortensen.  

Imidlertid druknede Eriks nye far kun et år efter i forbindelse med uddybningen af havnen, hvor en pram med mudder kæntrede og tre mennesker omkom.

Nu stod så den nye mor og hendes gamle far Niels R. Nielsen alene på Virkelyst med den lille Erik. Men moren havde en farbroder i Svendborg, og han var villig til sammen med sin kone at flytte til Birkholm for at hjælpe moren. Det var i 30’erne. På Virkelyst var tillige en karl, Helge og en pige Marie – begge fra Strynø Kalv – til at bistå med driften.  

Mange af os har jo kendt Marie, da hun er Morten og Fredes mor.

Som bekendt blev Marie jo gift med Rasmus Mortensen, som boede på Birkholm sammen med sin mor Kathrine og broderen Marius. Marius og hans kone Valborg fik tre piger – Edith, Sylvia og Agnete. Mange år senere blev Erik gift med Sylvia.

Erik voksede således op på Virkelyst og gik for at være en vild krabat. Flere gange måtte han hentes plaskvåd og smurt ind i pløre hjem fra gadekæret. Erik fortæller:

”Der var et år, det var nytårsdag, jeg finder nogle kanonslag, som ikke er skudt af, jeg lægger dem inde i ovnen i komfuret og hvad så? Der lyder et brag, så ringene på komfuret slår en kolbøtte, ikke nok med det, men min gamle tante, som sidder i rullestol, havde nær hoppet ud af stolen, der fik jeg godt nok en røvfuld igen.”

Og Erik fortæller videre:

”Hvis der var en der døde på Øen, skulle der jo som andre steder sørges for en rustvogn, vi havde på Virkelyst, en fjedervogn, den eneste på Øen, som jeg tydeligt husker er blevet brugt til dette formål. Når den skulle bruges som rustvogn så skulle den vaskes, og var der nogle rustpletter på jernet, så var min morfar der med malerpensen med det samme: ”Vi skal stille med en pæn vogn”.

Jeg har selv været henne og vaske og gøre den klar til sådan kørsel, den var jo også så bred i bunden, at der kunne stå en kiste, jeg husker tydeligt, at der stod kranse hen ad siderne.

Dengang sejlede min farbror kirketur en gang om måneden, når det så var dødsfald her på Øen eller på Hjortø, sejlede han altid til Drejø for os. Når der blev sejlet den månedlige kirketur, var der altid mange med, når så de havde været i kirke, og fået set til deres gravsteder, var de rundt og besøge dem, som vi til daglig havde til at passe de gravsteder, som var fra Birkholm, vi havde da selv nogle på Drejø, der passede gravsted for os.

Det var også somme tider præsten kom og holdt gudstjeneste i Forsamlingshuset. Når han var det, var det altid Oldermanden, der tog imod præsten og havde ham med hjem til en kop kaffe, inden der var gudstjeneste i Forsamlingshuset. Når så det var slut i Forsamlingshuset, kunne præsten godt gå rundt på Øen, og få en snak med nogle af de gamle, som ikke kunne komme til gudstjeneste, for og høre om hvordan de havde det i hverdagen.”

Om krigen fortæller Erik:

”Der var krig, da jeg gik i skole, i hele januar og februar gik vi på julebesøg, jeg husker tydeligt, en aften vi var ude ved Lars Jørgensen , den sidste gård vesterude. Vi havde lige fået kaffe på bordet, så kunne vi høre, der kom en del flyvere i lave højde, der blev stille et øjeblik, men så kunne vi høre de begyndte at skyde. Det var tyske jagerfly, der skød efter de engelske bombefly, et af bombeflyene blev ramt og smed sin bombelast for og slippe væk, der lød et ordentligt brag, så hele huset rystede, den må være faldet ned ikke langt fra Birkholm. Jeg husker tydeligt, at jeg var bange.

Der faldt også et bombefly ned ved Vornæs og et i skoven ved Hvidkilde, der ligger bl.a. engelske flyvere begravet på Landet kirkegård og på Drejø. Jeg kan huske, at der var nogle fra Birkbholm, der var ude på isen og se om de kunne finde, hvor bomben faldt ned, men de fandt ikke noget, så det må have været længere væk end vi regnede med.

Den gang havde vi jo en petroleumslampe hængende i en krog over spisebordet, det var lige før den var hoppet af krogen, da bomben faldt, da vi kom hjem på Virkelyst stod nogle af dørene åbne ind til kostalden, de må være sprunget op af lufttrykket da bomben faldt.

