Fire årstidsartikler fra Strynø Kalv, 2006

Den lille ø, Strynø Kalv vest for Strynø bliver i 2006 beskrevet gennem fire store artikler på Natursiden i Fyns Amts Avis. Det er firmaet "Naturbureauet", der leverer artiklerne der efter offentliggørelse lægges på denne side.

1000 meter vest for Strynø ligger den lille Strynø Kalv. 800 meter på den ene led – 550 på den anden. For 81 år siden boede her 28 sjæle. I 1969 forlod de sidste øen. To sjællandske familier har i 36 år haft Kalven som deres sommerparadis.

Men nærheden, sanserne, fuglene, vindene, lydene og fantasierne trives her hele året.

Poul Henrik Harritz betræder Strynø Kalv 25-30 gange årligt. Gennem det nære giver han den store fortælling om Øhavet. Dette er den første fire artikler – om fire årstider.

Netop som jeg skubber kajakken i vandet bryder krigen ud. En klagende, hylende, skærende lyd bølger frem og tilbage i hele det blikstille Øhav. Det er sirenen i Marstal der lægger for, men den østenvind der i mange døgn har sendt kølig luft ind i Øhavet, er også bærebølge for luftalarmen i Rudkøbing.

Jeg sender tankerne til de nætter i 1944 og 45, hvor Øhavets folk har berettet, hvordan de gik udenfor stuehuset og i senvinterens mørke hørte den dybe lyd fra allierede fly på vej til Kiel, tungt lastet med bomber. I klare nætter kunne de se lysglimtene fra bomberne, når de voldte død og lemlæstelse. Flere af flyene vendte anskudte tilbage til Øhavet og styrtede i havet som brændende fakler - hvis de da ikke forinden var eksploderet i et inferno af benzindampe, ildkugler, røg og dødsskrig. Bagefter hørtes kun bølgernes klukken.

Faaborgs Assistenskirkegård, Landet kirke på Tåsinge, Åstrup Kirke og på de små øer Avernakø, Drejø og Skarø rummer kirkegårde der fortæller skæbnen for besætningerne. Martin Normann, Kenneth Gordon, William Kelly, David Howells, Douglas Frank Pegrum og mange andre ligger på det tørre – eller i havets dyb. Kun få nåede deres 30 års fødselsdag. Måske er graven prydet med en stump metal fra den Short Stirling eller det Lancaster-fly der fandt sin grav på bunden af Øhavet.

Som jeg padler mod Kalven hører jeg tilmed dunkle, langtrukne drøn der ruller ind fra Østersøen. ”Det er østtyskerne der øver sig i krig”, sagde min far altid i 1970-erne. Dén holder ikke længere, men en form for flådeøvelse er det vel - ligesom luftalarmerne denne majdag er den årlige, planlagte øvelse.

Vejret er – som krigsdøden - uforudsigeligt! Heldigvis. Øhavet er netop vågnet op efter den laaaaaange vinter. Det er sket ved en kæmpe, lydløs eksplosion! Allerede, da jeg padler mod Strynø Kalv, ser jeg nye fuglearter, der endelig er vendt tilbage. Den elegante havterne snerrer ned mod mig. Helt fra Sydpolens pakis er den nu ved at finde frem til Kalvens sydspids, hvor den igen vil bygge sin rede på klos hold af vandkanten. Den elegante fugl over mit hoved er den, af alle fuglearter, der trækker længst væk om vinteren. Spredt over de fleste af Øhavets 55 øer har den en af Danmarks største bestande.

Overalt omkring mig lyder en knortende, gryntende lyd. Det er de små, mørkbugede knortegæs, der vælger et forårsophold i Øhavet, og i fladvandet omkring Strynø Kalv er der mange. Den lille gås, der ikke vejer mere en godt et kilo, holder vinterferie ved de franske kyster, forårsferie i Øhavet og sommerferien langs nordkysten af det sibiriske hav. Når den hilser på Øhavet igen om efteråret, har den sine unger med. De mangler den lyse halsring, og folk på de sydfynske øer kan – som de første – se, hvordan yngelsæsonen er gået. Er der mange gæs uden halspletter har det været en god sæson. Så er det lykkedes forældrefuglene at få anlagt en rede et de få steder hvor sneen er smeltet i Nordsibirien, når de ankommer dertil i juni. De lokale i Øhavet siger nemlig, at knortegåsen er væk den 25. maj. Nogle år er den sibiriske sommer dog så kort, at sneen slet ikke når at smelte. Så er der ingen ungeproduktion overhovedet! Det samme gælder, når den svingende bestand af lemminger ved Ishavet kollapser. Så mister polarræven sin livret – og må i stedet æde æg. Knortegåsens æg!

Det kan lyde brutalt, men sådan er naturen. På det lange sigt er knortegåsens historie de sidste 50 år dog én stor succes. I 1950-erne var der 20.000 mørkbugede knortegæs i Vesteuropa. Derfor blev jagten på dem forbudt i mange lande – og nølende fulgte Danmark efter med en jagtfredning i 1972. I dag er der 200.000 fugle! Det hjalp at fuglene fik fred.

Den kolde vind fra øst får mig i land på Strynø Kalv, og i rask gang går det henover strandengen. Om foråret er ålegræsset i det lave vand endnu ikke i vækst, så knortegæssene går på land og græsser på engene.

For ikke at jage alle 250 gæs på vingerne, sætter jeg mig i læ ved et gammelt vandingstrug, der ikke bruges længere. Vandingstruget er – så undseligt det end forekommer - et af de mange små kulturminder der er i Øhavet. Det fortæller sin egen historie. I den ene ende er med usikker hånd i betonen hugget ”R A RS 5/6 1912” .
Her sad Rasmus Andreasen Rasmussen en junidag for 94 år siden og slog sit eget minde med hammer og mejsel.

Han var ung og overtog 6 år senere – fra sin far - den ene af de tre gårde på Strynø Kalv, der dengang havde 25 beboere.
Hans far havde, da han rykkede ind på gården i 1873, taget en næsten uoverkommelig opgave på sig. I november 1872 stod hele Øhavet under vand. Det var den værste stormflod i mands minde, og Rasmus´ far måtte gå i gang med at opføre diger der kunne holde havet ude. Det foregik med heste- og håndkraft. Det lykkedes, og siden har havet aldrig være inde og dække markerne. Heller ikke under den store ”salt-flod” i 1874. Dengang stod vandet ikke så højt, men til gengæld varede højvandet længere tid, så mange af Øhavets flade, opdyrkede småøer led under, at digerne brød sammen.
Men da Rasmus kom til i 1918, var gårdens marker veldrevne, og han købte jorden af Tranekær, der engang var eneejer af Strynø og Strynø Kalv.

For fire år siden interviewede jeg Rasmus´ barnebarn, den dengang 67-årige Bent Rasmussen , der har tilbragt sin barndom på Kalven.
”Det var en dejlig tid. Vi var mange, også børn, og vi kogte æg i påsken på stranden og legede mellem de tre gårde. Men det kunne være hårdt om morgenen når vi skulle over Mølledybet til Strynø og skolen. Vi gik dér hver anden dag. I sær om vinteren med storm og is var det næsten umuligt at komme i skole”.
Bent flyttede efter barndommen til Strynø, og i 1986 skiftede han igen ø – og blev Hjortø-bo. Han var postbådsfører mellem Svendborg og Hjortø i ti år, og i 1996 skulle han – sammen med sin kone – nyde deres otium i Svendborg. Sådan skulle det ikke gå. Han blev alene og døde selv i 2004. En ægte ø-bo havde ankret op for sidste gang.
I dag er Kalven uden fast beboelse. Men snese af lærker og viber har slået sig ned. Det er forår, og jeg følger min yngre…

”Det her er balsam for sjælen. Sikken natur og sikken et hav”. Anne-Line Ussing nåede som en af de sidste oplevelser som turistchef at besøge Strynø Kalv.

”Dine øjne er blå - meget mere blå
end alt det hav, vi har kigget på i dag.”

Mange gange har hun stået på Strynøs kyst og ladet de blå øjne følge den grønne streg i det blå hav. Nu har jeg taget turistchefen på hendes eget slogan – ”Kom og vær til”. Derfor sidder Anne-Line Ussing og labber solen i sig – på midterste tofte i den lille jolle. Målet er Strynø Kalv.