Når det var en fin klar vinteraften med måneskin, kunne vi se de mange bombefly højt oppe, når de var på vej til deres bombemål i Tyskland, men den aften, hvor flyveren smed sin last, var nok noget af det nærmeste vi havde af krigens rædsel, ellers havde vi et jo fredeligt på vor lille ø.”

I 1943, hvor Erik er 13 år gammel, dør hans (adoptiv)mor. Farbroderen bliver nu hans formynder. Det bliver vedtaget, at gårdens karl skulle overtage Virkelyst i forpagtning til Erik blev myndig. Denne karl hed Hans Christian. Han blev senere gift med Signe og gårdejer på Lindegård.

Men Erik og hans gamle farbror skulle jo også passes, og dette job påtog Marie Christiansen sig. Hun boede i Birkholm nr. 1.

Erik kommer ud at tjene i 1946 og i 1948 på højskole og ud at tjene igen. Da Erik pludselig en dag skal meldes i lægdsrulle, skal han stille med dåbsattest hos sognefogeden. Ved denne lejlighed afsløres det, at de personer, som han har anset for at være far og mor, ikke er hans biologiske forældre. Nu får Erik at vide, at han har en far , som lever endnu og seks brødre. Det bliver et bevæget møde med familien, hvor han blev modtaget med åbne arme.

Omkring 1950 kommer Erik så tilbage til Birkholm for at overtage Virkelyst. Der er meget arbejde at se til, så i travle perioder får han Gunner Jensen (Hjemly) til at hjælpe sig. Men så bliver Erik indkaldt til soldat, og så er gode råd dyre. Men Erik havde jo nu fundet sine brødre, og det bliver en af dem – Ejner – som kommer over på øen for at hjælpe ham.

Efter militæret vender Erik så tilbage, hvor han bliver gift med Sylvia, mens søster Edith bliver gift med Bent på samme dag. Erik og Sylvia flytter ind på Virkelyst, hvor de bor frem til 1962.

 Lad mig slutte med at bringe endnu et lille pluk af Eriks erindringer:

 ”Der blev holdt mange fester på Birkholm, første onsdag efter fastelavn var der fastelavns fest i Forsamlingshuset, det startede om eftermiddagen med kaffe og så blev der spillet kort til klokken 16.30. Så skal bønderne hjem og fodre og malke, der er nogle af damerne, der bliver tilbage i Forsamlingshuset for at lave mad, der er nemlig fællesspisning for Øens beboere. Måske er der også nogle, der har nogle på besøg, til sådan en fest blev der altid sat penge til side fra dem vi fik for harerne, det vi drak skulle vi selv betale. Jeg husker det år, der skulle vi have bøf med løg, jeg sad ved siden af Morten, Frede’s bror, Signe kom med et stegefad med 16 bøf på, Morten siger til mig: ”Det er lige til vi to”, Signe hun råbte op; ”Der er flere, der skal have Bøf”, men Morten og mig spiste dem alle 16, det har vi hørt for mange gange.

Der har også længe før jeg kan huske, været holdt skyttefest på Øen, min far som jeg har nævnt døde i 1933, var en god skytte, jeg har førstepræmier stående, som min far fik i Ærøskøbing. Det kan nok ikke ses mere, men den cementmur, der startede nede ved det udvendige dige, der hvor skydebanen var, har min far støbt, der har stået dato i den men det er nok væk nu.

Det var en vinter jeg gik og fandt på, at det kunne nu være rart med lidt ordentligt lys i Forsamlingshuset, jeg havde jo en dieselmotor, som jeg selv brugte til lys, når det var stille. Jeg fik på en eller anden måde fat i noget kabel og en dynamo, som jeg fik stillet op. Første gang vi skulle have el-lys i Forsamlingshuset var det jo med nogen spænding, men alt gik efter planen.’

Da vi nu havde strøm, kunne det jo være rart, om vi måske kunne se en film, vi fik fat i jagtkonsulent Fynbo fra Svendborg. Det var vinter, der var færdsel på isen hver dag, så min nabo Edvard og mig hentede Fynbo på Strynø, og om aftenen så vi film i Forsamlingshuset, det var noget som vi slet ikke var vant til.”

Erindringerne er sammenskrevet af Johannes Balslev, Birkholm.

tilbage til forside