Snart ligger ”Ålekalven” på lavt vand, svajer for ankeret og vi vader i land. En rødben flyver forbi jollen, hvis besynderlige navn faktisk er et lokalt øhavs-navn for den lille, rødbenede vadefugl. Den er overalt på øerne.

Vi er på udflugt – ligesom bønderne tidligere en enkelt gang eller to i sommerens løb holdt fri og inviterede familie med madkurv og bajere i smakkkejollen for at sejle på sommervisit på de ubeboede holme.

Jeg har foreslået, at turistchefen for hele Langeland skal nå at opleve de fjernere provinser i sir rige. Det sagde hun ja til.

Flaget er hejst i den lille by med de tre gårde. Placeret på det højeste punkt. Tre meter over daglig vande. Der er altså beboere på øen. Det betyder også, at de ønsker privatliv, og folk derfor bør holde sig på afstand, Men vi er inviteret og går ad en lille markvej op over Kalvens dige og videre mod vest.

Snart sidder vi i læ. Bænket i Mariannes og Palles have. Arne og Agnete er her også. Palle var studentermedhjælper i socialministeriet, hvor Arne var ansat. Det blev til et livslangt venskab. De to familier fra hovedstadsområdet kontaktede for 37 år siden en dyrlægeven i Svendborg, og bad ham give lyd, hvis en ø blev til salg.

Det gav hurtigt bonus, og i 1969 overtog familierne alle tre gårde. Det var samme år som Strynø mejeri slukkede og lukkede, og det gjorde bondelivet på Kalven for bøvlet.

Tiden har dokumenteret, at købet ikke var nogen fejlinvestering. De har haft stedet lige siden – og nyder sommerperioden. Arne og Agnete slår sig ned hele sommeren. Som pensionister har de tid nok. Palle og Marianne er her på kortere ophold. Hertil kommer weekendture, så øen bliver brugt meget.

Vi har udsigt ud over det blå hav, hvor Marstal-færgen glider hen ad horisonten på sin eftermiddagstur. Hvide flokke af svaner bryder det blå felt. Det er en af sommerens sidste sommerdage. Stilhed. Ikke én lyd. Fuglesangen er hørt op. Det er høstens tid. Alt modnes uhørligt i blå, røde og sorte farver.

Kaffen, kagen og den efterfølgende øl lægger absolut ingen dæmper på talelysten, der bevæger sig fra international storpolitik, over Strynø - til det paradis vi har inviteret os selv ind i. ”Ka´ du huske? Den ene gode historie afløser den anden. Dengang Niels Helveg Petersen kom på besøg og Radikal Ungdom holdt sommerstævne på øen. Det år, hvor en stærk Strynø-bonde, der under et usædvanligt lavvande ikke kunne få jollen trukket ind til den lille betonmole på østkysten og i stedet hoppede ud i fladvandet og resolut bar sækken med det ugentlige storindkøb fra Brugsen på den ene underarm - og konen i den anden! Og alle de andre røverhistorier der ikke egner sig til offentliggørelse…

Men alt har nu ikke været hyggesnak på Strynø Kalv. Den øde beliggenhed og gusen fra havet har gjort sit til, at en del fritid går med at restaurere gårdene. En del tid må bruges på vedligholdelse, og adskillige længer, hønsehuse og andegårde er blevet fjernet siden 1969. Det glæder beboerne sig over. I dag hindrer en bevarende lokalplan nemlig den slags ændringer.

Sidst på eftermiddagen bryder solen endelig igennem. Jeg stiller mit kraftige teleskop op bag en af gårdene. Her er ofte læ og god udsigt, så vi nyder fiskehejren på diget, grågæssene der sikkert bliver her hele vinteren - og vi tjækker stenene i det flade vand for sæler – men de er åbenbart ude at svømme på det dybe vand.

På vejen gennem ”byen” besøger vi det gamle elektricitetsværk. Palle har fjernet støv og skidt derinde i dag. Nu står det og minder om den tid, hvor stynboerne stod på Møllebroen og misundeligt kiggede over på den pære der sidder i toppen af den lille røde murstensbygning på Kalven, der fik elektricitet før den ti gange større Strynø!

Da vi siger farvel til de fastboende kaster den lave sol sine stråler ud over de mægtige enge. Det er de gamle, dyrkede marker som naturen har taget til sig igen. Græssets grønne farve forstærkes af det bløde aftenlys. Stemningen er uvirkelig.

”Hvor er her fantastisk. Jeg bliver virkelig opmærksom på, hvor priviligerede vi øboer er, når vi står her med udsigt til Strynø, Langeland og Tåsinge. Her er alt det, Langeland bør satse på i fremtiden: Kulturværdierne, naturen, stilheden og den friske luft” siger Anne-Line, da vi nærmer os jollen.

”Strynø Kalvs sommerbeboere, Arne, Agnete, Marianne og Palle - veluddannede storbyfolk i gode jobs - holder lige så meget af disse værdier som os, der bor her hele året. Langeland og Øhavet har jo grundlæggende det der skal til, for at gøre området attraktivt såvel bosætnings- som turistmæssigt. Styrk, understøt og byg videre på de nuværende kulturelle og naturgivne værdier og tilsæt en god portion borgerservice. Så kan folk slet ikke lade være med at forelske sig i vores skønne øer," fortsætter hun, tydeligvis selv småforelsket i idyllen.

Turistchefen ser gerne, at Øhavet bliver nationalpark. Hun ved fra sin tid i udlandet, at det blå stempel som nationalpark er et guldrandet brand, og hun ærgrer sig over, at debatten om emnet næsten er slut før den begyndte. "Hvordan man skruer nationalpark-konstruktionen sammen er jo ikke givet på forhånd, og derfor er det også synd og skam at afvise ideen, før vi ved hvad den indeholder," forklarer hun. "Jeg har selv en gård og en bid strand. Vi ønsker at dyrke jorden og fiske en fisk, men derfor kan vi jo godt tage hensyn til naturen og miljøet. Det vil en nationalpark ikke nødvendigvis stå i vejen for - tværtimod", slutter hun eftertænksomt, mens de blå øjne fokuserer på Hjortø langt ude i horisonten.

Få dage senere er Anne-Line Ussing ikke længere turistchef. Hun sagde sit job op – og nu føler hun sig lidt rigere, fordi hun blev en del af den intense oplevelse, som et besøg på Strynø Kalv altid er.

Vi hopper ned i jollen og begiver os ud over den blå streg, der skiller os fra Strynø.

Strynø Kalvs ejere gennem 37 år tager venligt imod. Fra venstre Palle, Arne, Agnete og Marianne. Den lille by er omgærdet af fårehegn, og afgræsningen betyder, at naturen har gode vilkår på øen.

1000 meter vest for Strynø ligger den lille Strynø Kalv. 800 meter på den ene led – 550 på den anden. For 81 år siden boede her 28 sjæle. I 1969 forlod de sidste øen.

Poul Henrik Harritz betræder Strynø Kalv 25-30 gange årligt. Gennem det nære giver han den store fortælling om Øhavet. Dette er den tredje af fire artikler – om fire årstider.

Der var hårde isvintre i 1940-erne men også 1980-erne kunne være med.
Den 17. januar 1982 var det muligt at køre i bil ud i Lindelse Nor og stange ål tørskoet gennem et hul i isen.

Der er altid tanglopper i Eriks te. Han har vænnet sig til det. Det følger af de morgener i efteråret hvor han står op kl. halv seks, sejler ud og lægger den lave skydepram til rette ved Hagerne syd for Strynø. Han bruger tang som camouflage. Dér sidder lopperne, inden de hopper op i termokruset. Der er halvanden time til solopgang. Han sidder helt stille. Og venter på gæs og ænder…

Stiller man sig op foran en ø-bo kort før jul og siger ”18. december” findes to svar: Tilflytterne og julegæsterne ser dumt på én og siger ”Det var i går!”. De gamle, indfødte ø-folk bliver stille, får savn i øjnene, kigger ud over markerne - og svarer: ”harer”.

Før i tiden sluttede jagttiden på harer nemlig den dag. Det betød, at skulle en jæger skyde en hare skulle det sker senest den 18. Men på øerne skød ingen på harerne. I stedet fangede mænd dem - i lange net og til stor morskab. To og to gik de med nettene mellem sig og jagede harerne sammen på et næs eller et hjørne af øen.

I 1987 havde jeg båndoptageren med på harefangst:
"Der er en! Der er den! Dér er den, den lille karl. Bare træk ud, Christian. Der er to!
Er du tosset, mand? Den første - den er til os! Se godt efter Christian. Har du godt ved?
Den er vores! Nej, den drejer sgu og ryger forbi! Det ku´ jeg godt regne ud. De har jo ikke fat i nettet derovre.
Det var dog rædsomt, de ikke havde fat i det net. Det koster dem sgu en hel flaske brændevin.
Der er en til! Den kommer nu...Christian, den må vi ikke lade gå! De må fanme ikke grine af os! Nææh...den kommer ikke her. Nææh...den kører over til de andre....den går i! Den er hængt. Den er hængt! For satan mand, den hænger i fortænderne!”

Hurtigt kommer en hjælper og løfter haren ud af nettet - i bagbenene. Aldrig må man tage rundt om en hare, for dens ribben er ømtålelige, og brækker let.

Strynø Kalv ligger bare hen. Ikke en harefanger kommer her. Kun 250 bramgæs fra øerne i Ishavet nord for Rusland og 300 grågæs skaber liv, når de slår sig ned for natten på de våde enge.

De færreste kan huske det år, hvor man fangede 120 harer på den lille ø. Ingen møder længere op ved Møllebroen for at blive sejlet over til Kalven og inviteret ind i varmen til kaffe og ostemad og suppe til frokost – og senere øl og kaffe. Ingen tager længere jollen over til Kalvens folk for at feste, grine og skabe legender på en decemberdag.

I 1994 var det slut. En ny jagtlov forbød fangst af harer. "Det kan ikke udelukkes, at det er dyrplageri", skrev de fra København. Harerne blev nemlig sendt til udlandet og sat ud for at forny trængte bestande. Ellers også blev de bare skudt af franskmænd og italienere når jagten atter gik ind.

Poul Gommesen fra Strynø Kalv kønsbestemmer en fanget hare fra en fangst i 1970-erne.
To hunner og en han i hver kasse. Dernæst afsted til Italien eller Frankrig.

Men julen kan de ikke forbyde, dem fra København. Heldigvis, for Øhavet flyder over med traditioner før og efter juleaften. Efter harefestlighederne gik tiden med at skære hakkelse til husdyrene, for på helligdagene må ingen arbejde i stalden. Kun Kalvens mægtige arbejdsheste, "Hulda" og "Hjalmar" blev forkælet med lidt havre.

Lillejuleaftensdag gik mændene i trop fra gård til gård for at "syne" hakkelsen og dertil øl og snaps, så "hakkelsessynet" blev mere og mere højrøstet.

Juleaftensdag gjorde Birkholms eneskolelærerinde klar i den lille skolestue. Lidt før kl. 16.00 kom bønder, fiskere, karle og piger ind i den lille skolestue. De tændte stearinlys kunne ikke holde duggen væk fra ruderne. Lærerinden læste juleevangeliet, og bagefter gik man fra hus til hus og fik godter og "fytner" - vandbakkelser kogt i fedt og serveret med flødeskum og flormelis.

Det kunne hænde, at en birkholmer eller to ikke mødte op. Så var de smuttet ud i jollen med kurs mod familien på Strynkalv for at udveksle gaver og julehilsner.

Fra Kalven tog beboerne til Strynø og gik til nadver i den mægtige kirke bag de store mørke træer midt på øen. Julemiddagen på Strynø og Kalven bestod af hvidkål og flæsk - nogle steder blodpølse - og senere på aftenen æbleskiver.

Nytårsaften skulle det helst blæse, for ellers ville der ingen frugt komme på træerne i det ny år. Var det stille, måtte folk selv ryste træerne, sagde man på Tåsinge. Og på Strynø lavede børnene rumlepotter: En tørret griseblære blev spændt over en lerpotte og strammet godt til. Midt i skindet stak man et tagrør. Fingrene blev blødt i spyt og gnedet op og ned ad røret, der frembragte en brummende lyd. Så gik de fra hus til hus og rumlede - og fik alle steder æbleskiver. Vi midnatstide skød man med løst krudt og fyrede alt af. Sådan som det også foregår i dag.

I marts 1985 markerede rester af julens træer ruten fra Hjortø Havn til Vornæs på Tåsinge.

Det var en anden tid. Det var istid. Beboerne kunne med års mellemrum gå på isen. Efter nytår kvistede man ruter på kryds og tværs mellem øer og fastland. Med øksehug vurderede man isens tykkelse, og satte samtidig en gren af juletræet ned i hullet, der hurtigt frøs til. I de hårde isvintre i 1940-erne blev der etableret en offentlig vej fra Tåsinge over isen til Ærø. Pludselig kunne biler komme kørende tværs over Strynø Kalv! Da oplevede beboerne, at de boede midt i civilisationen - så længe det varede.

At bebo en ø giver et særligt liv. Årstiderne bliver mere synlige. I år æder efteråret nærmest vinteren. Vejrudsigterne følges nøjere, og udsigten over himmel og hav skærper din opmærksomhed. Og så er der oplevelserne som du nok kun når at opleve én gang i dit liv. For eksempel natten mellem den 1. og 2. november i år hvor et lavtryk og et højtryk præcis var placeret, så vandet blev presset ekstraordinært kraftigt fra Skagerak og Kattegat ned mod og gennem bælterne. Knud havde nævnt det på færgen et døgn før. Men der skete intet. Men så kom det! Jeg sov i min båd i havnen, og konstaterede hvordan havet steg og steg - op til 1.70 meter over daglig vande. Bølgerne slikkede de bænkesæder, sommerens turister for længst har vendt bagen til.

Nethinden fangede syn du aldrig glemmer. Der skrives stadig historier i Øhavet.

Artikelserien - og fiskeriet - er slut. Ålelysteren slæbes på isen og fangsten er i sækken.

Erik kommer tilbage til Møllebroen ved 11-tiden. Han har te og tanglopper i maven - og fire grågæs og fem ænder bærer han stolt fra prammen til bilen. Sådan en morgen bestyrker ham i, at Susanne og han traf det rigtige valg for 25 år siden, da de flyttede deres bolig, familie og liv til Strynø. Den altid nærværende natur, vinden, vandet og lokalsamfundet er værdier han aldrig vil kvitte.

Det havde været mørkt nogle timer på denne tredje decemberdag i 1999. Pibeænderne havde tidligt taget bestik af vejret, og hundredvis af dem var fløjet ind bag digernes læ og sikkerhed. Da kom dét vindstød, meteorologerne målte til 41,2 sekundmeter, væltende ind fra vest. Larmen steg og gik over i en lang, rumlende, knagende og til sidst bragende lyd. Søndergårds vestlænge gav sig, og strakte sig til jorden.

Havet var også utérligt. Helt fra Store Egholm byggede vinden bølger op så de hamrede mod Kalvens diger – men heller ikke dét bekymrede nogle sig om.

Strynø Kalv var forladt af mennesker. De var ikke flygtet fra det varslede uvejr, men fritidsfolkene sad langt, langt væk, med ild i brændeovnene i deres Rungsted- og Helsingevillaer. For dem er Strynø Kalv koncentreret sommer, sol, varme, blåt hav, lærketrillende himmel, gæstfrihed og kaffe på den tilgroede gårdsplads. Der var langt til stormnattens varsel om katastrofer, kulde og ulykke.

Efter at have møvet kajakken gennem den to centimeter tykke is ved Strynøs vestkyst når jeg Kalvens lille cementmole – ”havnen”. Turen gennem fladvandet tager kun 5-10 minutter. Omkring mig lyder de gul-næbbede sangsvaners trompeterende lyd. Jeg ænser dem dårligt, for fra oktober til april ligger de i det østlige Øhav og fylder den lange, sorte nat med trompetkald. Tænk hvis man kunne forstå deres sprog!

Padleturen til Kalven tager lidt længere tid denne decemberdag. Kikkerten skal i brug. Jeg må lige se om vandrefalken sidder på Vogterholms enlige pæl. Det gør den! Hvis den går på vingerne kan det høres – fordi flokke af fugle letter. Blishønsene lægger sig tæt sammen og krikænder og hvinænder flygter over hals og hoved. Men vandrefalken bliver siddende i timevis – og fordøjer.

Snart når jeg Kalvens anløbsbro. Bønderne støbte en ti meter lang cementmole, der for længst er sandet til. Jeg trækker kajakken ind på en lille sandstrand og går videre.

Midt på øen, på det højeste sted, blev de tre gårde bygget mellem 1480 og ind i 1600-tallet. De ligger tæt sammen og er byen på Strynø Kalv. Her er læ for alle vinde. Dengang byggede man, så stuehus og gårdsplads lå i læ for vinde fra nordvest.

Jeg sætter mig dér, hvor stalden lå før braget. Efter flere års indsats er der ryddet op efter ødelæggelserne. Stormens bytte har betydet en god udsigt mod Marstal, holmene mellem Ærø og Langeland og helt ud i Østersøen. Kun to skibe bryder horisonten sådanne vinterdage. Marstalfærgen og Birkholmposten.

Kaffen smager bedre fra dette sted – selv når den er lunken! Tankerne glider tilbage til dengang.

Dengang ”Vesterlide”s stalddør knirkede og det vrinskede, når Andreas Rasmussen gik ind for at aftenfodre Hulda og Hjalmar. Dengang vinterstilheden kun blev brudt af den kendte lyd fra Søndergårds Ferguson, der kørte mælkejunger op fra det lille anløbssted. Dengang beboerne kunne stille uret efter Nielsens råb ud over hele ”byen”: ”Så er der kaffe, Claus!”

Det var sikkert mangelen på jord der for godt 500 år siden fik en udflytter fra Strynø til at slå sig ned på den lave, grusede ø. Men livet og landbruget var ikke fattigt. På mange øer i Øhavet udnyttede man de store mængder tang, der hver vinter blev skyllet ind på kysten efter storm og højvande. Regnen skyllede noget af saltet ud og tangen blev blandet med kvægmøg, så længe køerne stod på stald. Kvæg, Hulda og Hjalmar blev trukket rundt i blandingen når de skulle vandes og det rådne tang blev senere pløjet ned om efteråret. Det gav næring og de små marker indenfor diget kunne dyrkes hvert år og lå ikke brak så ofte som i det øvrige Danmark. En tysk landøkonom skrev om Øhavets landbrug: ”Aldrig har jeg set så ypperlige marker”

Også de store strandenge der fylder halvdelen af Strynø Kalv var meget værdifulde. Høet blev i forsommeren høstet og gemt til vinterfoder. Og efter høsten blev kreaturerne sat ud på sommergræsning – på Kalven og de fladere Bredholm, Vogterholm, Grensholm, Bondeholm og Græsholm.

Strynø Kalv fik fælles elektricitetsanlæg og motoriseret landbrug før den mægtige Strynø. Når vinternatten nærmere sig, blev dieselgeneratoren startet nogle timer – og fra toppen af øens lille elværk lyste en pære – helt over til Strynøs Møllebro kunne lyset og fremskridtet på den lille nabo-ø ses og beundres!

Livet gik sin gode gang. Nora fra Randers kom til øen med sine to børn og blev gift med Claus, der var født på øen og enkemand med fire børn. Alle tre gårde var familiært knyttet sammen.

I 1969 var Kalvens børn blevet så store, at de skulle helt til Rudkøbing. Først ned til Kalvens lille havn, så over vandet til Strynø og tværs over øen til færgelejet, hvor færgen sejlede dem til Rudkøbing. Samme tur hjem.

En januarmorgen måtte gårdmændene hjælpe dem gennem isen. Og mælken skulle også over. Det var et slid. Den morgen blev Thorkild og Claus enige om at sælge øen. Storhedstiden fik en brat ende.

Det gik Strynø Kalv som så mange andre danske småøer: Den blev sendt til tælling. Nedlagte skoler og mejerier og for lange færgetider har sendt børnefamilier ud på en enkeltsejlads fra øerne. Strynø Kalv blev ikke blot sendt til tælling, men blev helt kvalt. Livet forlod den.

Kaffen er drukket. Her fra min plads har jeg vinterhimlen tæt på og næsten i min favn. Af gammel vane lytter og ser jeg altid om alting er som der skal være. Ingen nye knirkende eller knagende lyde. En time senere er jeg tilbage i mit strynesiske hjem. Jeg tænder den bærbare lap-top og mailer til Rungsted og Helsinge ”Var fuld af savn – besøgte jeres ø - alt er vel”.